S/S CARL in memoriam
Digt trykt i "Jul på Bornholm" 1948
S/S Carl forlader Hasle Havn
Et Skib er et levende Væsen.
Langsmed den Kyst det befor stod der en Stribe af Kølvand, der lukked sig over dets Spor. Vi mindes det, selv naar det slettes og Søen igen ligger blank. Langsmed min Strand er der Kølspor af tusinde Skibe der sank. Skibe har stævnet fra Kysten. Bølgen har aabnet sin Favn. Strandskvulpet leger med Navne paa Skuder, der aldrig fandt Havn. Endnu en Dønning kan hviske dunkelt og klagende: JARL, _ . . Men frisk som en levende Smærte gaar Bølgen, der synger om CARL. Fjærne og fremmede Klipper I flænged i Stormen dens Bryst. Fremmede bar den paa Dødsfærd _ den hørte dog til ved vor Kyst. Skarer af higende Ungdom betroed sin Ungdom til den. Og os med den evige Hjemve bar den tilbage igen. |
Et Skib er et levende Væsen.
Og den, der har traadt paa dets Dæk, gemmer i sin Erindring personlige, levende Træk: CARL var den frygtløse, raske, et Mandkøn, men drengekaad, der selv for de spærrede Grænser smilende vidste et Raad. For den, hvis levende Hjemland er blevet Mindernes Land, sejler forsvundne Skibe endnu langs den kendte Strand. Jeg ser den med tændte Lanterner staa ud gennem Havnens Cat _ et Stjærnebilled, der slukner, mens Skumringen tætner til Nat. Christian Stub-Jørgensen
|