S/S CARL in memoriam
Digt trykt i "Jul på Bornholm" 1948

S/S Carl forlader Hasle Havn

Et Skib er et levende Væsen.
Langsmed den Kyst det befor
stod der en Stribe af Kølvand,
der lukked sig over dets Spor.
Vi mindes det, selv naar det slettes
og Søen igen ligger blank.
Langsmed min Strand er der Kølspor
af tusinde Skibe der sank.

Skibe har stævnet fra Kysten.
Bølgen har aabnet sin Favn.
Strandskvulpet leger med Navne
paa Skuder, der aldrig fandt Havn.
Endnu en Dønning kan hviske
dunkelt og klagende: JARL, _ . .
Men frisk som en levende Smærte
gaar Bølgen, der synger om CARL.

Fjærne og fremmede Klipper I
flænged i Stormen dens Bryst.
Fremmede bar den paa Dødsfærd _
den hørte dog til ved vor Kyst.
Skarer af higende Ungdom
betroed sin Ungdom til den.
Og os med den evige Hjemve
bar den tilbage igen.

Et Skib er et levende Væsen.
Og den, der har traadt paa dets Dæk,
gemmer i sin Erindring
personlige, levende Træk:
CARL var den frygtløse, raske,
et Mandkøn, men drengekaad,
der selv for de spærrede Grænser
smilende vidste et Raad.

For den, hvis levende Hjemland
er blevet Mindernes Land,
sejler forsvundne Skibe
endnu langs den kendte Strand.
Jeg ser den med tændte Lanterner
staa ud gennem Havnens Cat _
et Stjærnebilled, der slukner,
mens Skumringen tætner til Nat.

Christian Stub-Jørgensen