Udrag af Arne Madsens dagbog renskrevet af Ernst A. Grunwald i 1995
BERETNING OM BOMBARDEMENTET OVER NEXØ m.m.
Fredag aften den 4. maj 1945, var jeg inviteret ned til Ejnar Hauberg, Smedegade 3, Nexø, sammen med frk. Mikkelsen. Vi havde siddet og snakket om forskellige ting, så bliver frk. Hauberg kaldt ud i gården, kommer ind igen og fortæller, at det er sagt i radioen, at kapitulationen er kommen. Tyskerne havde betingelsesløst kapituleret, såvel for de Allierede som til Russerne. Vi kunne dog næppe tro nyheden: "Fred over Europa . – Danmark frit!". Vi måtte lukke op for radioen og hørte det meddelte í en eller anden udsendelse på tysk.
Den danske radio var ikke åbnet da! Den blev det senere, men da hørte vi det ikke.
Glædesstrålende gik vi ud på gaden. Vi mente alle Nexøboerne vilde tage dem en aftentur, selv om klokken var ca. 23, men der var kun får ude. Vi lykønskede dog hinanden. Det var så befriende og glædeligt, og så længe ventet. Da jeg kom hjem lå Far og Mor og sov. De vågnede dog da jeg spurgte om de havde hørt det? Og det havde de. Glad gik jeg i seng, vi havde dog meget at være taknemlige for.
Den danske radio var ikke åbnet da! Den blev det senere, men da hørte vi det ikke.
Glædesstrålende gik vi ud på gaden. Vi mente alle Nexøboerne vilde tage dem en aftentur, selv om klokken var ca. 23, men der var kun får ude. Vi lykønskede dog hinanden. Det var så befriende og glædeligt, og så længe ventet. Da jeg kom hjem lå Far og Mor og sov. De vågnede dog da jeg spurgte om de havde hørt det? Og det havde de. Glad gik jeg i seng, vi havde dog meget at være taknemlige for.
Klokken var over 8 - da bormester Harrild stod frem midt på Torvet og talte til os alle sammen.
Lørdag morgen den 5. maj, kom Keld op på mit værelse og sagde: “Alle folk skal møde henne på Torvet, og vi skal hejse flaget kl 0800", for i den time skulle al krig ophøre. Meddelelsen om dette Folkemøde var opslået håndskreven her og der, på vinduer, på vægge og porte og fra kl 8-9 kimede kirkeklokkerne. Glæden betog os. Og vi mødte alle frem. Mange, mange Nexøboere mødtes på torvet, da klokken var 8, og kirkeklokkerne kimede. Et ungt par, som jeg kendte, de skulle giftes netop denne dag, jeg fik hilst på dem. Også Ejler Holm der skulle giftes denne dag i Rønne, havde vi sendt en lykønskning til.
Vi stod så og ventede på hvad der skulle ske. Klokken var over 8 - da bormester Harrild stod frem midt på Torvet og talte til os alle sammen. Det kneb dog med at høre, vi nærmede os derfor alle midten af Torvet, men lyden af de mange skridt, var med til at gøre det vanskeligt at høre begyndelsen af talen. Jeg fik dog fat på dette, "at vi ville føle os lykkelige, ved at være et frit folk, der atter kunne hejse det Danske flag, men vi skulle samtidig bevare ro og orden”. Han lykønskede samtidig vort folk, at det havde fået lov til at beholde sin gamle Konge så længe, så at han kunne opleve Frihedens Dag, sammen med sit Folk. Og sluttede med et Leve for Kongen og Danmark.
Derefter sang alle "Der er et yndigt Land" og "Kong Kristian", samt "Kongernes Konge".
Skolebørnene, anført af overlærer Bjerregård, kom ind på Torvet i en lang kolonne med Dannebrog i spidsen. De tog opstilling foran Centralhotellet, og hjalp godt med til sangen.
Alle fik hilst på hinanden, man trykkede i hånden, og lykønskede og alle fik et lille Dannebrogsflag. De blev solgt af Jacobsen, Funk og Vilhelm Jensen. De Danske farver prægede det alt sammen. Formiddagen lå badet i Solskin. Arbejdet var ophørt. Vi holdt fri. Klokken 12, hørte vi Kongens tale over radioen. Dernæst Statsminister Buhls tale.
Og kl. 15, var der atter møde på Nexø Torv. Denne gang var også hele Nexø forsamlet, så godt som. Vi sang atter danske sange og sognepræsten Mathisen talte oppe fra Blikkenslagermester Erichsens balkon. Derefter gik Hauberg og jeg (der i dagens løb havde mødtes) ud til Halleklippen, hvor vi skulle tale med Thorvald Ipsen, som vi forresten mødte undervejs. Vi have allerede sendt et brev til København, for at få et hold bryderdrenge herover til sommer. Samtidig havde vi sendt et brev til en brydeklub i Sverige, Simrishamm, efter svenske brydere. Vi skulle tale om det. Samtidig skulle vi se hvorledes det gik de tyske soldater, hvoraf der lå et par hundrede mand (246 vist) på Halleklippen. Thorvald Ipsen kommanderede vældigt. De kunne nemlig ikke forstå ham, og han gjorde intet for at tale tysk. Han buldrede lige galt om det var menige som officerer. De opfattede ham som en "vældig Karl".
Vi stod så og ventede på hvad der skulle ske. Klokken var over 8 - da bormester Harrild stod frem midt på Torvet og talte til os alle sammen. Det kneb dog med at høre, vi nærmede os derfor alle midten af Torvet, men lyden af de mange skridt, var med til at gøre det vanskeligt at høre begyndelsen af talen. Jeg fik dog fat på dette, "at vi ville føle os lykkelige, ved at være et frit folk, der atter kunne hejse det Danske flag, men vi skulle samtidig bevare ro og orden”. Han lykønskede samtidig vort folk, at det havde fået lov til at beholde sin gamle Konge så længe, så at han kunne opleve Frihedens Dag, sammen med sit Folk. Og sluttede med et Leve for Kongen og Danmark.
Derefter sang alle "Der er et yndigt Land" og "Kong Kristian", samt "Kongernes Konge".
Skolebørnene, anført af overlærer Bjerregård, kom ind på Torvet i en lang kolonne med Dannebrog i spidsen. De tog opstilling foran Centralhotellet, og hjalp godt med til sangen.
Alle fik hilst på hinanden, man trykkede i hånden, og lykønskede og alle fik et lille Dannebrogsflag. De blev solgt af Jacobsen, Funk og Vilhelm Jensen. De Danske farver prægede det alt sammen. Formiddagen lå badet i Solskin. Arbejdet var ophørt. Vi holdt fri. Klokken 12, hørte vi Kongens tale over radioen. Dernæst Statsminister Buhls tale.
Og kl. 15, var der atter møde på Nexø Torv. Denne gang var også hele Nexø forsamlet, så godt som. Vi sang atter danske sange og sognepræsten Mathisen talte oppe fra Blikkenslagermester Erichsens balkon. Derefter gik Hauberg og jeg (der i dagens løb havde mødtes) ud til Halleklippen, hvor vi skulle tale med Thorvald Ipsen, som vi forresten mødte undervejs. Vi have allerede sendt et brev til København, for at få et hold bryderdrenge herover til sommer. Samtidig havde vi sendt et brev til en brydeklub i Sverige, Simrishamm, efter svenske brydere. Vi skulle tale om det. Samtidig skulle vi se hvorledes det gik de tyske soldater, hvoraf der lå et par hundrede mand (246 vist) på Halleklippen. Thorvald Ipsen kommanderede vældigt. De kunne nemlig ikke forstå ham, og han gjorde intet for at tale tysk. Han buldrede lige galt om det var menige som officerer. De opfattede ham som en "vældig Karl".
Og hvilken uhørt mængde tyske soldater. De gik selv i land, og de blev ved at gå i land.
Vi studsede over, at han også turde "buldre" over for Kommandanten. Han gjorde det hele for sjovt, er jeg sikker på. Da vi så ville til at gå ind til byen, ser vi en halv snes fartøjer, til hvem der signaliseres med lyskugler inde fra land. "Nu kommer Bolsjevikkerne/Russerne", sagde Thorvald til de tyske soldater, der iøvrigt bare smilede. "Så bliver I bange og stikker af".
“Nej!” svarede soldaterne, og gav os hver en cigaret. "Det er dog Danmarks Frihedsdag", sagde de. "Det er ikke Russerne!”
Og det var ikke Russerne. Da vi ved 5 tiden kom tilbage til havnen igen, så vi at de omtalte skibe lå ved kajen, og en mangfoldighed af soldater, mand ved mand stod opstillet på de såkaldte "fladlus", landgangsbådene. Og hvilken uhørt mængde tyske soldater. De gik selv i land, og de blev ved at gå i land.
Mellem 5.000 og 6.000 mand, det mente de selv. De fyldte både den nye og den gamle havneplads.
Ja, vi mente jo ellers at krigen var forbi, og at de ankom, for at overgive sig? de var våbenløse. Våbnene var blevet ved fronten, ved Hela, på det Kurischec Hafen, vesd Danzig.
Ved et under var de sluppet bort derfra. Vi talte med en soldat der var sønderjyde. Han havde sin familie et ganske kort stykke vej fra den Danske grænse, han håbede han kunne få dansk borgerskab. Han var lærer og havde ikke på mange år talt et dansk ord.
Men det gik fint. Kaptajnen fra hans kompagni var borte. Han havde overtaget kommandoen. De havde været 110 mand i kompagniet, nu var de 35. Han havde været med under hele krigen, tre år i Rusland bl.a ved Ural. Han spurgte interesseret efter Christmas Møller, Martin Andersen Nexø, samt hvordan det var gået med Fritz Clausens parti.
Hele udskibningen varede det meste af aftenen. Ved mørkets frembrud drog det meste af skaren, kompagni efter kompagni af sted mod Lystskoven. Sørejsen havde varet i 27 timer. De havde ikke haft ro i 7 uger(?) fortalte soldaterne. Det var koldt i disse dage, men det var nu intet imod det de havde oplevet. De
fortalte om kampflyene i mængde om dagen, samt om jagerflyene om natten, der kastede brandbomber hvorved skovene blev antændte. De lå således i bombekratere og granathuller, forstærket med bjælker. Ja, og nu lå de så ved deres bål i Lystskoven, så godt havde de ikke haft det længe. Jeg må indrømme, at vi ynkede dem alligevel, at de skulle ligge der. Det var i grunden et sjældent syn, at se de mange bivuakker samt de mange bål. Det var nu lørdag.
Vi spurgte forøvrigt en soldat, en Wienerdreng, der efter første verndenskrig, havde boet hos en familie på Møen, hvordan det var nu efter Krigen ophør? Han svarede, at de jo havde overgivet sig til Englænderne og Amerikanerne, men at de stadig sloges mod Russerne. Vi mente de var galt underrettet. Soldaten svarede samtidig, at 99% af styrken ønskede at afslutte krigen. Men de havde jo intet at glæde sig til, alt var ødelagt, de havde mistet alt. Kone og børn var dræbte, og hjemmet ødelagt. Og Wien havde Russerne taget. Det var deres svar.
“Nej!” svarede soldaterne, og gav os hver en cigaret. "Det er dog Danmarks Frihedsdag", sagde de. "Det er ikke Russerne!”
Og det var ikke Russerne. Da vi ved 5 tiden kom tilbage til havnen igen, så vi at de omtalte skibe lå ved kajen, og en mangfoldighed af soldater, mand ved mand stod opstillet på de såkaldte "fladlus", landgangsbådene. Og hvilken uhørt mængde tyske soldater. De gik selv i land, og de blev ved at gå i land.
Mellem 5.000 og 6.000 mand, det mente de selv. De fyldte både den nye og den gamle havneplads.
Ja, vi mente jo ellers at krigen var forbi, og at de ankom, for at overgive sig? de var våbenløse. Våbnene var blevet ved fronten, ved Hela, på det Kurischec Hafen, vesd Danzig.
Ved et under var de sluppet bort derfra. Vi talte med en soldat der var sønderjyde. Han havde sin familie et ganske kort stykke vej fra den Danske grænse, han håbede han kunne få dansk borgerskab. Han var lærer og havde ikke på mange år talt et dansk ord.
Men det gik fint. Kaptajnen fra hans kompagni var borte. Han havde overtaget kommandoen. De havde været 110 mand i kompagniet, nu var de 35. Han havde været med under hele krigen, tre år i Rusland bl.a ved Ural. Han spurgte interesseret efter Christmas Møller, Martin Andersen Nexø, samt hvordan det var gået med Fritz Clausens parti.
Hele udskibningen varede det meste af aftenen. Ved mørkets frembrud drog det meste af skaren, kompagni efter kompagni af sted mod Lystskoven. Sørejsen havde varet i 27 timer. De havde ikke haft ro i 7 uger(?) fortalte soldaterne. Det var koldt i disse dage, men det var nu intet imod det de havde oplevet. De
fortalte om kampflyene i mængde om dagen, samt om jagerflyene om natten, der kastede brandbomber hvorved skovene blev antændte. De lå således i bombekratere og granathuller, forstærket med bjælker. Ja, og nu lå de så ved deres bål i Lystskoven, så godt havde de ikke haft det længe. Jeg må indrømme, at vi ynkede dem alligevel, at de skulle ligge der. Det var i grunden et sjældent syn, at se de mange bivuakker samt de mange bål. Det var nu lørdag.
Vi spurgte forøvrigt en soldat, en Wienerdreng, der efter første verndenskrig, havde boet hos en familie på Møen, hvordan det var nu efter Krigen ophør? Han svarede, at de jo havde overgivet sig til Englænderne og Amerikanerne, men at de stadig sloges mod Russerne. Vi mente de var galt underrettet. Soldaten svarede samtidig, at 99% af styrken ønskede at afslutte krigen. Men de havde jo intet at glæde sig til, alt var ødelagt, de havde mistet alt. Kone og børn var dræbte, og hjemmet ødelagt. Og Wien havde Russerne taget. Det var deres svar.
Soldaterne var i færd med at gøre toiletterne rene, de vaskede sig i lange rækker og tog vand fra Ferskesø. Her og der hang der vasketøj til tørre i buske og på grene.
Søndag den 6. maj 1945; kørte Hauberg og jeg en tur ud omkring Lystskoven for at se hvorledes det stod til derude. Soldaterne var i færd med at gøre toiletterne rene, de vaskede sig i lange rækker og tog vand fra Ferskesø. Her og der hang der vasketøj til tørre i buske og på grene. De stod og barberede sig. Og feltbarberen var i fuld aktivitet. Der var lange "hundelænker" som tyskerne kaldte det, tyskerne ville gerne bytte tobak, for danske penge og rationeringskort. Vi benyttede os dog ikke af tilbuddet.
Røde Kors bespiste soldaterne, maden blev lavet ude på Konservesfabrikken.
Så gik iøvrigt søndagen på bedste måde. Hauberg og jeg gik i bakkerne med Nexø Brydeklubs drenge. Vi havde en udemærket dag, vi sang og gik gennem bakkerne, spiste vores medbragte mad ved Paradisgård. Vi fik en snak med Ipsen og hørte samtidig pressen. Det var det fineste solskinsvejr.
Røde Kors bespiste soldaterne, maden blev lavet ude på Konservesfabrikken.
Så gik iøvrigt søndagen på bedste måde. Hauberg og jeg gik i bakkerne med Nexø Brydeklubs drenge. Vi havde en udemærket dag, vi sang og gik gennem bakkerne, spiste vores medbragte mad ved Paradisgård. Vi fik en snak med Ipsen og hørte samtidig pressen. Det var det fineste solskinsvejr.
Vi hørte at der igen var kommet en sending tyske soldater til Bornholm. Og denne gang endnu flere.
Ved 4-5 tiden nåede vi Nexø igen. Og da hørte vi, at der igen var kommet en sending tyske soldater til Bornholm. Og denne gang endnu flere. Der var kommet 10-12.000 mand og 1-2.000 flygtninge. Således et samlet antal på omkring 20.000 mand. Og her sidste gang havde de våben med. Så var der nyt at se på igen.
Den voldsomme invasion var ved at overgå lørdagens fest og højtid. Soldaterne lejrede sig langs strandkanten fra havnen og ud mod sygehuset til. De opstillede samtidig kanoner og antiluftskyts.
En kampvogn rullede frem. De bar våben i land og en mængde tungt materiel. Dengang betragtede vi det med stor nysgerrighed. Men jeg følte det alligevel vigtigt at skrive og berette om det. Vi mente jo stadig væk, at der var Fred. Og gik iøvrigt roligt i seng.
Der blev affyret nogle skud om natten, skydningen vakte ikke nogen særlig opmærksomhed.
Larsens bådehus var også taget i brug. Der blev fortalt, at en officer havde spurgt Larsen, om han ville købe guld. Han havde taget i lommen, og taget en håndfuld guldklumper frem, fra tandsæt. Antagelig fjernet fra døde soldater. Larsen skulle ikke købe guld. Vi andre sad på havnebænken ved havnen og betragtede livet dernede, og aktiviteterne blandt soldaterne. Vi gik derefter hjem, efter en oplevelsesrig dag.
Den voldsomme invasion var ved at overgå lørdagens fest og højtid. Soldaterne lejrede sig langs strandkanten fra havnen og ud mod sygehuset til. De opstillede samtidig kanoner og antiluftskyts.
En kampvogn rullede frem. De bar våben i land og en mængde tungt materiel. Dengang betragtede vi det med stor nysgerrighed. Men jeg følte det alligevel vigtigt at skrive og berette om det. Vi mente jo stadig væk, at der var Fred. Og gik iøvrigt roligt i seng.
Der blev affyret nogle skud om natten, skydningen vakte ikke nogen særlig opmærksomhed.
Larsens bådehus var også taget i brug. Der blev fortalt, at en officer havde spurgt Larsen, om han ville købe guld. Han havde taget i lommen, og taget en håndfuld guldklumper frem, fra tandsæt. Antagelig fjernet fra døde soldater. Larsen skulle ikke købe guld. Vi andre sad på havnebænken ved havnen og betragtede livet dernede, og aktiviteterne blandt soldaterne. Vi gik derefter hjem, efter en oplevelsesrig dag.
De bar våben i land og en mængde tungt materiel. Dengang betragtede vi det med stor nysgerrighed.
Mandag den 7. maj 1945, der forløb formiddagen på sædvanlig vis. Jeg skrev på manuskriptet til min italiensbog. Jeg havde godt hørt at Tyskerne havde løsnet nogle skud efter nogle flyvemaskiner, men vi havde som alle andre ikke tænkt nærmere over det. Men klokken 12.15, da vi skulle til at spise, flæskestegen var lige sat på bordet, vi skulle høre den Engelske presse, så lød der antiluftsskyts nede fra stranden. Vi var alle indendørs, da luftalarmen lød, den holdt! Kjeld havde været ude i skoven for at se på Tyskerne, han var dog heldigvis hjemkommet. I det samme knitrede antiluftskyts og maskingeværer, vi kastede os på gulvet bag vinduesruderne, jeg greb Leifs kurv, hvori han lå, så styrtede vi alle ned i kælderen. Der hørtes samtidig nogle vældige drøn. Det susede og hvinede, et djævelsk spektakel overalt.
Nexø station efter 1. angrebs første bølge, anden bølge er lige begyndt derfor er jernbanes personale på vej i klæderen igen. Bemærk uret er gået i stå ved de første bomber.
Da det var overstået, ville vi ud på gaden, for at se, hvad dette var. Og i det samme kom Thorvald og Emmy og de fire børn. “Tag drengen", sagde Thorvald. Han kom bærende med ham på armen. ”Vi kan ikke være inde i vort hus” sagde han. Aftenen før havde jeg ellers for første gang været inden hos dem. Og der kunne man se lige ud på Tyskerne. Man måtte ikke færdes på Strandvejen.
Han løb igen tilbage til deres hus. Og maskinerne vente tilbage igen. Og atter et djævelsk angreb. Det rystede i husmurene, børnene skreg og græd. Vi var alle urolige og bange. Hvad var dette? Hvad var meningen? Var der ikke fred? Og nu så kom de russiske flyvere, vi må se at komme bort!
Lad os tage hvad vi kan få fat i og så tage ud på landet! Vi skyndte os at pakke nogle nødtørftige ting sammen, greb barnevognen, en kuffert med forskelligt tøj, samt nogle tæpper, cykler. Og drog af sted. Ud af byen, og af lbsker til. Mangfoldige andre gjorde det samme. Flere og flere strømmede ud af byen, ad alle de forskellige indfaldsveje.
– Da vi kom op til Julehøj og Kyesgård, gik jeg ind og ringede til mor. Det var kun de livsvigtige samtaler der gik igennem. Men jeg måtte jo ringe om, at hun kørte uden om Nexø, når hun kørte hjem fra Poulsker. Der var hun i praksis. Jeg kørte tilbage til byen, og hentede noget mere. De andre kørte af landet til, med forskellige lastbiler.
Far, Bergliot, Kjeld, Leif og jeg samt Thorvald, Emmy, Grethe, Hanne, Ib og Mogens tog ned til Solvei og Hans Otto. På vejen op til Ibsker kom mor i bilen. Hun var blevet færdig med forretningen. Undervejs talte jeg med en mand, der havde siddet og spist, han følte pludselig et vældigt lufttryk, ruderne blæste ind, han og konen smed sig på gulvet, og idet de greb hver et barn søgte de at komme i læ ved skorstenen. Skorstenen revnede og de for ud af huset, tæt ved huset stod en tysk kanon i stilling. Granater og kugler røg omkring dem, de kom ned i en kælder, hvor børnene skreg, men de var reddede. Han var ophidset. Og rygtet havde hurtigt fortalt, at August Phils ejendom var ramt, det gjalt også Mælke Schou, samt nogle andre huse var ramt. Talrige ruder var gået, samt mange tage havde smadrede tagsten.
Vi var alle stærkt ophidsede!
Han løb igen tilbage til deres hus. Og maskinerne vente tilbage igen. Og atter et djævelsk angreb. Det rystede i husmurene, børnene skreg og græd. Vi var alle urolige og bange. Hvad var dette? Hvad var meningen? Var der ikke fred? Og nu så kom de russiske flyvere, vi må se at komme bort!
Lad os tage hvad vi kan få fat i og så tage ud på landet! Vi skyndte os at pakke nogle nødtørftige ting sammen, greb barnevognen, en kuffert med forskelligt tøj, samt nogle tæpper, cykler. Og drog af sted. Ud af byen, og af lbsker til. Mangfoldige andre gjorde det samme. Flere og flere strømmede ud af byen, ad alle de forskellige indfaldsveje.
– Da vi kom op til Julehøj og Kyesgård, gik jeg ind og ringede til mor. Det var kun de livsvigtige samtaler der gik igennem. Men jeg måtte jo ringe om, at hun kørte uden om Nexø, når hun kørte hjem fra Poulsker. Der var hun i praksis. Jeg kørte tilbage til byen, og hentede noget mere. De andre kørte af landet til, med forskellige lastbiler.
Far, Bergliot, Kjeld, Leif og jeg samt Thorvald, Emmy, Grethe, Hanne, Ib og Mogens tog ned til Solvei og Hans Otto. På vejen op til Ibsker kom mor i bilen. Hun var blevet færdig med forretningen. Undervejs talte jeg med en mand, der havde siddet og spist, han følte pludselig et vældigt lufttryk, ruderne blæste ind, han og konen smed sig på gulvet, og idet de greb hver et barn søgte de at komme i læ ved skorstenen. Skorstenen revnede og de for ud af huset, tæt ved huset stod en tysk kanon i stilling. Granater og kugler røg omkring dem, de kom ned i en kælder, hvor børnene skreg, men de var reddede. Han var ophidset. Og rygtet havde hurtigt fortalt, at August Phils ejendom var ramt, det gjalt også Mælke Schou, samt nogle andre huse var ramt. Talrige ruder var gået, samt mange tage havde smadrede tagsten.
Vi var alle stærkt ophidsede!
Nexø gader lå overstrøet med glasskår og tagsten.
Senere på dagen ca. kl 1800, kom så angreb nr. 2. Flyangrebet kom ligeledes i to bølger. Og det var endnu voldsommere end det første. Vi stod oppe hos smedemester Holm og så det hele. Maskingeværene knitrede deres karakteristiske salver. Og bomberne faldt igen. Detonationerne drønede. Og Nexø lå igen i ildpølens helvede. Det var grusomt. Og så endelig var det forbi. Tyskerne skød som rasende.
Om aftenen tog jeg til byen. Nexø gader lå overstrøet med glasskår og tagsten. Vort hus var tilsyneladende uskadt, En enkelt rude ud til gaden var knust. Men da jeg kom ind i gården, ak! hvilket syn, verandaen var borte. Alle vinduer var væk, og haven var overstrøet med brædder, sten, og murbrokker. – Jeg fik lige kastet sæd til hønsene. Vand fik de ikke. Jeg gik hurtig op og ind i huset, samlede forskellige ting sammen. Ud igen og bort!
Jeg fik samtidig set at Frk. Munks hus var slemt beskadiget. Det gjalt også Petersens hus ud mod gaden.
Men jeg så ikke den overskårne bombes rester, i vores have, med den gule indhold. Jeg så hellere ikke, at en del af Harthmanns og Sonnes hus var borte. En fuldtræffer.
Der faldt 126 bomber i Nexø.
Om aftenen tog jeg til byen. Nexø gader lå overstrøet med glasskår og tagsten. Vort hus var tilsyneladende uskadt, En enkelt rude ud til gaden var knust. Men da jeg kom ind i gården, ak! hvilket syn, verandaen var borte. Alle vinduer var væk, og haven var overstrøet med brædder, sten, og murbrokker. – Jeg fik lige kastet sæd til hønsene. Vand fik de ikke. Jeg gik hurtig op og ind i huset, samlede forskellige ting sammen. Ud igen og bort!
Jeg fik samtidig set at Frk. Munks hus var slemt beskadiget. Det gjalt også Petersens hus ud mod gaden.
Men jeg så ikke den overskårne bombes rester, i vores have, med den gule indhold. Jeg så hellere ikke, at en del af Harthmanns og Sonnes hus var borte. En fuldtræffer.
Der faldt 126 bomber i Nexø.
Hjørnet Åsen - Havnegade umiddelbart efter angrebet ved aftenstid mandag den 7. maj 1945
Tirsdag den 8. maj 1945, om formiddagen var vi gået en tur op til Sct. Ibs Kirke. Vi havde været der før. Der samledes jo Nexø boerne. Alle vegne var vi jo evakueret. Hos Solvejs var vi efterhånden 23. Vi lå ude på verandaen i halm. Andre lå rundt om i huset i senge. På Fjeldstâuan lå 30. Andre steder en snes o.s.v. - o.s.v.
Og hvad der var sket, måtte drøftes og drøftes. Mandag, aftenen før, havde jeg været oppe ved smed Holms. Vi hørte også radio. Og intet om Bornholm. ”Jamen, hvad var dog dette?” Thi rygtet var gået, at også Rønne havde været ude for Bombardement?
Og vi skulle får det bekræftet. Thi bedst som vi står der, lyder der nogle kolonorme drøn. Det gynger ligefrem i jorden. Husene rystede, og det blev ved. Vi mente det måtte være Klemensker.
Nej det var Rønne. Senere fik vi det bekræftet. Det havde været så uhyggeligt og rædselsfuldt et bombardement, som tænkes kunne.
Rønne var lagt i ruiner. Senere blev det meddelt, at 70% af husene, var mere eller mindre beskadiget, 30% af husene var helt ødelagt.
Og så om aftenen – 8. maj, kom angreb nr. 3 på Nexø. Det var det voldsommeste og største af dem alle. – Vi så flyverne komme nord fra, de dykkede, bombede, og vente, og efter en stund gentog det sig. Nexø var lagt i ruiner. 4/5 af byen var fuldstændig ødelagt. Og jeg mener, at der ikke i hele byen, var et hus, der var urørt.
Og hvad der var sket, måtte drøftes og drøftes. Mandag, aftenen før, havde jeg været oppe ved smed Holms. Vi hørte også radio. Og intet om Bornholm. ”Jamen, hvad var dog dette?” Thi rygtet var gået, at også Rønne havde været ude for Bombardement?
Og vi skulle får det bekræftet. Thi bedst som vi står der, lyder der nogle kolonorme drøn. Det gynger ligefrem i jorden. Husene rystede, og det blev ved. Vi mente det måtte være Klemensker.
Nej det var Rønne. Senere fik vi det bekræftet. Det havde været så uhyggeligt og rædselsfuldt et bombardement, som tænkes kunne.
Rønne var lagt i ruiner. Senere blev det meddelt, at 70% af husene, var mere eller mindre beskadiget, 30% af husene var helt ødelagt.
Og så om aftenen – 8. maj, kom angreb nr. 3 på Nexø. Det var det voldsommeste og største af dem alle. – Vi så flyverne komme nord fra, de dykkede, bombede, og vente, og efter en stund gentog det sig. Nexø var lagt i ruiner. 4/5 af byen var fuldstændig ødelagt. Og jeg mener, at der ikke i hele byen, var et hus, der var urørt.
Ved angrbet om aftenen onsdag den 8. brugte Russerne også brandbomber med det resultat at der opstod brand mange steder i byen. Fotoet her er taget mod øst på Nexø Torv dagen efter, hvor man kan se at ilden stadig ulmer.
Ild havde antændt Munchs bræddelager, en heftig brand var opstået. Nexø brændte. Hvor galt det hele var, vidste vi ikke. Men grusomt var det. Og hvad ville der mere ske?
Onsdag morgen den 9. Maj 1945 fløj et par Russiske maskiner hen over Nexø og skød. Der blev ikke besvaret. Tyskerne havde opgivet. Vi cyklede mod byen. Thorvald kørte helt ind. Han ville ned og se om hans hus endnu stod? Jeg fik at vide, at vort hus var "uskadt", fra gàrdsdagens, vel at mærke. D.v.s. det var ikke blevet mere ramponeret. Da Thorvald kom tilbage, var han stærkt bevæget. “Alt er borte" – "Det er et stort krater". Ikke så meget som en barnestrømpe var der tilbage. De ejede ikke mere, end hvad de stod og gik i. Om mandagen havde de været i Nexø, og sejlet hans båd til Årsdale. Om onsdagen kørte så mor familien til Årsdale i bilen, og han sejlede dem så til Tejn, berøvet for alt, hvad de havde haft af jordisk gods. Det var meget svært at forstå rigtigt.
Onsdag morgen den 9. Maj 1945 fløj et par Russiske maskiner hen over Nexø og skød. Der blev ikke besvaret. Tyskerne havde opgivet. Vi cyklede mod byen. Thorvald kørte helt ind. Han ville ned og se om hans hus endnu stod? Jeg fik at vide, at vort hus var "uskadt", fra gàrdsdagens, vel at mærke. D.v.s. det var ikke blevet mere ramponeret. Da Thorvald kom tilbage, var han stærkt bevæget. “Alt er borte" – "Det er et stort krater". Ikke så meget som en barnestrømpe var der tilbage. De ejede ikke mere, end hvad de stod og gik i. Om mandagen havde de været i Nexø, og sejlet hans båd til Årsdale. Om onsdagen kørte så mor familien til Årsdale i bilen, og han sejlede dem så til Tejn, berøvet for alt, hvad de havde haft af jordisk gods. Det var meget svært at forstå rigtigt.
Fisker Torvald Pedersen boede på Ndr. Strandvej 25, og som det ses var der ikke meget tilbage efter bombardementet
Om eftermiddagen kørte jeg så til Kuremøllen efter brød. På tilbagevejen hørtes flyvere. Og højt oppe kunne vi skimte 19 flyvere. Andre mente dog at der havde været flere. Hvad ville de? Vi skulle dog ikke spørge længe. Jeg havde tilfældigt truffet på en mand og kone med deres lille barn i en barnevogn, samt en dreng på omkring 15 år. Nu for vi så ned i det nærmeste beskyttelsesrum, det blev bryggerset i en større gård. En ret stramtandet kone skød døren til side, og spurgte hvad vi ville? "Vi er flygtninge”. "Nå de kunne i hvert fald ikke tage imod flere", de havde allerede 5. "Nej det forstår vi”, men vi søgte kun ly for bomberegnen.
Den djævelske torden fortsatte udenfor! Nå ja, men vi skulle da også mærke krigen, mente hun! – Hendes datter var syg med ondt i halsen, og lægen kunne ikke komme.
Da bomberegnen var forbi takkede jeg den "venlige madame" hjerteligt. Jeg ved dog ikke om hun begreb ironien. Glædeligvis var hun optøet lidt. Men mærket til krigen havde hun overhovedet ikke. Jeg var noget harm i sind.
Atter vendte flyverne tilbage igen. Jeg mødte en ung mand der var på vej til Østermarie. Jeg styrtede ind på en gård. Sejersgård, vistnok? Der var en anderledes flink frue, der var her. "Krigen gik dem på nerverne" sagde hun. "Hvad var dette, mon"? Vi tænkte og omtalte alle mulige planer derfor!
Den djævelske torden fortsatte udenfor! Nå ja, men vi skulle da også mærke krigen, mente hun! – Hendes datter var syg med ondt i halsen, og lægen kunne ikke komme.
Da bomberegnen var forbi takkede jeg den "venlige madame" hjerteligt. Jeg ved dog ikke om hun begreb ironien. Glædeligvis var hun optøet lidt. Men mærket til krigen havde hun overhovedet ikke. Jeg var noget harm i sind.
Atter vendte flyverne tilbage igen. Jeg mødte en ung mand der var på vej til Østermarie. Jeg styrtede ind på en gård. Sejersgård, vistnok? Der var en anderledes flink frue, der var her. "Krigen gik dem på nerverne" sagde hun. "Hvad var dette, mon"? Vi tænkte og omtalte alle mulige planer derfor!
Frygten for en ny krig!
Heldigvis for os, var det ikke alle de Østbornholmske fiskerlejer der var blevet bombet. Men ude på havet, var der en flåde på en snes skibe, der havde været målet og fået bomberegnen.
Russernes bombardement af en tysk konvoy med flygtninge ved Christiansø på vej mod vest fra Østpreusen den 9 maj, altså efter våbenhvilens ikrafttræden. Tegning af Henning Køje
Et meget stort skib, havde de fra Fuglesangen set at det havde fået en fuldtræffer, damperen blev kappet over i to dele, og skibet sank øjebliklig. Længe endnu varede "helvedsilden". Omkring en time mener jeg, da vi så så ud på havet, var der intet at se. Men der var nok nogle der var gået fri.
Bl.a. var der en mindre båd, med 17 soldater, der var strandet i nattens løb ved Svaneke. De var blevet reddet, kommet i land, og var blevet afvæbnet. Så Livet frelste de da.
Om aftenen kørte Mor, jeg, smed Holm og Dora ind til Nexø. Med Holms bil. Der læste vi så meget tøj, som det var muligt at have med os ind i bilen, jeg tog Mors cykel og en kasse sko. Så var det da reddet.
Der var meget ødelagt i Nexø. Gaderne var overstrøet med glasskår og tagsten. I vores have lå bomben! Kjærsgårds forretning, Sparekassen, Banken, Torvet var ødelagt og nedbrændt. Mangfoldige huse fuldstændig ødelagt.
Bl.a. var der en mindre båd, med 17 soldater, der var strandet i nattens løb ved Svaneke. De var blevet reddet, kommet i land, og var blevet afvæbnet. Så Livet frelste de da.
Om aftenen kørte Mor, jeg, smed Holm og Dora ind til Nexø. Med Holms bil. Der læste vi så meget tøj, som det var muligt at have med os ind i bilen, jeg tog Mors cykel og en kasse sko. Så var det da reddet.
Der var meget ødelagt i Nexø. Gaderne var overstrøet med glasskår og tagsten. I vores have lå bomben! Kjærsgårds forretning, Sparekassen, Banken, Torvet var ødelagt og nedbrændt. Mangfoldige huse fuldstændig ødelagt.
Dampskibsekspeditionen var jævnet med jorden.
Dampskibsekspeditionen var jævnet med jorden (mange Tyskere havde søgt tilflugt der og var blevet dræbt.) Rygtet lod sige, at de blev begravet i Nexø.
“Østbornholm" - blev ikke til damper mere. "Nordbornholm" muligvis. Havnen var stærkt beskadiget. En tysk Damper var ramt af en fuldtræffer, det samme et ammunitionsskib.
Ja kort og godt – "Nexø kan ikke opbygges igen, uden en halv snes års arbejde, mente sygekasse Andersen. Og næste år skulle byen have 600 års jubilæum (300 år siden Svenskekrigen).
Også fra Rønne fik vi besked om hvad der var sket. "Rotna" var ramt af en fuldtræffer. Flere mennesker var dræbt (i Nexø var der mange dræbte tyskere). Havnefogeden i Rønne og hans familie – 9 personer – 10 ialt.
Og så endelig – endelig, gentager jeg, onsdag aften, fik vi besked over radioen, at der var ankommet 100 Russiske mænd, der førte forhandlinger, med Styrelsen derude og den tyske Kommandant von Kamptz. Den tyske kommandant havde kapituleret. Alle tyske soldater på Bornholm, skulle føres til Rønne, hvor de ville blive afvæbnet!
Tirsdag eller var det Onsdag aften? var således alle de tyske soldater, der lå i Svaneke, syngende marcheret fra byen til Rønne, for der at blive afvæbnet. De havde jo ikke skudt på russerne, og sâledes var Svaneke blevet skånet for bombningen. Hele Svaneke var blevet evakueret, men man vendte hjem Torsdag eftermiddag.
“Østbornholm" - blev ikke til damper mere. "Nordbornholm" muligvis. Havnen var stærkt beskadiget. En tysk Damper var ramt af en fuldtræffer, det samme et ammunitionsskib.
Ja kort og godt – "Nexø kan ikke opbygges igen, uden en halv snes års arbejde, mente sygekasse Andersen. Og næste år skulle byen have 600 års jubilæum (300 år siden Svenskekrigen).
Også fra Rønne fik vi besked om hvad der var sket. "Rotna" var ramt af en fuldtræffer. Flere mennesker var dræbt (i Nexø var der mange dræbte tyskere). Havnefogeden i Rønne og hans familie – 9 personer – 10 ialt.
Og så endelig – endelig, gentager jeg, onsdag aften, fik vi besked over radioen, at der var ankommet 100 Russiske mænd, der førte forhandlinger, med Styrelsen derude og den tyske Kommandant von Kamptz. Den tyske kommandant havde kapituleret. Alle tyske soldater på Bornholm, skulle føres til Rønne, hvor de ville blive afvæbnet!
Tirsdag eller var det Onsdag aften? var således alle de tyske soldater, der lå i Svaneke, syngende marcheret fra byen til Rønne, for der at blive afvæbnet. De havde jo ikke skudt på russerne, og sâledes var Svaneke blevet skånet for bombningen. Hele Svaneke var blevet evakueret, men man vendte hjem Torsdag eftermiddag.
Tyske soldater på vej til Rønne
Vi fik oplysning om at de tyske soldater stilede mod Rønne og mod Almindingen, for begge steder at blive afvæbnet. Vi hørte også, at der i Pedersker, skulle være mellem 120 og 300 SS soldater, der ikke ville overgive sig. Ja vi var stadig spændte.
Der blev sendt meddelelse over radioen, at der skulle indkaldes rydningsmandskab, murere, håndværkere samt vognmand. De skulle møde, for at starte oprydningen af byerne. I Nexø oprettedes der en kommandocentral på Hommannegård. Det samme ved Sejersgård i Rønne. Det rygtedes, at afvæbningen var i fuld gang. Den aften hentede vi som sagt meget tøj i Nexø.
Torsdag den 10. Maj 1945, Kristi Himmelfartsdag. Tog jeg til Nexø og var inde i huset. Hans Otto og Holm kørte med hest og vogn ud for at hente en so. Samtidig fik de en hel del tøj med hjem. Og tilfældig kom der en bil forbi, som jeg kaprede. Og vi kørte så et læs op på Dalegård. Jeg kaprede en anden vogn, der blev læsset med møbler, fra den bedste stue. De blev ligeledes fragtet til Dalegård. Vi kom ikke til at dele vort hus med andre. Postmesteren og endnu mand, var inde for at se hvorledes huset så ud, og om det kunne anvendes, når der var isat vinduer og taget var repareret. Vi regnede med at der var 5 beboelige værelser. “Skal der så bo 5 familier?” spurgte postmesteren. Ja så stærkt er det gået ud over byen!
Om eftermiddagen var jeg oppe í Sct. Ibs Kirke, hvor pastor Olsen talte. Han var i sin tale, inde på de begivenheder, vi havde oplevet. Han nævnte bl.a. at Europa fejrede V dagene, sejren og freden. De mange taler der blev afholdt, af Churchill, Trumann, Stalin o.s.v. Men at her på Bornholm rasede krigen videre. Ja for det er jo endnu ikke forbi!.
Så kom der en meddelelse om at alle skibe skal samles ved Rønne i morgen klokken 7.00. For at sejle flygtningene tilbage til Tyskland.
En russisk general er ankommet til Rønne. Han havde udtalt sin glæde, over den modtagelse han havde fået. Han ankom med en styrke russiske soldater, for at genneføre en ordning, med den tyske styrke, der havde okkuperet Bornholm.
Der blev så optaget forhandlinger mellem den russiske general, amtmanden, borgmester Aagesen samt 7 mand fra Frihedsrådet, om ordningen af de Bornholmske forhold. Ja og vi håber så inderligt, at det må ske ad fredelig vej. Vi har allerede mærket krigen nok! Dog vi ved ikke for sikkert endnu. I to dage har der dog ikke været bombninger på det Bornholmske land. Sâ bare det må være slut. Det går på nerverne. Vi har fået krigen at føle, og stærkere end noget sted i det øvrige land.
Mor er lige hjemkommet fra praksis. 3 fødsler har hun haft indenfor et døgn. Det har nok været mere end strengt for de stakkels kvinder, der netop skulle føde i disse dage. Det fortaltes, at een af dem fødte under evakueringen, i en bil. Der har iøvrigt været stor angst blandt de mennesker, der personligt oplevede rædslerne under bombardementerne.
Nu er også tre årgange af Bornholms Værn, indkaldt. Og dersom det ikke er nok, vil der blive indkaldt flere. Det gælder forhåbentlig oprydningsarbejde samt vagttjeneste. Eller skal der mon nye unge i kamp på russisk side og dø, i denne vældige Kamp, der ingensinde med en sådan kraft, har raseret, den stakkels forpinte jord. "Torne og Tidsler skal være din vej, og Jorden skal være dig forbandet. I dit Ansigts sved, skal du æde det Brød". De første Bibelord, har i høj grad fået aktualitetens præg.
Heltedøden er en propagandistisk Løgn, jeg troede vitterligt ved indkaldelsen, at jeg skulle ud og slås ihjel og til ingen nytte.
Papiret her viser jo, at fortsættelsen af de 6 foregående sider, kom til at foregå i Rønne. Og det gik sådan til: Vi lå som sædvanlig i halmen oppe på Fuglesangen. Men vi var til gengæld blevet færre: Svanekeboerne havde fået lov til at drage hjem til byen, og det havde de naturligvis benyttet sig af. Efter morgenmaden kørte jeg til Nexø for at tage endnu en kuffert fuld med hjem. For at få rede på om den nedfaldne bombe i vores gård, var farlig eller ej, med det gule stof (Arolit, eller hvad det nu var?). Jeg gik hen til Torvet. På denne tur blev jeg klar over, hvor meget der var ødelagt i Nexø by.
Der blev sendt meddelelse over radioen, at der skulle indkaldes rydningsmandskab, murere, håndværkere samt vognmand. De skulle møde, for at starte oprydningen af byerne. I Nexø oprettedes der en kommandocentral på Hommannegård. Det samme ved Sejersgård i Rønne. Det rygtedes, at afvæbningen var i fuld gang. Den aften hentede vi som sagt meget tøj i Nexø.
Torsdag den 10. Maj 1945, Kristi Himmelfartsdag. Tog jeg til Nexø og var inde i huset. Hans Otto og Holm kørte med hest og vogn ud for at hente en so. Samtidig fik de en hel del tøj med hjem. Og tilfældig kom der en bil forbi, som jeg kaprede. Og vi kørte så et læs op på Dalegård. Jeg kaprede en anden vogn, der blev læsset med møbler, fra den bedste stue. De blev ligeledes fragtet til Dalegård. Vi kom ikke til at dele vort hus med andre. Postmesteren og endnu mand, var inde for at se hvorledes huset så ud, og om det kunne anvendes, når der var isat vinduer og taget var repareret. Vi regnede med at der var 5 beboelige værelser. “Skal der så bo 5 familier?” spurgte postmesteren. Ja så stærkt er det gået ud over byen!
Om eftermiddagen var jeg oppe í Sct. Ibs Kirke, hvor pastor Olsen talte. Han var i sin tale, inde på de begivenheder, vi havde oplevet. Han nævnte bl.a. at Europa fejrede V dagene, sejren og freden. De mange taler der blev afholdt, af Churchill, Trumann, Stalin o.s.v. Men at her på Bornholm rasede krigen videre. Ja for det er jo endnu ikke forbi!.
Så kom der en meddelelse om at alle skibe skal samles ved Rønne i morgen klokken 7.00. For at sejle flygtningene tilbage til Tyskland.
En russisk general er ankommet til Rønne. Han havde udtalt sin glæde, over den modtagelse han havde fået. Han ankom med en styrke russiske soldater, for at genneføre en ordning, med den tyske styrke, der havde okkuperet Bornholm.
Der blev så optaget forhandlinger mellem den russiske general, amtmanden, borgmester Aagesen samt 7 mand fra Frihedsrådet, om ordningen af de Bornholmske forhold. Ja og vi håber så inderligt, at det må ske ad fredelig vej. Vi har allerede mærket krigen nok! Dog vi ved ikke for sikkert endnu. I to dage har der dog ikke været bombninger på det Bornholmske land. Sâ bare det må være slut. Det går på nerverne. Vi har fået krigen at føle, og stærkere end noget sted i det øvrige land.
Mor er lige hjemkommet fra praksis. 3 fødsler har hun haft indenfor et døgn. Det har nok været mere end strengt for de stakkels kvinder, der netop skulle føde i disse dage. Det fortaltes, at een af dem fødte under evakueringen, i en bil. Der har iøvrigt været stor angst blandt de mennesker, der personligt oplevede rædslerne under bombardementerne.
Nu er også tre årgange af Bornholms Værn, indkaldt. Og dersom det ikke er nok, vil der blive indkaldt flere. Det gælder forhåbentlig oprydningsarbejde samt vagttjeneste. Eller skal der mon nye unge i kamp på russisk side og dø, i denne vældige Kamp, der ingensinde med en sådan kraft, har raseret, den stakkels forpinte jord. "Torne og Tidsler skal være din vej, og Jorden skal være dig forbandet. I dit Ansigts sved, skal du æde det Brød". De første Bibelord, har i høj grad fået aktualitetens præg.
Heltedøden er en propagandistisk Løgn, jeg troede vitterligt ved indkaldelsen, at jeg skulle ud og slås ihjel og til ingen nytte.
Papiret her viser jo, at fortsættelsen af de 6 foregående sider, kom til at foregå i Rønne. Og det gik sådan til: Vi lå som sædvanlig i halmen oppe på Fuglesangen. Men vi var til gengæld blevet færre: Svanekeboerne havde fået lov til at drage hjem til byen, og det havde de naturligvis benyttet sig af. Efter morgenmaden kørte jeg til Nexø for at tage endnu en kuffert fuld med hjem. For at få rede på om den nedfaldne bombe i vores gård, var farlig eller ej, med det gule stof (Arolit, eller hvad det nu var?). Jeg gik hen til Torvet. På denne tur blev jeg klar over, hvor meget der var ødelagt i Nexø by.
Fra købmand Due og videre til Bager Petersen, i en firkant var een ruinhob,
Det gamle Jernstøberi i Smedegade, havde fået en fuldtræffer, nede i gården. Haubergs hus, var stærkt medtaget, den ene væg var “blæst væk". Fra købmand Due og videre til Bager Petersen, i en firkant, Johs Munchs o.s.v. var een ruinhob, (jeg malede et par billeder, men de er gået til). Enkelte mure stod tilbage. Torvet var stærkt ramponeret. C.P. Jørgensen og Kjærgårds o.s.v. – Helt ødelagt. Biografen og der omkring, terrænet ved Holms Hotel. Et meget stort bombekrater ved Bryggeriet o.s.v.
To tyske soldater rydder op i Strandgade
Mange mand var i arbejde, også mange tyskere. Overalt arbejdedes der med de bare næver. Med skovl, kost og med vogne o.s.v.
Så fik jeg at vide, at jeg var indkaldt. Jeg skulle allerede være mødt. Jeg cyklede derfor op til lbsker, fik noget mad, tog gammelt tøj på, og nogle personlige fornødenheder. Så kørte jeg via Nexø til Åkirkeby, og derfra videre til Rønne, hvor jeg skulle møde på Amtssygehuset.
På turen så jeg flere tyske soldater bivuakere i skovens udkanter samt enkelte flygtninge. I Knudsker var de lige blevet af med 1500 tyske soldater. Deres øverstbefalende, fortalte Elinor, holdt en meget gribende tale til dem, imedens de stod opstillede i Skolegården.
Han sagde til dem: “Det er den tungeste dag i mit liv. I 5 år har vi kæmpet mod arvefjenden og gennemgået ufattelige lidelser. Og nu må vi bøje os for ham.” Han gav dem derefter hvert et håndtryk. Og afmarchen kunne begynde.
Anker fortalte om hvorledes de havde haft travlt de sidste dage. "Jeg ville da gerne være frihedskæmper, medens vi havde tyskerne. Men Russerne?" Jeg hørte senere at de drak og stjal. Befalingsmændene var gode nok.
Så fik jeg at vide, at jeg var indkaldt. Jeg skulle allerede være mødt. Jeg cyklede derfor op til lbsker, fik noget mad, tog gammelt tøj på, og nogle personlige fornødenheder. Så kørte jeg via Nexø til Åkirkeby, og derfra videre til Rønne, hvor jeg skulle møde på Amtssygehuset.
På turen så jeg flere tyske soldater bivuakere i skovens udkanter samt enkelte flygtninge. I Knudsker var de lige blevet af med 1500 tyske soldater. Deres øverstbefalende, fortalte Elinor, holdt en meget gribende tale til dem, imedens de stod opstillede i Skolegården.
Han sagde til dem: “Det er den tungeste dag i mit liv. I 5 år har vi kæmpet mod arvefjenden og gennemgået ufattelige lidelser. Og nu må vi bøje os for ham.” Han gav dem derefter hvert et håndtryk. Og afmarchen kunne begynde.
Anker fortalte om hvorledes de havde haft travlt de sidste dage. "Jeg ville da gerne være frihedskæmper, medens vi havde tyskerne. Men Russerne?" Jeg hørte senere at de drak og stjal. Befalingsmændene var gode nok.
Tyske soldater i Østergade på vej til Rønne Havn for at bleve sejlet til Tyskland, som krigsfanger.
Ude på amtssygehuset havde Bornholms Værn indrettet kontorer og lejerplads. Her lå alle de indkaldte og ventede på at få tildelt vagtopgaver. Kaptajn Engell havde travlt. Redaktør Skjødt kom og holdt tale omkring situationen og forholdet til russerne. Jeg blev kontorordonnans/maskinskriver på kontoret, som ved den første indkaldelse.
Undervejs herhen kom en meget stor flok tyske soldater, de var afvæbnet og skulle til havnen, for at blive sejlet hjem. Om morgenen mødte de både, der var sejlklare, dampere og fiskerbåde, kl 7.00 begyndte afsejlingen. En russisk officer på havnen, mødtes med tilråb lvan, Ivan. Tyskerne havde lettere for at acceptere den engelske Tommy.
Kort efter vores ankomst til byen, ankom en russisk transportmaskine, der blev skudt nogle salver. Hvad var nu det? Det var dog ikke forløberen til et bombardement. Russerne skød æressalut. Så vi kunne ånde lettet op.
Senere kom højtalervognen der meddelt udgangsforbud fra i aften og indtil videre. Det gjalt hele Bornholm. Udgangsforbuddet gjalt fra kl 21.00 – kl 4.00. De russiske soldater drak, når de kunne få fat i noget. De kom jo fra et stort land, var ikke lige civiliserede. Vi oplevede dem ikke, med nogen "tysk diciplin“.
Vi fik senere geværer udleveret, tyske geværer, samt ammunition, til dem der skulle på vagt.
Undervejs herhen kom en meget stor flok tyske soldater, de var afvæbnet og skulle til havnen, for at blive sejlet hjem. Om morgenen mødte de både, der var sejlklare, dampere og fiskerbåde, kl 7.00 begyndte afsejlingen. En russisk officer på havnen, mødtes med tilråb lvan, Ivan. Tyskerne havde lettere for at acceptere den engelske Tommy.
Kort efter vores ankomst til byen, ankom en russisk transportmaskine, der blev skudt nogle salver. Hvad var nu det? Det var dog ikke forløberen til et bombardement. Russerne skød æressalut. Så vi kunne ånde lettet op.
Senere kom højtalervognen der meddelt udgangsforbud fra i aften og indtil videre. Det gjalt hele Bornholm. Udgangsforbuddet gjalt fra kl 21.00 – kl 4.00. De russiske soldater drak, når de kunne få fat i noget. De kom jo fra et stort land, var ikke lige civiliserede. Vi oplevede dem ikke, med nogen "tysk diciplin“.
Vi fik senere geværer udleveret, tyske geværer, samt ammunition, til dem der skulle på vagt.
Besøg af Kronprinsen, general Dewing og rygtet om Stalin!
Svenskerne og træhusens.
Så er klokken atter mellem 2 og 4 om natten til den 13. maj. Jeg sidder og passer telefonen på Amtssygehuset, medens vagterne går deres runder, kommer og går. Det er godt nok et værre vagtliv. 13-14 timers døgnvagt, og 4-5 timers søvn på kontoret. Og afbrudt med telefonvagt indimellem. Formiddagen gik med at skrive mandskabslister. Over middag tog jeg en tur i byen, for at følge indskibningen af tyskerne.
Rønne så sine steder forfærdelig ud. Mange bykvarterer havde fået fuldtræffere så derfor store ruindynger. Andre steder havde bygninger og huse klaret sig bedre. Det varierede meget. Tilsammen er der måske lige så meget som i Nexø.
De hærgede kvarterer var kun murbrokker. Bogbinder Becks helt ødelagt. Selv Kirken er ramponeret. Øernes pakhus og Rotna samt en tysk damper er så godt som borte i Havnebassinet. Der er også en anden båd. Den gule badeanstalt er splinteret.
Hansen, Sandemandsgård fortalte, at der til ham på gården var ankommet fire Letlændere. De havde været vanskelige at forstå, men han havde alligevel opfattet, at de havde nået at redde livet ved at springe i havnen, han gennemførte nogle svømmebevægelser.
Svenskerne og træhusens.
Så er klokken atter mellem 2 og 4 om natten til den 13. maj. Jeg sidder og passer telefonen på Amtssygehuset, medens vagterne går deres runder, kommer og går. Det er godt nok et værre vagtliv. 13-14 timers døgnvagt, og 4-5 timers søvn på kontoret. Og afbrudt med telefonvagt indimellem. Formiddagen gik med at skrive mandskabslister. Over middag tog jeg en tur i byen, for at følge indskibningen af tyskerne.
Rønne så sine steder forfærdelig ud. Mange bykvarterer havde fået fuldtræffere så derfor store ruindynger. Andre steder havde bygninger og huse klaret sig bedre. Det varierede meget. Tilsammen er der måske lige så meget som i Nexø.
De hærgede kvarterer var kun murbrokker. Bogbinder Becks helt ødelagt. Selv Kirken er ramponeret. Øernes pakhus og Rotna samt en tysk damper er så godt som borte i Havnebassinet. Der er også en anden båd. Den gule badeanstalt er splinteret.
Hansen, Sandemandsgård fortalte, at der til ham på gården var ankommet fire Letlændere. De havde været vanskelige at forstå, men han havde alligevel opfattet, at de havde nået at redde livet ved at springe i havnen, han gennemførte nogle svømmebevægelser.
På Havnen var der stor aktivitet, kompagni efter kompagni, af tyskere ankom.
Jeg fortsatte ned til havnen, hvor der var stor aktivitet, kompagni efter kompagni, af tyskere ankom. En tremaster samt ca. 40 fiskerbåde, lå med dampen oppe. De fleste var allerede fuldt lastede med tyskere, og klar til afsejling. Nogle af bådene havde ungarer, kendetegnet med de brune uniformer. De sad og spiste på brødskorperne og pølseenderne. Der var jo et stykke vej inden tysk havn.
Vejret var fint og solen bagede. Alle bådene havde det danske flag i agterstavnen. En flåde på et halvt hundrede både var allerede undervejs. På en måde så det festligt ud! Imedens alle både stak kursen mod syd, i det blik stille vand. Et helt flot syn, med den dampende flåde. Jeg oplevede det fra Dr. Kabelsvej.
Tæt ved mig var plaseret en tysk kanon samt aniluftskyts geværer. Ind imellem var jeg på kontoret. Når jeg så kunne høre bådenes afsejling, måtte jeg ud og kigge. Jeg skråede så over kirkegården. Her var der fred og ro, der gik et par tyske flygtninge. Selv på den gamle kirkegård var der ingen.
Jeg mødte dog en russisk soldat der sad og sov, med geværet imellem benene. Jeg ville nødig have haft en kugle i maven, jeg satte i løb.
I byen gik jeg forbi Missionshotellet. Der sad en russisk soldat på en skrik, med geværet i favn, alt imedens han sang "Volga - Volga", eller hvad det nu var for en russisk vise.
Kaptajn Engell fortalte iøvrigt, at 10 russere var brudt ind i amtmandens kælder og tømt den for alle hans likører, hans datters brilliantine og en dunk eddike, en flaske Vodka troede de, det var terpentin. De 10 mand havde drukket sig hønefulde og havde så stjålet af amtmandens tøj. Efter hvad kaptajn Engell vidste, skulle de alle 10 skydes.
Nogle andre var taget på landet og havde krævet et par heste og en vogn fra "Solvang". Men stort set er de meget rolige og godmodige. De morer sig også med at cykle rundt på havnen. At cykle var noget flere af dem aldrig havde prøvet før. Så livet er meget broget i øjeblikket.
Til aften havde vi meget besvar med at tilrettelægge vagttjenesteturen. 30 mand var sendt til Almindingen, for at finde den øverste mand indenfor Gestapo, Schutze Død eller levende. De fandt ham dog ikke. Der ligger fortsat en mængde tyskere i Hareløkkerne. Og at finde en enkelt tysker i Almindingen, er lige så håbløst, som at finde en nål i en høstak. Men ordren var givet af Russerne. Feltråbet i nat: BQJOK - BAKU.
Onsdag aften den 16. Maj 1945.
Det er snart sengetid. De sidste dage er bare løbet, jeg ved næppe med hvad. Søndag var jeg gående oppe i Knudsker. Der drak vi kaffe på græsplænen. Der var livlig skydning, antagelig med pistol, fra Stubbeværket et eller andet sted.
Om det var unge Knudskerbo, der øvede sig, alverden har jo en pistol nu, eller det var en gruppe Frihedskæmpere, det ved jeg ikke. I Robbedaleskoven og i skoven på Galløkken, morer Russerne sig også med at skyde. De skyder efter Gråspurve og andre af skovens fugle. De har også begyndt at fiske. De kaster ganske enkelt sprængstrof i vandet, så når den eksplodere, kommer der nu og da døde fisk op til overfladen.
De more sig også ganske godt med at køre på cykel, fuld fart slippe styret og benene op på styret. Det går gevaldigt.
Der er efterhånden ankommet 5.000 mand. De har både kanoner og andet skyts med sig. Foruden heste, køer, får samt forskelligt foder med sig. Og nu drager de så ad nordlandet til. Der ligger vist nok et par hundrede i Gudhjem.
Forleden ankom et antal russiske officerer med en major, der blev røntgenfotograferet. Officereren der førte dem talte både tysk og engelsk. Jeg var til at begynde med tolk. Siden var det lægen. Den russiske tolk fortalte at han havde været med i hele krigen, både i Stalingrad og Leningrad. Majoren der blev røntgenfotograferet, det viste sig at han kun havde et enkelt skudsår, og de øvrige faldt ham glædesstrålende om halsen, og kyssede ham. Jeg har jo allerede skrevet om indbruddet hos amtmanden. I går var jeg så på orlov i Nexø. Vi var hjemme i huset. Jeg var på flere rundture i byen. Den så ikke godt ud. Der er meget store skader i byen.
I dag foregik så begravelsen af ofrene fra bombardementet i Rønne.Det var en højtidelig begivenhed, Kirken var smukt pyntet. De 7 kister stod oppe i koret. Provst Mathisen begyndte ceremonien. Viggo Nielsen holdt talen. Megen smuk sang forøgede højtideligheden. amtmanden, borgmester Aagesen (vist) og overlæge Olesen talte. Der var fanevagt ved bårene. Ud til graven stod Frihedskæmperne, der også bar kisterne, og soldaterne stod æresvagt. Foran ligtoget gik kaptajn Jensen og løjtnant Povlsen. Dernæst kom det russiske hornorkester, der undervejs spillede Sørgemarchen. Dernæst fulgte de 7 rustvogne og følget.
Vejret var fint og solen bagede. Alle bådene havde det danske flag i agterstavnen. En flåde på et halvt hundrede både var allerede undervejs. På en måde så det festligt ud! Imedens alle både stak kursen mod syd, i det blik stille vand. Et helt flot syn, med den dampende flåde. Jeg oplevede det fra Dr. Kabelsvej.
Tæt ved mig var plaseret en tysk kanon samt aniluftskyts geværer. Ind imellem var jeg på kontoret. Når jeg så kunne høre bådenes afsejling, måtte jeg ud og kigge. Jeg skråede så over kirkegården. Her var der fred og ro, der gik et par tyske flygtninge. Selv på den gamle kirkegård var der ingen.
Jeg mødte dog en russisk soldat der sad og sov, med geværet imellem benene. Jeg ville nødig have haft en kugle i maven, jeg satte i løb.
I byen gik jeg forbi Missionshotellet. Der sad en russisk soldat på en skrik, med geværet i favn, alt imedens han sang "Volga - Volga", eller hvad det nu var for en russisk vise.
Kaptajn Engell fortalte iøvrigt, at 10 russere var brudt ind i amtmandens kælder og tømt den for alle hans likører, hans datters brilliantine og en dunk eddike, en flaske Vodka troede de, det var terpentin. De 10 mand havde drukket sig hønefulde og havde så stjålet af amtmandens tøj. Efter hvad kaptajn Engell vidste, skulle de alle 10 skydes.
Nogle andre var taget på landet og havde krævet et par heste og en vogn fra "Solvang". Men stort set er de meget rolige og godmodige. De morer sig også med at cykle rundt på havnen. At cykle var noget flere af dem aldrig havde prøvet før. Så livet er meget broget i øjeblikket.
Til aften havde vi meget besvar med at tilrettelægge vagttjenesteturen. 30 mand var sendt til Almindingen, for at finde den øverste mand indenfor Gestapo, Schutze Død eller levende. De fandt ham dog ikke. Der ligger fortsat en mængde tyskere i Hareløkkerne. Og at finde en enkelt tysker i Almindingen, er lige så håbløst, som at finde en nål i en høstak. Men ordren var givet af Russerne. Feltråbet i nat: BQJOK - BAKU.
Onsdag aften den 16. Maj 1945.
Det er snart sengetid. De sidste dage er bare løbet, jeg ved næppe med hvad. Søndag var jeg gående oppe i Knudsker. Der drak vi kaffe på græsplænen. Der var livlig skydning, antagelig med pistol, fra Stubbeværket et eller andet sted.
Om det var unge Knudskerbo, der øvede sig, alverden har jo en pistol nu, eller det var en gruppe Frihedskæmpere, det ved jeg ikke. I Robbedaleskoven og i skoven på Galløkken, morer Russerne sig også med at skyde. De skyder efter Gråspurve og andre af skovens fugle. De har også begyndt at fiske. De kaster ganske enkelt sprængstrof i vandet, så når den eksplodere, kommer der nu og da døde fisk op til overfladen.
De more sig også ganske godt med at køre på cykel, fuld fart slippe styret og benene op på styret. Det går gevaldigt.
Der er efterhånden ankommet 5.000 mand. De har både kanoner og andet skyts med sig. Foruden heste, køer, får samt forskelligt foder med sig. Og nu drager de så ad nordlandet til. Der ligger vist nok et par hundrede i Gudhjem.
Forleden ankom et antal russiske officerer med en major, der blev røntgenfotograferet. Officereren der førte dem talte både tysk og engelsk. Jeg var til at begynde med tolk. Siden var det lægen. Den russiske tolk fortalte at han havde været med i hele krigen, både i Stalingrad og Leningrad. Majoren der blev røntgenfotograferet, det viste sig at han kun havde et enkelt skudsår, og de øvrige faldt ham glædesstrålende om halsen, og kyssede ham. Jeg har jo allerede skrevet om indbruddet hos amtmanden. I går var jeg så på orlov i Nexø. Vi var hjemme i huset. Jeg var på flere rundture i byen. Den så ikke godt ud. Der er meget store skader i byen.
I dag foregik så begravelsen af ofrene fra bombardementet i Rønne.Det var en højtidelig begivenhed, Kirken var smukt pyntet. De 7 kister stod oppe i koret. Provst Mathisen begyndte ceremonien. Viggo Nielsen holdt talen. Megen smuk sang forøgede højtideligheden. amtmanden, borgmester Aagesen (vist) og overlæge Olesen talte. Der var fanevagt ved bårene. Ud til graven stod Frihedskæmperne, der også bar kisterne, og soldaterne stod æresvagt. Foran ligtoget gik kaptajn Jensen og løjtnant Povlsen. Dernæst kom det russiske hornorkester, der undervejs spillede Sørgemarchen. Dernæst fulgte de 7 rustvogne og følget.
Foran ligtoget gik kaptajn Jensen og løjtnant Povlsen. Dernæst kom det russiske hornorkester, der undervejs spillede Sørgemarchen. Dernæst fulgte de 7 rustvogne og følget.
Lørdag den 19. Maj 1943.
Efter spisningen om morgenen blev 60 Frihedskæmpere og 60 fra Bornholms Værn udkommanderet til flyvepladsen, hvor 4 Ministre ventedes fra København. Vi stod opstillede på 2 geledder ud mod maskinen, under kommando af kaptajn Jensen. Til stede var amtmanden i galla, en række embedsmænd samt en 7- 8 russiske officerer. Pressen var til stede. Ligesom det hele blev filmet. Efter at maskinen var landet, steg Christmas Møller og de tre andre ministre ud. Der blev holdt en tale til den russiske oberst og de russiske officerer. Der blev også talt til de danske. Vi presenterede gevær. Og ministrene skridtede fronten af, ifølge af amtmand og russiske officerer.
Christmas Møller, samt de tre øvrige ministre blev budt velkomne, med et leve. Derefter talte Christmas Møller til os alle og med en særlig tak til Frihedskæmperne. Og motiverede et Leve for Danmark.
Den over Frihedskæmperne og os kommanderende løjtnant, udtalte før maskinen ankom, at når ministrene kom, overtog han kort kommandoen og råbte et Leve for de ankomne, som vi skulle støtte. Der blev "mumlet" i krogene, og nogle sagde nej. Omgående reagerede løjtnanten med, at han ikke var vandt til protest fra mandskabet.
Det lille mellemspil, viste Bornholmernes egen vilje!
Vagttjenesten er nu formindsket. Vi kommere tiere på orlov. Frihedskæmperne får udbetalt 10 kr. om dagen. Vi almindelig soldaterløn. Det lidt mærkelige forhold vakte mishag. Antagelig vil det senere ordnes. Forbindelsen med København er atter optaget, vi hører iøvrigt radio.
Efter spisningen om morgenen blev 60 Frihedskæmpere og 60 fra Bornholms Værn udkommanderet til flyvepladsen, hvor 4 Ministre ventedes fra København. Vi stod opstillede på 2 geledder ud mod maskinen, under kommando af kaptajn Jensen. Til stede var amtmanden i galla, en række embedsmænd samt en 7- 8 russiske officerer. Pressen var til stede. Ligesom det hele blev filmet. Efter at maskinen var landet, steg Christmas Møller og de tre andre ministre ud. Der blev holdt en tale til den russiske oberst og de russiske officerer. Der blev også talt til de danske. Vi presenterede gevær. Og ministrene skridtede fronten af, ifølge af amtmand og russiske officerer.
Christmas Møller, samt de tre øvrige ministre blev budt velkomne, med et leve. Derefter talte Christmas Møller til os alle og med en særlig tak til Frihedskæmperne. Og motiverede et Leve for Danmark.
Den over Frihedskæmperne og os kommanderende løjtnant, udtalte før maskinen ankom, at når ministrene kom, overtog han kort kommandoen og råbte et Leve for de ankomne, som vi skulle støtte. Der blev "mumlet" i krogene, og nogle sagde nej. Omgående reagerede løjtnanten med, at han ikke var vandt til protest fra mandskabet.
Det lille mellemspil, viste Bornholmernes egen vilje!
Vagttjenesten er nu formindsket. Vi kommere tiere på orlov. Frihedskæmperne får udbetalt 10 kr. om dagen. Vi almindelig soldaterløn. Det lidt mærkelige forhold vakte mishag. Antagelig vil det senere ordnes. Forbindelsen med København er atter optaget, vi hører iøvrigt radio.
Rønne den 30. Maj 1945. Fortsættelse af notitser til dagbog.
Russer notitser.
Få turen undervejs hertil, for at melde mig til tjeneste ved 5. Kompagni, mødte jeg Hansen, Sandemandsgård. “Jeg havde sådan en morsom oplevelse", sagde han. "Jeg kom gående i Rønne ved havnebakken. Sammen med Rasmussen. Så kommer en Russer kørende på cykle, som han antagelig havde hugget ved tyskerne. Han hilste nok så glad. Vi hilste igen. Han kørte forbi, men traf så en officer, sprang af cyklen og kom tilbage til os. Så gjorde han nogle tegn og underlige gerninger og gav Rasmussen cyklen med tydelige opfordringer til at beholde den. Og Rasmussen beholdt den selvfølgelig, temmelig overrasket, ved at få en sådan uventet gave".
Forleden aften var jeg oppe på Knudsker skole. Sådan fortæller Fru Friberg: “Men ved du hvad? Ronald ( han går i 4. eller 5. klasse) han fik skam en hest forleden dag, hos russerne, og Niels Erik fik også en". I aftes mødte jeg Ronald og Niels Erik (der er vel ca. 12 år gamle nu), på landevejen. Jeg spurgte dem om de var sandt. Og det var det rigtignok. De havde været i Robbedaleskoven, og havde hjulpet russerne. Så derfor havde de fået hver een. De brugte deres heste hver dag.
En god bekendt af mig, havde også hørt om de gode handler, man kunne gøre med russerne, ting og sager blev også givet væk, af russerne, man byttede, een havde fået et klaver, andre havde fået byttet sig til radioer, skrivemaskiner, alt sammen tyske efterladenskaber. Der var een der ville bytte sig til en Kikkert.
Han tog derfor lidt brændevin i en flaske, fyldte den derefter op med kogesprit. Russeren skulle først smage, han spyttede fælt, smed flaske væk og kikkerten i hovedet på fyren. Han grinede dog, og forsvandt.
En historie (sand eller opdigtet?)
En russer havde fået fat i en cykle. Så punkterede den. Det huggede godt i bagpartiet. Hvad gjorde han? Han stod af. "Kaput", sagde han, lod cyklen ligge og gik sin vej. Hvad betød det. Han var nu i Danmark, hvor der jo immervæk, stod en cykel, på hvert et gadehjørne.
En anden Russer var ude at cykle. Sä tabte han pumpen. Han stod af og søgte at sætte den på igen. Men det kunne han slet ikke finde ud af. Da han troede at det var en del af cyklen, tog han pumpen i hånden og cyklen på nakken. Han turde nu ikke køre længere. Han vidste ikke ikke hvad der ville ske, når han cyklede.
Under transport af russiske genstande og ting fra Rønne Havn, skulle bl.a. et læs hø i baller køres bort. På kajen stod der bl.a. en kurvestol. Den tog kusken, for at kunne sidde lidt behageligt på læsset. Men stolebenene var jo i vejen, – så hvad da? jo man fjernede benene, så kunne stolen ballancere på læsset. Sådan var det klaret.
Ovennævnte sider, er direkte afskrift, fra pastor Arne Madsens dagbogsblade. Undertegnede har fået tilladelse til afskriften.
Originalerne af dagbogsbladene, vil blive indleveret til Nexø Museum. Jeg vil samtidig sige Arne Madsen tak for opgaven. Og jeg er sikker på, at de forberedelser, der nu iværksættes, i Bornholms Amts Regi. At der i disse sider, vil være beretninger og navne, der kan være til gavn, for gruppen af personer, der har et ønske og mål, om en klarlægning af de historiske kendsgerninger på Bornholm dengang, og i anledning af 50 året, for Danmarks Befrielse i 1995.
Ernst A. Grunwald
