Nexø Museum har modtaget en kopi af følgende beretning fra Erling Juul-Pedersen, Rønne
Omkring Luftangrebene paa Bornholm
Fra vor udsendte Medarbejder
Rønne i Maj 1945
Solen straaler fra en skyfri Himmel ned over det bornholmske Landskab, og Flyvemaskinen, som fører os til Rønne, drejer i en Bue ind over Byen. Vi spejder efter de mange Saar, som Luftangrebene har tilføjet de hyggelige Huse, men fra Luften ser alt smilende ud som dengang, vi hverken kendte til Krig eller Besættelse.
Da Borgmester Aagesen i Rønne og Øens Luftværnsmyndighleder kort efter fører os rundt gennem Byens smalle Gader, og da vi senere i Selskab med Borgmester Harild aflægger Besøg i Neksø træffer vi overalt Krigens Ødelæggelsesværk. Grunden til, at Luftangrebenes Spor ikke kunde ses fra Luften var den, at man allerede havde faaet repareret Tagene paa de Hundreder af Bygninger, der kun var ramt i mindre Grad.
Billedet er noget forskelligt i de to Byer. I Rønne er mellem 100 og 150 Bomber faldet over næsten hele Byomraadet, men det var udelukkende Sprængbomber, og der opstod kun enkelte Brande. I Neksø er det fortrinsvis Kvartererne i Havnens Nærhed, hvor Butikkerne og Erhvervslivet havde til Huse, der er ramt, men her er ogsaa kastet Brandbomber, som har forøget Angrebets Ødelæggelser. Gennem de sidste Uger er der udført et kolossalt Oprydningsarbejde, og alle Gader er gjort farbare, men lndtrykket er alligevel overvældende. Af Rønnes 3600 Ejendomme er mere end 3000 beskadiget, hele Gader og hele Karreer er udslettet, og tilbage ligger kun Murbrokker og splintret Træværk, Møbler og Indbo i store Dynger.
Det venlige bornholmske Smil er borte, og det forstaar vi saa godt, men trods den haarde Skæbne, der har ramt de to Byer og deres Borgere høres ingen Klager. Man har affundet sig med Skæbnen, selvom de voldsomme Begivenheder føltes dobbelt haardt, fordi de ramte Øen paa et Tidspunkt, da Tyskerne ellers havde kapituleret, og da Danmarks øvrige Befolkning fejrede Landets lykkelige Befrielse. Der er ikke Tid til Klager, siger man, og paa beundringsværdig Maade er alle Kræfter koncentreret om at udslette Bombernes Spor og komme i Gang med Genopbygningen, saasnart det bliver muligt at sende Materialer og Arbejdskraft til Øen.
Det offentlige og det frivillige Luftværn har været paa en haard Prøve og har slidt fra Morgen til Aften – og ofte Natten med – for at faa afhjulpet Angrebets værste Virkninger. Det maa siges straks, Prøven er klaret godt. Her stod man pludselig over for i Praksis at skulle løse alle de Spørgsmaal, som man hidtil kun havde kunnet beskæftige sig med i Teorien, ved Øvelser og lignende. Her stod pludselig Tusinder af Mennesker uden Tag over Hovedet, uden tilstrækkeligt Tøj, uden Mad og uden Gas, Vand og Lys, uden Penge, uden Telefoner og uden at ane, hvornaar det næste og maaske endnu voldsommere Angreb kunde komme.
Ved Angrebene den første Dag, den 7. Maj, mistede 10 gode Borgere Livet. I Ro og Orden gennemførtes tidligt næste Morgen i Løbet af faa Timer en total Evakuering af Rønne og Neksø, saaledes at de sidste og voldsornste Angreb Tirsdag Formiddag ikke kostede eet eneste Menneskeliv, selvom de materielle Skader var meget store.
Alle disponible Luftværnsstyrker var som nævnt i Virksomhed, og ikke mindst Bornholmske Udrykningskolonne under Ledelse af Kolonnechefen, Løjtnant Riis og de frivillige Kolonner i Neksø, som lededes af Overbetjent K. M. V. Pedersen og Bestyrer Martin Petersen, har udrettet et enestaaende Arbejde. Vi beder Løjtnant Riis fortælle om Kolonnens Indsats, og han skriver:
Da alt Kolonnens Mandskab og de fleste Befalingsmænd var tilknyttet Modstandsbevægelsens 1. Kompagni under min Ledelse, var Kolonnen, da Begivenhederne indtraf, i Forvejen detacheret til forskellige Bevogtningsopgaver – herunder var en Deling detacheret til Rønne til Bevogtning af Vandværkerne.
Da det første Luftangreb paa Rønne fandt Sted den 7. Maj Kl. ca. 12,50, var Mester Rasmussen uden nærmere Ordre straks klar til at rykke til Rønne.
Under dette Angreb blev kun kastet et mindre Antal Bomber mod Byomraadet, og Skaderne indskrænkede sig til nogle faa Ejendomme. Forinden Angrebet mod Rønne havde der Kl. ca. 12,20 fundet Angreb Sted mod Neksø, hvortil Kolonnen efter Anmodning fra Luftværnschefen i Rønne afsendte den store Ambulance, Lægevognen samt lidt senere Tømmervognen, – alle under Mester K. F. Petersens Kommando. – En Del af det med Udrykningen afsendte Mandskab var paa Vagt i Tejn, Rø og Olsker, og blev taget op under Vejs.
Skaderne i Neksø var efter første Luftangreb hovedsagelig nogle Eenfamiliehuse, der totalt var styrtet sammen, samt nogle Fuldtræffere i Havneomraadet.
I Løbet af Eftermiddagen nedkastede russiske Flyvere Løbesedler affattet paa russisk, der meddelte, at dersom Øens tyske Kommandant ikke kapitulerede og foranledigede en Kurer til Colberg næste Dag inden Kl. 10,00 russisk Tid, vilde fornyede russiske Angreb sætte ind. – Kapitulationen udeblev, og de grusomme Følger heraf indtraf Kl. ca. 10,00.
Kl. 02,00 om Natten modtog Kolonnen gennem Frihedsraadets Lokalkomite Ordre til med alt disponibelt Materiel at være klar paa Torvet i Rønne Kl. 04,30 til Evakuering af Byen.
Da Kolonnen ankom til Rønne kørte Højttalervognen ustandselig gennem Byens Gader for at orientere Befolkningen om, hvorledes de skulde forholde sig. – Stemningen var trykket, Folk var klar over, det var Alvor, – og Luftalarmen, der blæste et Par Gange i Løbet af de tidlige Morgentimer, formindskede ikke Alvoren – Folk trængtes om at komme i Beskyttelsesrummene. – Evakueringen forløb iøvrigt udmærket og lettedes meget væsentlig ved at Befolkningen i Løbet af den foregaaende Aften og Nat i stort Tal var evakueret frivillig.
Kl. ca. 08,30 var Evakueringen af Rønne og Neksø tilendebragt, og Byerne laa fuldstændig mennesketomme kun bortset fra Luftværnsmyndigheder og Frihedskæmpere.
Jeg forlod Rønne Kl. ca. 09,30, og blev af Frihedskæmpere stoppet i Rø og forespurgt, hvor det var Luftangrebet foregik – jeg var intetanende herom, da Motorstøjen i Vognen havde forhindret, at Detonationerne kunde høres under Kørslen.
Da ingen Melding om Luftangreb var indgaaet ved min Ankomst til Sandvig, hvor man heller ikke kunde høre Detonationerne, søgte jeg omgaaende Forbindelse med Rønne, som imidlertid ikke kunde kaldes (Klokken har da været ca. 10,15). Af en Landcentral fik jeg oplyst, at Angrebet formentlig havde været og stadig var rettet mod Rønne.
Kolonnen blev omgaaende alarmeret, og alt Personel og Materiel (Vagtmandskabet fraregnet) afsendtes køretøjsvis mod Rønne. Da jeg naaede Udkanten af Rønne, satte jeg Chaufføren af for at stoppe Udrykningen her, indtil jeg havde indhentet nærmere Ordre hos Luftværnschefen. Jeg kørte alene ind i Byen, hvor der mødte mig et ubeskriveligt Syn, som jeg ikke nærmere skal komme ind paa. Efter at have forsøgt ad 3-4 forskellige Gader at naa frem til Kommandocentralen, maatte' jeg opgive dette, stoppede Vognen og løb til Fods til Kommandocentralen, – og stor var min Overraskelse, da jeg fandt Kommandocentralen forladt. – Jeg havde indtil dette Tidspunkt ikke set et eneste levende Væsen i Byen, derimod passerede jeg paa Vejen til Kommandocentralen 4-5 Brande under Udvikling. Et noget lignende Antal var i Gang i den Bydel, jeg ikke havde passeret.
Jeg formoder, Klokken har været ca. 13,00, da de første spredte Grupper af L. B. og civile meldte sig og bad om at bliver sat i Arbejde. De var fuldstændig uden Forbindelse med deres Ledelse, og de var uden Materiel. Det lykkedes dog med Materiel fra Brandstationen at indsætte disse Grupper, og herved slukkedes Branden i Provstegade og Skolegade. – Nogen ansvarlig Myndighed fandtes ikke i Rønne, hvor jeg automatisk overtog Ledelsen af alle Tjenestegrene, og paa et Tidspunkt ogsaa afgav en kort Situationsmelding til Landsmeldecentralen.
Ilden, der var fuldstændig under Kontrol paa samtlige Brandsteder, da Kolonnen rykkede ud af Byen, var muligvis nu igen blusset op, hvorfor jeg lod Zonen og Rønne Brandvæsen overtage Slukningsarbejdet fra Kl. 17,00, medens Kolonnens Mandskab forplejedes (de havde ikke faaet noget siden Morgenmaden). Kl. ca. 21,15 blev efter Anmodning fra Luftværnslederen i Neksø et Slukningstog afsendt til Neksø.
Jeg selv forblev i Rønne med Hovedkvarter paa Kommandocentralen, som bemandedes med CBUer og Frihedskæmpere, idet jeg samtidig havde faaet overdraget Bevogtningen af Rønne med ca. 60 Frihedskæmpere.
Den følgende Nat beordrede jeg CBUerne til Ro paa Kommandocentralen, idet jeg overdrog Rønne Brandvæsen at udsætte Brandvagter, der i Forbindelse med Gadepatruljer af Frihedskæmpere meldte til Kommandocentralen om alle opblussende Brande, Tyverier m. m. Fra om Morgenen overdrog jeg alle Brandopgaver til Rønne Brandvæsen, og Kolonnen begyndte et systematisk Eftersøgnings- og Oprydningsarbejde. I Løbet af Eftermiddagen besatte de menige L.B.er igen Kommandocentralen, men nogen højere Myndigheder viste sig ikke her.
Naar det lykkedes Kolonnen at løse de Opgaver, Luftangrebet medførte, skyldes det Mandskabets og Befalingsmændenes enestaaende Holdning og Disciplin, for ikke at tale om personligt Mod og Udholdenhed. Da store Dele af Mandskabet havde været paa Vagt som Frihedskæmpere forinden Begivenhederne i Rønne indtraf, medførte det, at mange var uden Søvn i flere Døgn, hvortil kom manglende eller svigtende Forplejning. Kolonnen ser med Stolthed paa det Personel, der under saa vanskelige Vilkaar løste Opgaverne, som foregik det paa Øvelsespladsen.
Som direkte Følge af Luftangrebet paa Rønne var opstaaet ca. 10 større Brande - hvormeget der vilde være blevet tilbage af Byen, dersom disse Brande havde faaet Lov at passe sig selv de første ca. 3 Timer, tør jeg ikke udtale mig om - kun er jeg klar over, at alene det stille Vejr gjorde- det muligt for Udrykningskolonnen at begrænse Ilden.
Alt i alt formoder jeg, at de nedkastede Bombers Antal ligger omkring 150.
– – –
Neksø havde de fleste Bombeskader i Forhold til Byens Størrelse, og i det følgende beretter Luftværnslederens Stedfortræder, Bestyrer Martin Petersen, der ogsaa er Formand for Luftværnsforeningen, herom:
Om Formiddagen den 7. Maj havde man Overflyvning af en enkelt russisk Maskine. som fra et enkelt Batteri blev beskudt af Tyskerne. Da man i Løbet af Krigen saa ofte havde haft Overflyvnínger af allierede Maskiner, og disse var blevet beskudt af Tyskernes Antiluftskyts uden at der var sket yderligere, var man ikke i alle Tilfælde klar over Faren. At Skydningen ikke bekræftede Meddelelsen om Freden var givet, og de store Troppestyrker i Nexø bevirkede, at en Del af Beboerne allerede om Formiddagen forlod Nexø. Tidspunktet for Bombardementet, som var ledsaget af stærk Maskingeværild, kunde maaske have været værre; de fleste var nu i Hjemmet i Færd med Middagsmaaltidet, dog var alle Skolebørn endnu ikke naaet hjem, inden første Bølge kom.
Som Luftværnsleder og Formand for Luftværnsforeningen havde jeg nu i flere Aar søgt at oplyse Beboerne i Nexø og Omegn om, hvordan de skulde forholde sig under Luftangreb. Man havde ikke stor Tiltro til, at man havde hørt efter disse Foredrag eller læst de Forholdsregler, som til Stadighed var optrykt i det lokale Blad ,,Østbornholm“, men efter det første Luftangreb konstaterede man, at Folk havde reageret helt rigtigt og takket være det, var der ingen dræbte eller saarede.
Det første Angreb, som blev foretaget i tre Bølger, var tilsyneladende ikke rettet mod noget bestemt Maal i Byen og var, i Forhold til hvad man senere blev Vidne til, ikke særlig voldsomt. Ca. 25 Min. efter Angrebet kom de første Meldinger om Skade, nogle Huse var ramte og sammenstyrtet, Ledningerne fra Elektricitetsværket ødelagt, og der meldtes om en Forsager paa Havnepladsen. De frivillige Kolonner begyndte nu at indfinde sig paa deres Samlingssteder, der blev udsendt Patruljer og foretaget Afspærring ved Forsageren, ligesom man gjorde Skridt til at afstive et Hus i Kildestraede, i hvis umiddelbare Nærhed der fandtes et Krater.
Under Angrebet var dræbt 6 tyske Soldater og Flygtninge og en Del saarede. Sygehusets Læge og Personale fik travlt, da de tyske Saarede blev bragt derud. Man haabede paa dette Tidspunkt, at det nu var forbi, og man traf Forberedelse til at glatte Skaderne ud. som Fejning og Rydning af Gaderne m. m. Brandinspektøren meldte, at der i intet Tilfælde var opstaaet Brand.
Kl. 18,45 hørte man igen Flyverstøj og saa 8-10 Maskiner nærme sig Byen. Efter første Angreb var en meget stor Del af Byens Beboere flygtet ud af Byen, de fleste Huse stod tomme, da jeg sammen med Kaptajn Wegener, Rønne, gennemgik Byen for at konstatere Katastrofens Omfang. Inden næste Angreb satte ind, var imidlertid en Del kommet tilbage, dels for at konstatere Omfanget af Skaderne og dels for at redde lidt med ud paa Landet af nødvendige Beklædningsgenstande. Disse blev i stor Udstrækning overrasket af Angreb Nr. 2, men da det var koncentreret om Havnen, og man nu havde lidt Erfaring i Luftangreb, søgte man Dækning for Maskingeværilden og det tyske Antiluftsskyts. Der indløb Melding om to Saarede, hvoraf den ene haardt saaret; begge var blevet overrasket af Luftangrebet og havde ikke naaet at søge Dækning, og den haardtsaarede Havnevagt West døde et Par Dage senere af sine Saar, som var paaført ham ved Maskingeværild.
Efter dette Angreb, der havde en noget voldsommere Karakter, fik vi Anmodning fra Sygehuslæge Hempel Jørgensen om, at Sygehusets danske Patienter maatte blive evakueret. Takket være Frihedskæmperne, som havde Kommandocentral samme Sted som Luftværnslederne, var man i Stand til at klare Evakueringen i Løbet af ganske kort Tid.
Straks efter første Angreb meddelte Kompagnichefen, at hele Kompagniet med Motorkøretøjer stod til Luftværnsledernes Disposition i den Udstrækning, vi ønskede det, og det var en meget stor Hjælp; særlig ved Patruljeringen og Evakueringen gjorde de et meget stort og paaskønnelsesværdigt Arbejde.
Efter andet Angreb fandt man i Rønne Flyveblade, som var nedkastet af de russiske Flyvere, hvori man forlangte Tyskernes Kapitulationsbegæring overrakt Russerne i Colberg næste Morgen Kl. 10, da de i modsat Fald vilde gentage Angrebet. Man vidste paa det Tidspunkt, at den tyske Kommandant ikke vilde kapitulere til Russerne, men at han ventede en Kommando fra den engelske Arme, hvortil han kunde overgive sig.
Natten mellem Mandag og Tirsdag blev ikke kedelig paa Kommandocentralen, Telefoncentralen var endnu intakt, og jeg stod i livlig Forbindelse med Rønne og Omegnens Sognemyndigheder, som tilbød al mulig Assistance ved evt. Evakuering.
Brandvæsenet var Mandag Aften evakueret til ,,Vanggaard“ uden for Nexø, og jeg havde henstillet til det at holde Flyvemeldetjeneste, saa man fra Nexø, i Lighed med Rønne. kunde afgive Melding om Flyverstøj. Kl. ca. 4 talte jeg med Kaptajn Wegener, Rønne, som meddelte, at man i Rønne havde besluttet at evakuere Rønne By totalt, og at man gik i Gang med det samme. Man henstillede til os, at vi gjorde det samme. Jeg ringede til Borgmesteren, som straks kom ned paa Kommandocentralen, og vi blev da enige om at evakuere Byen saa hurtigt, at Evakueringen kunde være tilendebragt inden Kl. 9.
Selv om langt den største Del af Byens Befolkning var evakueret, fandtes der dog endnu en Del tilbage, og man var nødt til at tage Hus for Hus; dertil gjorde Frihedskæmperne et stort Arbejde. Luftangrebene havde bevirket, at den Evakueringsplan, som man kort forinden havde udarbejdet ikke kunde sættes i Kraft, og det var der heller ikke Tid til. Omegnens Landmænd havde givet Tilsagn om Hjælp i saa stor Udstrækning som nødvendigt, saaledes at man ikke for vort Vedkommende havde nogen Grund til at sætte Evakueringsordningen i Kraft. Det gjaldt kun om at handle efter Konduite og hurtigt.
Kl. ca. 6 kom der Telefonmelding om, at der var Luftalarm, men at Sirenen ikke kunde sættes i Funktion, da Nøglen var taget af.
De Frihedskæmpere, som da ikke var beskæftiget med Evakuering, blev nu sendt ud til ,,Homannegaard“ ved Bygrænsen, hvortil det var Meningen at overflytte Kommandocentralen efter fuldendt Evakuering. Der gik Melding til Sygehuset om Luftalarm og Evakuering, og Sygehuslæge Hempel Jørgensen blev sat i Forbindelse med den tyske Øverstbefalende i Nexø for om muligt at faa tyske Læger til at overtage Pasningen af de tyske Saarede, saa det danske Personale kunde evakueres. Dette kom i Orden, og Patienter, Læge og Personale evakueredes til Aakirkeby Sygehus. Fra Apoteket blev reddet en Del Medicin, som overførtes til Haandkøbsudsalget i Pedersker. Kl. 8,30 var Evakueringen afsluttet, og man maatte nu regne med, at der ikke fandtes eet eneste Menneske i Nexø, som ikke var evakueret.
Formiddagen gik uden at der skete noget i Nexø, man hørte Angrebet paa Rønne og var forberedt paa Gentagelser af Gaarsdagens Krigshandlinger. Man havde nu forlagt Kommandocentralen til Homannegaard, og Sanitetskolonnen, der talte 14-16 Mand, havde faaet Forsamlingshuset ,,Vadam“ som Station. Der blev udsat Vagtposter ved Byens Indkørselsveje og Patruljer af Frihedskæmpere krydsede i Gaderne for at hindre Tyverier i den tomme og aabne By.
Kl. 14,30 hørtes igen Flyverstøj, og man saa Formationer af Flyvere dreje ind over Nexø Nordøst fra. Afværgeilden satte straks ind ret kraftigt, og den blev besvaret fra Maskinerne samtidig med at Bomberne blev kastet. Ved dette Angreb blev der kastet en Del komb. Spræng- og Brandbomber, og disse satte Ild paa Byen fiere Steder. Man kunde forudse flere Angreb, saa Brandvæsenet ikke kunde sætte ind, men der gik Meddelelse med Ordonnans til Brandvæsenets Station, der nu var Kattesletgaard i Bodilsker og til ,,Zonen“, St. Hallegaard i Bodilsker, om at holde sig i Beredskab, da der var Brand i Nexø flere Steder.
Nu gik det Slag i Slag med Angrebene, Resultaterne var forfærdelige, foruden at der nedkastedes en Del Brandbomber, var Sprængbomberne af meget større Virkning end ved tidligere Angreb.
Nexø Telefoncentral existerede ikke mere, saa vi maatte etablere Forbindelse over Svaneke Central fra Kommandocentralen. I Havnen laa et Par tyske Forpostskibe, hvori der opstod Brand, og ved Antændelse af Ammunitionen exploderede den, og efter Lyden at dømme lød det som om der var Kamp med Maskingeværer. Derfor indløb der flere Meldinger om tyske Troppers Kamp indbyrdes paa Havnepladsen i Nexø.
Da der efter nogen Tids Forløb ikke skete nogen Udvikling i Kampsituationen fik jeg en Frihedskæmper til at køre mig ned til Havnen. Kamphandlingerne viste sig at være Fantasi, og det blev meddelt Brandinspektøren, at Slukningen kunde paabegyndes uden Fare. Da var Kl. 19,20, og Branden havde grebet meget om sig. Desuden var Zonen paa det Tidspunkt mødt med sin Pumpe og Slangevogn.
Kl. ca. 20,40 fik man Melding om, at alt disponibelt Slukningsmateriel fra Rønne vilde blive afsendt til Nexø. Kl. ca. 22,50 ankom et Slukningstog fra C. B. U. Kolonnen fra Rønne. Rønne Brandvæsen var blevet forhindret paa Vejen.
Nu varede det ikke længe, før man var Herre over Ilden, men da var store Værdier ogsaa lagt øde. Et Par Kompagnier tyske Pionertropper tog selv Initiativet til Slukning og Redning under Branden, og de gjorde et stort Arbejde for at redde saa meget som muligt af det, de selv havde været med til at foranledige ødelagt. Natten igennem maatte Brandvæsenet holdes i højeste Beredskab, da man maatte forudse Brand i Tomterne.
Onsdag Morgen fandt der igen Overflyvninger Sted, uden at der var nogen Krigshandling, og man begyndte nu at tro paa den endelige Kapitulation.
– – –
I Neksø træffer vi den unge Frihedskæmper, Kurt Pedersen, som er Søn af Luftværnslederen, Overbetjent K. M. V. Pedersen, og som í sin Egenskab af Ordonnans paa Kommandocentralen har haft Begivenhederne paa ganske nært Hold. Han fortæller her om det første Angreb paa Neksø:
Mandag den 7. Maj havde jeg Vagt paa Havnen og Ndr. Strandvej fra Kl. 10-14. Straks efter at jeg var kommet paa Vagt, hørte jeg Maskinerne, som senere viste sig at være russiske Flyvemaskiner, komme henover Byen, men der havde utallige Gange været russiske Maskiner herover paa Rekognoscering uden at der var sket noget, saa det tog jeg ikke nogen Notits af, men saa pludselig blev der aabnet Ild fra de tyske Batterier paa Havnen, kun ganske enkelte Skud, men nok. Jeg saa, at den ene af Maskinerne øjeblikkeligt vendte om og fløj tilbage i østlig Retning med største Hastighed, medens den anden fortsatte langs Kysten. Jeg var med det samme klar over, at denne Beskydning efter Kapitulationen var alvorlig, men at den kunde faa de alvorlige Følger, som den fik, havde overhovedet ikke strejfet mine Tanker. Der var den Dag ca. 8000 Tyskere (Soldater) i Nexø By og nærmeste Omegn (Halleklippen og Lystskoven), hele Kysten fra Nexø til Halleklippen paa den ene Side og Balka paa den anden, var spækket med Kanonstillinger, og i Havnen laa 3 tyske Skibe, hvoraf de 2 ved Molen var meget svært armeret. Jeg opholdt mig paa Ndr. Strandvej ved 12,15-Tiden lige overfor nogle tyske Batterier, da jeg hørte kraftig Motorstøj fra fiere Maskiner, og saa ca. 10 komme ind over Byen fra østlig Retning i nogen Højde, men saa pludselig dykkede de ned, og i det samme gav de kraftig Ild fra Maskinernes Vaaben, som øjeblikkelig blev besvaret fra Batterierne overfor mig. Jeg løb hurtigt ind i en Port og videre ind i et Vaskehus, hvor jeg kastede mig ned i Dækstilling under Vindueshøjde, og i det samme rystedes Huset af de første Bomber, som faldt paa Havnen, ikke 500 m fra hvor jeg laa; alle løse Ting i Vaskehuset blev kastet omkring, men jeg undgik at blive ramt. Angrebsbølgen varede maaske 5 Minutter, Tiden stod fuldstændig stille, men saa snart jeg hørte, at Maskinerne fjernede sig, løb jeg over paa Ostefabrikken, som er beliggende lige overfor det Hus, jeg søgte Dækning i, for at faa Forbindelse med Kommandocentralen og modtage nærmere Ordre, men Telefondamen var fuldstændig chokeret og gentog blot hele Tiden: ,,Hvad er det dog de gør, hvad er det dog de gør.“ Jeg opgav at komme i Forbindelse med Kommandocentralen paa den Maade, og da jeg i det samme hørte Maskinerne komme tilbage, besluttede jeg at forsøge at naa op paa Kommandocentralen. For ikke at komme hen over Havnen, hvor der var flere Forsagere, løb jeg op igennem Nørregade, men jeg var ikke naaet ret langt, før Maskinerne igen var over os og begyndte en kraftig Maskingeværild. Jeg fortsatte dog i ,,Zig-zag“ hen ad Nørregade og op ad Lindestræde, medens Kuglerne slog ned i Hustagene omkring mig, da jeg naaede op til Aasen, faldt den første Bombe, og jeg søgte derefter Dækning i Bogtrykker Pedersens Have, hvor jeg kastede mig ned ved en Mur, medens Jorden rystede under mig. Bragene og Skydningen var usandsynlig kraftig, og at jeg stadig havde en Blyant i Munden medvirkede' sikkert til, at jeg ikke blev døv. Da Angrebsbølgen stilnede af, fortsatte jeg i Løb ned til Kommandocentralen, som jeg naaede, inden den 3. Angrebsbølge satte ind; under denne søgte vi Dækning i Cellerne. Da Angrebet var færdigt, tog jeg efter Ordre hjem for at hente et Par Hjelme til min Fader, og samtidig fik jeg set, at Mor havde det godt. Far var paa Kommandocentralen. Paa Vejen hjem maatte jeg kravle over et Bombekrater i Krydset mellem Smallegade og Kildebakkestræde, lige ud for Mælkehandler Schous Hus, som var totalt ødelagt, hvilket ogsaa var Tilfældet med Huset ved Siden af, samt Huset overfor svært beskadiget. Jeg undersøgte paa Vejen tilbage Beskyttelsesrummet paa Teknisk Skole og konstaterede, at alt var vel her. Allerede da var Folk i vild Flugt ud af Byen medtagende, hvad de kunde slæbe med sig. Efter at have afgivet Melding om Situationen i den Bydel, hvor jeg havde været, blev jeg sendt ud i Byen for at konstatere forskellige Skader. Der var allerede under første Angreb mange Forsagere rundt omkring i Byen.
– – –
Evakueringen af Rønne og Nexø fandt som nævnt Sted om Morgenen, Tirsdag den 8. Maj. Man kunde ikke følge de udarbejdede Planer, og Rømningen havde nærmest Karakter af Flugt efter den foregaaende Dags Begivenheder. Mester Rasmussen fra Bornholmske Udrykningskolonne beretter om Kolonnens Medvirken ved Evakueringen:
Natten til Tirsdag modtog jeg Ordre fra Kolonnechefen til at stille paa St. Torv i Rønne Kl. 04,30 til Evakuering af Byen. – Overlæge Iversen, Amtssygehuset, bad om Kolonnens Hjælp til Evakueringen af Hospitalets ca. 90 Patienter, da han af Kommandocentralen havde faaet at vide, at der ikke kunde ventes Hjælp de første Par Timer. – Jeg kørte til Hospitalet og paabegyndte Evakueringen af Patienter, Sygeplejersker og Forbindingsstoffer m. m. til Forsamlingshusene i Nylars og Vestermarie. - Kl. 07,00 var Evakueringen tilendebragt, og jeg fik derpaa Ordre af Kolonnechefen til at køre til St. Torv for eventuelt at hjælpe til med Evakueringen af Byens Borgere, men Hjælpen var unødvendig. – 08,00 kørte jeg tilbage til Kvarteret paa Sygehuset, og de øvrige Vogne returnerede til Sandvig. – Paa Sygehuset blev Mandskabet forplejet og Vognene kørt i Flyverskjul. – Kl. ca. 09,00 lod jeg Mandskabet træde an, og Kl. 09,30 var Hospitalets hjemmeværende Personale og Mandskabet i Beskyttelsesrum. Kort efter begyndte et voldsomt Bombardement af Byen. – Hospitalet blev ramt af en Fuldtræffer i Operationsfløjen, – en anden Bombe slog ned i faa Meters Afstand fra vor Motorsprøjte og ødelagde denne sammen med Størstedelen af dens Materiel, og en tredie og fjerde Bombe slog ned ca. 75 m fra Beskyttelsesrummet i en Mark. – Kl. ca. 11,00 var Bombardementet forbi, men vi ventede stadigvæk Angreb. – Kl. 11,30 forlod vi Beskyttelsesrummet. - Sygehusinspektøren bad mig om at hjælpe til med at evakuere 17 Personer, som ikke var blevet flyttet i første Omgang, da de var dødssyge. – Samtidig sendte jeg en Ordonnans til Kommandocentralen for at modtage event. Ordre, men her fandtes ingen Personer. - Evakueringen af de sidstnævnte Personer var tilendebragt Kl. ca. 13,30.
– – –
Tirsdag Formiddag, kort efter at Evakueringen var afsluttet, kom nye og store Angreb. Fríhedskæmper Kurt Pedersen fortæller om sine Oplevelser:
Straks efter Middag var de fleste Patruljer trukket tilbage til Kommandocentralen, og da Angrebet kom Kl. ca. 14,30 var Byen mennesketom. Da vi opholdt os saa nær Byen (lige i Udkanten), søgte alle Dækning i Gaardens Kælder. Angrebet kom i 4 Bølger og var det kraftigste, der havde været; det varede ca. 45 Minutter. Imellem Bølgerne var vi ude af Kælderen, og jeg iagttog Byen gennem Kikkert. Det var et uhyggeligt Syn, store Røgmasser iblandet klare Flammer slog op, jeg kunde se, at det var Johs. Munchs Trælager paa Aasen, der brændte, og efter sidste Bølge var der mange store Brande rundt omkring. For os saa det fuldstændig ud, som om Byen stod i Flammer. Jeg blev som Ordonnans sendt ud for at faa Brandvæsenet til at gaa i Arbejde, jeg havde Bil og kørte i Byens Udkant. Hvor var det forfærdeligt at se den Skade, der var sket, og Ilden, som hurtigt fortærede de store Bygninger. Brandvæsenet opholdt sig helt oppe paa Kattesletsgaard i Bodilsker, ca. 4 km fra Byen. Brandvæsenet nægtede imidlertid at gaa i Arbejde, saalænge der var Fare for endnu et Angreb, og der stadig hørtes Eksplosioner. De gik med til at forlægge deres Station lidt nærmere Nexø, nemlig til Bodilsker Kirke, der ligger ca. 3 km fra Nexø. Da vi naaede Kirken, saa jeg en ny Styrke Maskiner nærme sig Nexø og straks efter dykkede de ned og lod deres ødelæggende Bombelast hagle ned over den brændende By, og nye store Brande opstod. Under Køreturen op til Brandvæsenet kom der en ny Angrebsbølge, og da jeg befandt mig i Bil paa Landevejen lige uden for Nexø og saa Maskinerne dykke ned over Vejen med knitrende Geværer, troede jeg ærlig talt, at min sidste Time var kommet. idet Flyverne let kunde antage os for Tyskere, da der ikke var noget særligt Kendetegn paa Bilen. Chaufføren traadte Speederen i Bund, og vi susede ind paa en Sidevej; han slog Tændingen fra, og saa sprang vi, medens Bilen var i fuld Fart. Bilen havnede i Grøften, men vi slap uskadt fra Springet og søgte straks Dækning under Bilen. Det var først efter denne Oplevelse, at vi fortsatte til Brandvæsenet. Saasnart Angrebet var stilnet af, kørte vi hurtigt mod Byen for at naa Kommandocentralen med Melding om, at Brandvæsenet kun vilde gaa i Arbejde, naar de fandt det forsvarligt. Da vi naaede Byen, kunde vi fra Havneomraadet høre kraftig Skydning fra Haandvaaben og Maskingeværer. Vi mente, at der stod en haard Kamp, men først hen under Aften blev det opklaret, at det var et Ammunitionsskibs Ladning, der eksploderede. Vi kunde ikke foretage os noget uden Brandvæsenets Assistance og maatte se paa, at Byen brændte. Saa godt som hele Torvet var ødelagt, samt en stor Del af Aasen og Vægtergade og mange flere Steder. Efter Opgørelsen er ca 4/5 af Byens Bygninger ødelagt helt eller delvis.
– – –
Næste Dag var Tyskernes Kapitulation en Kendsgerning, og Øen blev besat af russiske Tropper, men nu forestod et kæmpemæssigt Oprydningsarbejde efter Luftangrebene. Om Arbejdet i Neksø i de første Dage skriver Kolonnesouschefen, H. E. Larsen:
Den 9. Maj Kl. 09,00 fik jeg af Kolonnechefen Ordre til at tage til Neksø for at lede Oprydningsarbejdet der.
Paa Kommandocentralen fortalte man mig, (hvad jeg iøvrigt selv havde faaet Melding om i Sandvig) at Ingeniør Andersen, Hammerens Granitværk samt Købmand Beck, Allinge, begge allerede var ankommet hver med sit Rydningshold, ialt ca. 20 Mand, og var i Gang med Oprydningen. Sammen med Ingeniør Andersen besigtigede jeg Skaderne og satte straks Folk igang med at opsamle de elektr. Ledninger, der fuldstændig hindrede ethvert Oprydningsarbejde. Nørregade blev afspærret, da der laa en Forsager midt i Gaden. Den blev fjernet i Løbet af Dagen af Kvartermester Petersen fra Rønne. Af Luftværnslederen havde jeg faaet at vide, at Byen inden Angrebene var blevet fuldstændig evakueret, saaledes at man var sikker paa, at der hverken fandtes levende eller døde mellem Ruinerne.
Da det var nødvendigt at opholde sig i Byens Centrum til Stadighed for at have det bedst mulige Overblik over Arbejdet, etablerede jeg et Oprydningskontor i det forholdsvis ubeskadigede Centralhotel paa Torvet.
I Løbet af Dagen var saa godt som alle elektr. Ledninger og Kabler samlet sammen og afieveret paa Elektricitetsværket.
Tidligt næste Dag tog jeg ind til Byen for at lægge en Plan angaaende Arbejdets Fordeling. Først og fremmest var det nødvendigt at rydde Gaderne, da disse var saa godt som ufremkommelige. Dernæst gjaldt det om at faa livsvigtige Butikker sat i Gang, d. v. s. redde deres Varelager, hvis det var muligt.
Den civile Arbejdsstyrke, som androg ca. 75 Mand, blev sat til at redde de Varelagre, som formodedes at kunne reddes, men langt de fleste Butikker var ødelagt, dels paa Grund af Sammenstyrtning dels ved Brandskade.
Kl. 07,50 ankom en tysk Styrke paa ca. 300 Mand under Ledelse af en Kaptajnløjtnant, der paa Torvet afieverede Styrken til mig. De 200 Mand blev omgaaende sat ind paa Gaderydning, og de resterende 100, der alle var Haandværkere, blev fordelt i de forskellige haandværksmæssige Opgaver, der øjeblikkelig forelaa. 55 Murere blev sat i Gang med Tagdækning, 35 Tømrere blev sat til at tømre Brædder for Vinduer m. m., og 10 Elektrikere blev afgivet til Assistance for den lokale Installatør.
I Løbet af Dagen ankom flere civile Arbejdere, der alle af Frihedskæmpere, som spærrede alle Byens Indfaldsveje, blev henvist til Oprydningskontorerne, hvorfra de blev sat i Arbejde.
De af Byens Borgere, som vilde ind i Byen for at deltage i Oprydningsarbejde, havde streng Ordre til at melde sig til Oprydningskontorerne, for derfra at blive fordelt til det offentlige Arbejde, der var mere nødvendig end privat Oprydning, da Gaderne skulde ryddes før noget
andet.
Baade Tyskerne og de civile Arbejdere blev forplejet paa det offentliges Bekostning.
Mange af Omegnens Gaarde sendte Vogne til Oprydningsarbejdet, og de henvistes til Oprydningskontoret, hvorfra de blev fordelt til de forskellige Arbejdshold (Distrikter). Efterhaanden kom der flere og flere civile Arbejdere, som meldte sig til Tjeneste, og de fordeltes i Arbejdshold hver med sin Formand. Arbejdsholdenes Størrelse varierede meget alt efter Opgavens Art. Som Formænd udtages de bedst egnede.
Da Arbejdet efterhaanden havde antages ret store Dimensioner, og da Gaderydningen í store Træk var ved at være tilendebragt, sammenkaldte vi til et Orienteringsmøde med Byens Haandværksmestre. Til Stede var ogsaa Borgmester Harild fra Neksø. Her trak jeg Hovedlinierne op for det Arbejde, der allerede var udført, og der var Enighed om, at Rydningstjenesten skulde fortsættes som hidtil, samt at Bygningsmester Johannes Munch, Neksø, skulde staa som Leder af den haandværksmæssige Del af Arbejdet.
Fra Rønne var der om Eftermiddagen indløbet Melding om, at alt Arbejde, der hidtil var udført paa frivillig Basis, nu skulde være lønnet.
Kl. 21,30 fik jeg Melding om, at det brændte i Ruinerne paa Torvet og i Pakhusforeningen paa Havnen. Da jeg kom derned, ankom Zonen med en Automobilsprøjte og 2 Mand. Brandvæsenet blev alarmeret, men da dette endnu ikke var ankommet Kl. 22,00, anmodede jeg om Hjælp fra Udrykningskolonnen. Sprøjterne kunde ikke undværes, men Kl. 23,15 ankom Gruppefører Klein med 8 menige. I Mellemtiden var Brandvæsenet ankommet med en Paahænger og 2 Mand, og CBU'er gik da i Gang med at assistere ved Udlaegningen af Straalerørene. Kl. 00,15 returnerede de til Sandvig.
Lørdag den 12. optoges en Fortegnelse over alle Byens Ejendomme til Brug ved Arbejdsfordelingen i den kommende Tid. Det blev endvidere nødvendigt at have fast Kontorpersonale til at ordne Lønregnskab m. m. Paa et af Byens Trykkerier, der stadig var intakt, blev der trykt 2000 Arbejdsbeviser, der fordeltes til de civile Arbejdere. Paa disse Arbejdsbeviser blev det daglige Arbejde opnoteret, saaledes at der stadig kunde føres Kontrol med, hvilket Arbejde der blev udført, om det var privat eller offentlig Oprydning.
Endvidere tjente disse Arbejdsbeviser som Legitimation for Adgang til Køb af Spisebilletter, som gav Adgang til et Maaltid Mad om Dagen paa Holms Hotel formedelst 1 Kr. Bespisningen omfattede nu udelukkende civile. da de tyske Tropper Aftenen før var afgaaet til Rønne.
I Løbet af Dagen henvendte jeg mig til Omegnens Sogneraadsformænd og bad dem opfordre Gaardejerne til i videst muligt Omfang at sende Vogne til Oprydningsarbejdet. Ved Hjælp af Zonens Materiel fortsattes hele Dagen med Nedrivning af brandhærgede Bygninger, som var blevet paabegyndt allerede om Torsdagen. Om Eftermiddagen kunde en Bager og Købmand aabne deres Butikker for Salg til private.
Oprydningsarbejdet fortsattes i de følgende Dage. Efterhaanden som Byens Befolkning vendte tilbage, modtog Oprydningskontoret ogsaa Henvendelser fra de forskellige Husejere om Assistance ved Oprydning eller Nedrivning af deres Ejendomme. Endvidere modtog Kontoret Anmeldelser angaaende forsaget Ammunition og lignende.
Et Rydningshold fra Udrykningskolonnen arbejdede dels med Nedrivning, dels med Optagning af sunkne Fiskerbaade. Dette sidste Arbejde blev meget paaskønnet af Kaptajn Kurre, der ledede Arbejdet paa Havnen.
Alle de tidligere omtalte Arbejdsvogne mærkedes med Nr., og der førtes fuldstændigt Kartotek over alle Vognene af Hensyn til Afregning samt for lettere at kunne fordele dem fra Dag til Dag. Den 25. Maj var der indregistreret ca. 200 Vogne, hvoraf vi kunde paaregne, at der daglig mødte ca. 50. Ved at indregistrere saa mange, opnaaedes at der stadig kunde finde Afløsning Sted for de Vogne, som af og til maatte arbejde paa den Gaard, hvor de hørte hjemme.
Til Orientering om Arbejdets Omfang kan nævnes, at der Fredag den 25. Maj ved min Afgang som Rydningsleder i Neksø var udbetalt ca. Kr. 35.000 i Arbejdslønninger til Rydningsmandskabet alene. Hertil kom yderligere Udgiften til Vogne, som ikke endelig var opgjort. Mange af Gaardejerne ønskede, at deres Vederlag skulde komme Byens Nødlidende til Gode.
Mens hele det øvrige Danmark jublede over Tyskernes Nederlag, blev vore bornholmske Landsmænd udsat for Krigens eneste virkeligt store Angreb paa dansk Omraade. Ingen kunde vente, at alt skulde klappe fuldstændigt, men den Indsats, der er gjort, maa aftvinge os den største Respekt. Vi beder den stedfortrædende Luftværnsleder i Neksø udtale sig om de indhøstede Erfaringer. Han siger:
Selv om man ikke havde Indtryk af, at Befolkningen i Almindelighed havde interesseret sig for Luftværnsopgaverne og nærmest med Ligegyldighed modtog Meddelelserne fra Luftværnsforeningen, konstaterede man nu, at alle reagerede rigtigt og hurtigt uden Betænkning. Derfor kan man takke Landsforeningens udmærkede Luftværnspropaganda. Ved stadig Brug af de rette Argumenter, ved stadig at holde Luftværnslederne i de forskellige Byer underrettet om, hvad der sker af Udvikling, havde man medvirket til en Oplysning, som denne foruden sikkert vilde have kostet mange Menneskeliv.
Det var med Gru, jeg tænkte paa Beskyttelsesrummene i Nexø under det første Angreb. Efter min Formening fandtes der næsten ikke en Kælder i Nexø, der kunde skabe Dækning under Luftangreb, ligesom de offentlige Tilflugtsrum langtfra var ideelle. Det viste sig, at bortset fra Fuldtræfferne, var Kældrene fortræffelige Beskyttelsesrum; mange Steder, hvor Huset var ramlet ned, stod Kældrene, saaledes at man sikkert kunde have bjerget Livet i dem.
Jeg har ofte fremhævet, at en By som Nexø burde være luftværnspligtig, idet Byens Størrelse ikke kan sammenlignes med Stationsbyen. I dette Tilfælde havde vi interesserede, frivillige Kolonner, men Opgaven var for krævende, og Katastrofen for stor, til at man herfra kunde sætte ind med fornøden Kraft. Der er dog Grund til at takke alle de, som paa frivillig Basis har sat sig ind i Luftværnsopgaverne og ikke svigtede í det afgørende Øjeblik. Paa et Tidspunkt, hvor man havde henvendt sig til mig vedrørende evt. Opløsning af Kolonnerne, paa et Tidspunkt, hvor man glædede sig over at være sluppet vel ud af den Trusel, den nærliggende Østfront var, og paa et Tidspunkt, hvor hele Landet jublede over Befrielsen, saa vi vor By blive ødelagt af Grunde, som vi ikke forstaar.
Vi, der havde Opgaver under Katastrofen, blev nogle Erfaringer rigere, og os, der prøvede at opholde os i Byen under Angrebene, lærte at reagere rigtigt og at forstaa, hvordan en Befolkning har kunnet udholde Bombardementer Dag efter Dag. Under et Angreb kom jeg ind i en Kælder. hvor der opholdt sig Hundreder af civile, tyske Flygtninge, som tidligere havde gennemgaaet utallige tilsvarende Angreb. Nu var de trætte. lasede og sultne, men tog Bombardementet med en forbavsende Ro.
Paa Kommandocentralen fungerede Luftværnsleder, Overbetjent Pedersen, sideløbende med mig som Stedfortræder. Der var det bedste Forhold, og alle Ordrer og Foranstaltninger udgik som fra een Mand, og jeg har vist Lov til at sige, at vi supplerede hinanden ret godt, saaledes at vi sammen med alle dem, der hjalp os under Katastrofen, fik det bedst mulige Resultat.
Men det var ikke alene de mandlige frivillige, der ydede en udmærket Indsats. Ogsaa Lotterne kom straks i fuld Aktivitet ikke mindst ved Forplejning af de mange bomberamte. Det maa erindres, at der straks efter de store Angreb paa Rønne hverken var Gas eller Vand i Rørene, og Lotterne paatog sig en storstilet Folkebespisning, som i Begyndelsen omfattede omtrent 1000 Personer om Dagen. Senere blev Tallet væsentligt mindre, men endnu efter 3 Ugers Forløb sørgede Lotterne for Forplejningen til et halvt Hundrede Rønneborgere.
I Forbindelse med Amtssygehuset varetog Lotterne Bespisningen af Frihedskæmperne, foruden at man senere paatog sig Forplejningen til det indkaldte ,,Bornholms Værn“. Det var travle Dage, men trods Travlheden har Lotterne endda faaet Tid til at arrangere en storstilet Indsamling af Klæder og Møbler og har senere stillet sig til Raadighed for den lokale Bornholms-Komité og assisteret med Fordelingen af den Hjælp, som i Form af Penge og Klæder og Indbo er sendt til Øen fra det øvrige Land.
Fra alle Sider fremhæves Lotternes Initiativ og den Energi og Dygtighed, hvormed de straks tog Opgaverne op og løste dem til Gavn for Byen og dens nødlidende Borgere.
– – –
Der er fra mange Sider givet Udtryk for den dybeste Medfølelse med vore haardt ramte Landsmænd. Dansk Luftværnsforenings Præsident har ogsaa under sit Besøg paa Bornholm for nylig udtalt Foreningens største Sympati for de skadelidte og Anerkendelse af den frivillige Indsats, og som et haandgribeligt Bevis paa Ægtheden heraf vil Landsforeningen give hele Indtægten af Luftværnsdagen den 1. Juni til de bomberamte paa Klippeøen.
Da Borgmester Aagesen i Rønne og Øens Luftværnsmyndighleder kort efter fører os rundt gennem Byens smalle Gader, og da vi senere i Selskab med Borgmester Harild aflægger Besøg i Neksø træffer vi overalt Krigens Ødelæggelsesværk. Grunden til, at Luftangrebenes Spor ikke kunde ses fra Luften var den, at man allerede havde faaet repareret Tagene paa de Hundreder af Bygninger, der kun var ramt i mindre Grad.
Billedet er noget forskelligt i de to Byer. I Rønne er mellem 100 og 150 Bomber faldet over næsten hele Byomraadet, men det var udelukkende Sprængbomber, og der opstod kun enkelte Brande. I Neksø er det fortrinsvis Kvartererne i Havnens Nærhed, hvor Butikkerne og Erhvervslivet havde til Huse, der er ramt, men her er ogsaa kastet Brandbomber, som har forøget Angrebets Ødelæggelser. Gennem de sidste Uger er der udført et kolossalt Oprydningsarbejde, og alle Gader er gjort farbare, men lndtrykket er alligevel overvældende. Af Rønnes 3600 Ejendomme er mere end 3000 beskadiget, hele Gader og hele Karreer er udslettet, og tilbage ligger kun Murbrokker og splintret Træværk, Møbler og Indbo i store Dynger.
Det venlige bornholmske Smil er borte, og det forstaar vi saa godt, men trods den haarde Skæbne, der har ramt de to Byer og deres Borgere høres ingen Klager. Man har affundet sig med Skæbnen, selvom de voldsomme Begivenheder føltes dobbelt haardt, fordi de ramte Øen paa et Tidspunkt, da Tyskerne ellers havde kapituleret, og da Danmarks øvrige Befolkning fejrede Landets lykkelige Befrielse. Der er ikke Tid til Klager, siger man, og paa beundringsværdig Maade er alle Kræfter koncentreret om at udslette Bombernes Spor og komme i Gang med Genopbygningen, saasnart det bliver muligt at sende Materialer og Arbejdskraft til Øen.
Det offentlige og det frivillige Luftværn har været paa en haard Prøve og har slidt fra Morgen til Aften – og ofte Natten med – for at faa afhjulpet Angrebets værste Virkninger. Det maa siges straks, Prøven er klaret godt. Her stod man pludselig over for i Praksis at skulle løse alle de Spørgsmaal, som man hidtil kun havde kunnet beskæftige sig med i Teorien, ved Øvelser og lignende. Her stod pludselig Tusinder af Mennesker uden Tag over Hovedet, uden tilstrækkeligt Tøj, uden Mad og uden Gas, Vand og Lys, uden Penge, uden Telefoner og uden at ane, hvornaar det næste og maaske endnu voldsommere Angreb kunde komme.
Ved Angrebene den første Dag, den 7. Maj, mistede 10 gode Borgere Livet. I Ro og Orden gennemførtes tidligt næste Morgen i Løbet af faa Timer en total Evakuering af Rønne og Neksø, saaledes at de sidste og voldsornste Angreb Tirsdag Formiddag ikke kostede eet eneste Menneskeliv, selvom de materielle Skader var meget store.
Alle disponible Luftværnsstyrker var som nævnt i Virksomhed, og ikke mindst Bornholmske Udrykningskolonne under Ledelse af Kolonnechefen, Løjtnant Riis og de frivillige Kolonner i Neksø, som lededes af Overbetjent K. M. V. Pedersen og Bestyrer Martin Petersen, har udrettet et enestaaende Arbejde. Vi beder Løjtnant Riis fortælle om Kolonnens Indsats, og han skriver:
Da alt Kolonnens Mandskab og de fleste Befalingsmænd var tilknyttet Modstandsbevægelsens 1. Kompagni under min Ledelse, var Kolonnen, da Begivenhederne indtraf, i Forvejen detacheret til forskellige Bevogtningsopgaver – herunder var en Deling detacheret til Rønne til Bevogtning af Vandværkerne.
Da det første Luftangreb paa Rønne fandt Sted den 7. Maj Kl. ca. 12,50, var Mester Rasmussen uden nærmere Ordre straks klar til at rykke til Rønne.
Under dette Angreb blev kun kastet et mindre Antal Bomber mod Byomraadet, og Skaderne indskrænkede sig til nogle faa Ejendomme. Forinden Angrebet mod Rønne havde der Kl. ca. 12,20 fundet Angreb Sted mod Neksø, hvortil Kolonnen efter Anmodning fra Luftværnschefen i Rønne afsendte den store Ambulance, Lægevognen samt lidt senere Tømmervognen, – alle under Mester K. F. Petersens Kommando. – En Del af det med Udrykningen afsendte Mandskab var paa Vagt i Tejn, Rø og Olsker, og blev taget op under Vejs.
Skaderne i Neksø var efter første Luftangreb hovedsagelig nogle Eenfamiliehuse, der totalt var styrtet sammen, samt nogle Fuldtræffere i Havneomraadet.
I Løbet af Eftermiddagen nedkastede russiske Flyvere Løbesedler affattet paa russisk, der meddelte, at dersom Øens tyske Kommandant ikke kapitulerede og foranledigede en Kurer til Colberg næste Dag inden Kl. 10,00 russisk Tid, vilde fornyede russiske Angreb sætte ind. – Kapitulationen udeblev, og de grusomme Følger heraf indtraf Kl. ca. 10,00.
Kl. 02,00 om Natten modtog Kolonnen gennem Frihedsraadets Lokalkomite Ordre til med alt disponibelt Materiel at være klar paa Torvet i Rønne Kl. 04,30 til Evakuering af Byen.
Da Kolonnen ankom til Rønne kørte Højttalervognen ustandselig gennem Byens Gader for at orientere Befolkningen om, hvorledes de skulde forholde sig. – Stemningen var trykket, Folk var klar over, det var Alvor, – og Luftalarmen, der blæste et Par Gange i Løbet af de tidlige Morgentimer, formindskede ikke Alvoren – Folk trængtes om at komme i Beskyttelsesrummene. – Evakueringen forløb iøvrigt udmærket og lettedes meget væsentlig ved at Befolkningen i Løbet af den foregaaende Aften og Nat i stort Tal var evakueret frivillig.
Kl. ca. 08,30 var Evakueringen af Rønne og Neksø tilendebragt, og Byerne laa fuldstændig mennesketomme kun bortset fra Luftværnsmyndigheder og Frihedskæmpere.
Jeg forlod Rønne Kl. ca. 09,30, og blev af Frihedskæmpere stoppet i Rø og forespurgt, hvor det var Luftangrebet foregik – jeg var intetanende herom, da Motorstøjen i Vognen havde forhindret, at Detonationerne kunde høres under Kørslen.
Da ingen Melding om Luftangreb var indgaaet ved min Ankomst til Sandvig, hvor man heller ikke kunde høre Detonationerne, søgte jeg omgaaende Forbindelse med Rønne, som imidlertid ikke kunde kaldes (Klokken har da været ca. 10,15). Af en Landcentral fik jeg oplyst, at Angrebet formentlig havde været og stadig var rettet mod Rønne.
Kolonnen blev omgaaende alarmeret, og alt Personel og Materiel (Vagtmandskabet fraregnet) afsendtes køretøjsvis mod Rønne. Da jeg naaede Udkanten af Rønne, satte jeg Chaufføren af for at stoppe Udrykningen her, indtil jeg havde indhentet nærmere Ordre hos Luftværnschefen. Jeg kørte alene ind i Byen, hvor der mødte mig et ubeskriveligt Syn, som jeg ikke nærmere skal komme ind paa. Efter at have forsøgt ad 3-4 forskellige Gader at naa frem til Kommandocentralen, maatte' jeg opgive dette, stoppede Vognen og løb til Fods til Kommandocentralen, – og stor var min Overraskelse, da jeg fandt Kommandocentralen forladt. – Jeg havde indtil dette Tidspunkt ikke set et eneste levende Væsen i Byen, derimod passerede jeg paa Vejen til Kommandocentralen 4-5 Brande under Udvikling. Et noget lignende Antal var i Gang i den Bydel, jeg ikke havde passeret.
Jeg formoder, Klokken har været ca. 13,00, da de første spredte Grupper af L. B. og civile meldte sig og bad om at bliver sat i Arbejde. De var fuldstændig uden Forbindelse med deres Ledelse, og de var uden Materiel. Det lykkedes dog med Materiel fra Brandstationen at indsætte disse Grupper, og herved slukkedes Branden i Provstegade og Skolegade. – Nogen ansvarlig Myndighed fandtes ikke i Rønne, hvor jeg automatisk overtog Ledelsen af alle Tjenestegrene, og paa et Tidspunkt ogsaa afgav en kort Situationsmelding til Landsmeldecentralen.
Ilden, der var fuldstændig under Kontrol paa samtlige Brandsteder, da Kolonnen rykkede ud af Byen, var muligvis nu igen blusset op, hvorfor jeg lod Zonen og Rønne Brandvæsen overtage Slukningsarbejdet fra Kl. 17,00, medens Kolonnens Mandskab forplejedes (de havde ikke faaet noget siden Morgenmaden). Kl. ca. 21,15 blev efter Anmodning fra Luftværnslederen i Neksø et Slukningstog afsendt til Neksø.
Jeg selv forblev i Rønne med Hovedkvarter paa Kommandocentralen, som bemandedes med CBUer og Frihedskæmpere, idet jeg samtidig havde faaet overdraget Bevogtningen af Rønne med ca. 60 Frihedskæmpere.
Den følgende Nat beordrede jeg CBUerne til Ro paa Kommandocentralen, idet jeg overdrog Rønne Brandvæsen at udsætte Brandvagter, der i Forbindelse med Gadepatruljer af Frihedskæmpere meldte til Kommandocentralen om alle opblussende Brande, Tyverier m. m. Fra om Morgenen overdrog jeg alle Brandopgaver til Rønne Brandvæsen, og Kolonnen begyndte et systematisk Eftersøgnings- og Oprydningsarbejde. I Løbet af Eftermiddagen besatte de menige L.B.er igen Kommandocentralen, men nogen højere Myndigheder viste sig ikke her.
Naar det lykkedes Kolonnen at løse de Opgaver, Luftangrebet medførte, skyldes det Mandskabets og Befalingsmændenes enestaaende Holdning og Disciplin, for ikke at tale om personligt Mod og Udholdenhed. Da store Dele af Mandskabet havde været paa Vagt som Frihedskæmpere forinden Begivenhederne i Rønne indtraf, medførte det, at mange var uden Søvn i flere Døgn, hvortil kom manglende eller svigtende Forplejning. Kolonnen ser med Stolthed paa det Personel, der under saa vanskelige Vilkaar løste Opgaverne, som foregik det paa Øvelsespladsen.
Som direkte Følge af Luftangrebet paa Rønne var opstaaet ca. 10 større Brande - hvormeget der vilde være blevet tilbage af Byen, dersom disse Brande havde faaet Lov at passe sig selv de første ca. 3 Timer, tør jeg ikke udtale mig om - kun er jeg klar over, at alene det stille Vejr gjorde- det muligt for Udrykningskolonnen at begrænse Ilden.
Alt i alt formoder jeg, at de nedkastede Bombers Antal ligger omkring 150.
– – –
Neksø havde de fleste Bombeskader i Forhold til Byens Størrelse, og i det følgende beretter Luftværnslederens Stedfortræder, Bestyrer Martin Petersen, der ogsaa er Formand for Luftværnsforeningen, herom:
Om Formiddagen den 7. Maj havde man Overflyvning af en enkelt russisk Maskine. som fra et enkelt Batteri blev beskudt af Tyskerne. Da man i Løbet af Krigen saa ofte havde haft Overflyvnínger af allierede Maskiner, og disse var blevet beskudt af Tyskernes Antiluftskyts uden at der var sket yderligere, var man ikke i alle Tilfælde klar over Faren. At Skydningen ikke bekræftede Meddelelsen om Freden var givet, og de store Troppestyrker i Nexø bevirkede, at en Del af Beboerne allerede om Formiddagen forlod Nexø. Tidspunktet for Bombardementet, som var ledsaget af stærk Maskingeværild, kunde maaske have været værre; de fleste var nu i Hjemmet i Færd med Middagsmaaltidet, dog var alle Skolebørn endnu ikke naaet hjem, inden første Bølge kom.
Som Luftværnsleder og Formand for Luftværnsforeningen havde jeg nu i flere Aar søgt at oplyse Beboerne i Nexø og Omegn om, hvordan de skulde forholde sig under Luftangreb. Man havde ikke stor Tiltro til, at man havde hørt efter disse Foredrag eller læst de Forholdsregler, som til Stadighed var optrykt i det lokale Blad ,,Østbornholm“, men efter det første Luftangreb konstaterede man, at Folk havde reageret helt rigtigt og takket være det, var der ingen dræbte eller saarede.
Det første Angreb, som blev foretaget i tre Bølger, var tilsyneladende ikke rettet mod noget bestemt Maal i Byen og var, i Forhold til hvad man senere blev Vidne til, ikke særlig voldsomt. Ca. 25 Min. efter Angrebet kom de første Meldinger om Skade, nogle Huse var ramte og sammenstyrtet, Ledningerne fra Elektricitetsværket ødelagt, og der meldtes om en Forsager paa Havnepladsen. De frivillige Kolonner begyndte nu at indfinde sig paa deres Samlingssteder, der blev udsendt Patruljer og foretaget Afspærring ved Forsageren, ligesom man gjorde Skridt til at afstive et Hus i Kildestraede, i hvis umiddelbare Nærhed der fandtes et Krater.
Under Angrebet var dræbt 6 tyske Soldater og Flygtninge og en Del saarede. Sygehusets Læge og Personale fik travlt, da de tyske Saarede blev bragt derud. Man haabede paa dette Tidspunkt, at det nu var forbi, og man traf Forberedelse til at glatte Skaderne ud. som Fejning og Rydning af Gaderne m. m. Brandinspektøren meldte, at der i intet Tilfælde var opstaaet Brand.
Kl. 18,45 hørte man igen Flyverstøj og saa 8-10 Maskiner nærme sig Byen. Efter første Angreb var en meget stor Del af Byens Beboere flygtet ud af Byen, de fleste Huse stod tomme, da jeg sammen med Kaptajn Wegener, Rønne, gennemgik Byen for at konstatere Katastrofens Omfang. Inden næste Angreb satte ind, var imidlertid en Del kommet tilbage, dels for at konstatere Omfanget af Skaderne og dels for at redde lidt med ud paa Landet af nødvendige Beklædningsgenstande. Disse blev i stor Udstrækning overrasket af Angreb Nr. 2, men da det var koncentreret om Havnen, og man nu havde lidt Erfaring i Luftangreb, søgte man Dækning for Maskingeværilden og det tyske Antiluftsskyts. Der indløb Melding om to Saarede, hvoraf den ene haardt saaret; begge var blevet overrasket af Luftangrebet og havde ikke naaet at søge Dækning, og den haardtsaarede Havnevagt West døde et Par Dage senere af sine Saar, som var paaført ham ved Maskingeværild.
Efter dette Angreb, der havde en noget voldsommere Karakter, fik vi Anmodning fra Sygehuslæge Hempel Jørgensen om, at Sygehusets danske Patienter maatte blive evakueret. Takket være Frihedskæmperne, som havde Kommandocentral samme Sted som Luftværnslederne, var man i Stand til at klare Evakueringen i Løbet af ganske kort Tid.
Straks efter første Angreb meddelte Kompagnichefen, at hele Kompagniet med Motorkøretøjer stod til Luftværnsledernes Disposition i den Udstrækning, vi ønskede det, og det var en meget stor Hjælp; særlig ved Patruljeringen og Evakueringen gjorde de et meget stort og paaskønnelsesværdigt Arbejde.
Efter andet Angreb fandt man i Rønne Flyveblade, som var nedkastet af de russiske Flyvere, hvori man forlangte Tyskernes Kapitulationsbegæring overrakt Russerne i Colberg næste Morgen Kl. 10, da de i modsat Fald vilde gentage Angrebet. Man vidste paa det Tidspunkt, at den tyske Kommandant ikke vilde kapitulere til Russerne, men at han ventede en Kommando fra den engelske Arme, hvortil han kunde overgive sig.
Natten mellem Mandag og Tirsdag blev ikke kedelig paa Kommandocentralen, Telefoncentralen var endnu intakt, og jeg stod i livlig Forbindelse med Rønne og Omegnens Sognemyndigheder, som tilbød al mulig Assistance ved evt. Evakuering.
Brandvæsenet var Mandag Aften evakueret til ,,Vanggaard“ uden for Nexø, og jeg havde henstillet til det at holde Flyvemeldetjeneste, saa man fra Nexø, i Lighed med Rønne. kunde afgive Melding om Flyverstøj. Kl. ca. 4 talte jeg med Kaptajn Wegener, Rønne, som meddelte, at man i Rønne havde besluttet at evakuere Rønne By totalt, og at man gik i Gang med det samme. Man henstillede til os, at vi gjorde det samme. Jeg ringede til Borgmesteren, som straks kom ned paa Kommandocentralen, og vi blev da enige om at evakuere Byen saa hurtigt, at Evakueringen kunde være tilendebragt inden Kl. 9.
Selv om langt den største Del af Byens Befolkning var evakueret, fandtes der dog endnu en Del tilbage, og man var nødt til at tage Hus for Hus; dertil gjorde Frihedskæmperne et stort Arbejde. Luftangrebene havde bevirket, at den Evakueringsplan, som man kort forinden havde udarbejdet ikke kunde sættes i Kraft, og det var der heller ikke Tid til. Omegnens Landmænd havde givet Tilsagn om Hjælp i saa stor Udstrækning som nødvendigt, saaledes at man ikke for vort Vedkommende havde nogen Grund til at sætte Evakueringsordningen i Kraft. Det gjaldt kun om at handle efter Konduite og hurtigt.
Kl. ca. 6 kom der Telefonmelding om, at der var Luftalarm, men at Sirenen ikke kunde sættes i Funktion, da Nøglen var taget af.
De Frihedskæmpere, som da ikke var beskæftiget med Evakuering, blev nu sendt ud til ,,Homannegaard“ ved Bygrænsen, hvortil det var Meningen at overflytte Kommandocentralen efter fuldendt Evakuering. Der gik Melding til Sygehuset om Luftalarm og Evakuering, og Sygehuslæge Hempel Jørgensen blev sat i Forbindelse med den tyske Øverstbefalende i Nexø for om muligt at faa tyske Læger til at overtage Pasningen af de tyske Saarede, saa det danske Personale kunde evakueres. Dette kom i Orden, og Patienter, Læge og Personale evakueredes til Aakirkeby Sygehus. Fra Apoteket blev reddet en Del Medicin, som overførtes til Haandkøbsudsalget i Pedersker. Kl. 8,30 var Evakueringen afsluttet, og man maatte nu regne med, at der ikke fandtes eet eneste Menneske i Nexø, som ikke var evakueret.
Formiddagen gik uden at der skete noget i Nexø, man hørte Angrebet paa Rønne og var forberedt paa Gentagelser af Gaarsdagens Krigshandlinger. Man havde nu forlagt Kommandocentralen til Homannegaard, og Sanitetskolonnen, der talte 14-16 Mand, havde faaet Forsamlingshuset ,,Vadam“ som Station. Der blev udsat Vagtposter ved Byens Indkørselsveje og Patruljer af Frihedskæmpere krydsede i Gaderne for at hindre Tyverier i den tomme og aabne By.
Kl. 14,30 hørtes igen Flyverstøj, og man saa Formationer af Flyvere dreje ind over Nexø Nordøst fra. Afværgeilden satte straks ind ret kraftigt, og den blev besvaret fra Maskinerne samtidig med at Bomberne blev kastet. Ved dette Angreb blev der kastet en Del komb. Spræng- og Brandbomber, og disse satte Ild paa Byen fiere Steder. Man kunde forudse flere Angreb, saa Brandvæsenet ikke kunde sætte ind, men der gik Meddelelse med Ordonnans til Brandvæsenets Station, der nu var Kattesletgaard i Bodilsker og til ,,Zonen“, St. Hallegaard i Bodilsker, om at holde sig i Beredskab, da der var Brand i Nexø flere Steder.
Nu gik det Slag i Slag med Angrebene, Resultaterne var forfærdelige, foruden at der nedkastedes en Del Brandbomber, var Sprængbomberne af meget større Virkning end ved tidligere Angreb.
Nexø Telefoncentral existerede ikke mere, saa vi maatte etablere Forbindelse over Svaneke Central fra Kommandocentralen. I Havnen laa et Par tyske Forpostskibe, hvori der opstod Brand, og ved Antændelse af Ammunitionen exploderede den, og efter Lyden at dømme lød det som om der var Kamp med Maskingeværer. Derfor indløb der flere Meldinger om tyske Troppers Kamp indbyrdes paa Havnepladsen i Nexø.
Da der efter nogen Tids Forløb ikke skete nogen Udvikling i Kampsituationen fik jeg en Frihedskæmper til at køre mig ned til Havnen. Kamphandlingerne viste sig at være Fantasi, og det blev meddelt Brandinspektøren, at Slukningen kunde paabegyndes uden Fare. Da var Kl. 19,20, og Branden havde grebet meget om sig. Desuden var Zonen paa det Tidspunkt mødt med sin Pumpe og Slangevogn.
Kl. ca. 20,40 fik man Melding om, at alt disponibelt Slukningsmateriel fra Rønne vilde blive afsendt til Nexø. Kl. ca. 22,50 ankom et Slukningstog fra C. B. U. Kolonnen fra Rønne. Rønne Brandvæsen var blevet forhindret paa Vejen.
Nu varede det ikke længe, før man var Herre over Ilden, men da var store Værdier ogsaa lagt øde. Et Par Kompagnier tyske Pionertropper tog selv Initiativet til Slukning og Redning under Branden, og de gjorde et stort Arbejde for at redde saa meget som muligt af det, de selv havde været med til at foranledige ødelagt. Natten igennem maatte Brandvæsenet holdes i højeste Beredskab, da man maatte forudse Brand i Tomterne.
Onsdag Morgen fandt der igen Overflyvninger Sted, uden at der var nogen Krigshandling, og man begyndte nu at tro paa den endelige Kapitulation.
– – –
I Neksø træffer vi den unge Frihedskæmper, Kurt Pedersen, som er Søn af Luftværnslederen, Overbetjent K. M. V. Pedersen, og som í sin Egenskab af Ordonnans paa Kommandocentralen har haft Begivenhederne paa ganske nært Hold. Han fortæller her om det første Angreb paa Neksø:
Mandag den 7. Maj havde jeg Vagt paa Havnen og Ndr. Strandvej fra Kl. 10-14. Straks efter at jeg var kommet paa Vagt, hørte jeg Maskinerne, som senere viste sig at være russiske Flyvemaskiner, komme henover Byen, men der havde utallige Gange været russiske Maskiner herover paa Rekognoscering uden at der var sket noget, saa det tog jeg ikke nogen Notits af, men saa pludselig blev der aabnet Ild fra de tyske Batterier paa Havnen, kun ganske enkelte Skud, men nok. Jeg saa, at den ene af Maskinerne øjeblikkeligt vendte om og fløj tilbage i østlig Retning med største Hastighed, medens den anden fortsatte langs Kysten. Jeg var med det samme klar over, at denne Beskydning efter Kapitulationen var alvorlig, men at den kunde faa de alvorlige Følger, som den fik, havde overhovedet ikke strejfet mine Tanker. Der var den Dag ca. 8000 Tyskere (Soldater) i Nexø By og nærmeste Omegn (Halleklippen og Lystskoven), hele Kysten fra Nexø til Halleklippen paa den ene Side og Balka paa den anden, var spækket med Kanonstillinger, og i Havnen laa 3 tyske Skibe, hvoraf de 2 ved Molen var meget svært armeret. Jeg opholdt mig paa Ndr. Strandvej ved 12,15-Tiden lige overfor nogle tyske Batterier, da jeg hørte kraftig Motorstøj fra fiere Maskiner, og saa ca. 10 komme ind over Byen fra østlig Retning i nogen Højde, men saa pludselig dykkede de ned, og i det samme gav de kraftig Ild fra Maskinernes Vaaben, som øjeblikkelig blev besvaret fra Batterierne overfor mig. Jeg løb hurtigt ind i en Port og videre ind i et Vaskehus, hvor jeg kastede mig ned i Dækstilling under Vindueshøjde, og i det samme rystedes Huset af de første Bomber, som faldt paa Havnen, ikke 500 m fra hvor jeg laa; alle løse Ting i Vaskehuset blev kastet omkring, men jeg undgik at blive ramt. Angrebsbølgen varede maaske 5 Minutter, Tiden stod fuldstændig stille, men saa snart jeg hørte, at Maskinerne fjernede sig, løb jeg over paa Ostefabrikken, som er beliggende lige overfor det Hus, jeg søgte Dækning i, for at faa Forbindelse med Kommandocentralen og modtage nærmere Ordre, men Telefondamen var fuldstændig chokeret og gentog blot hele Tiden: ,,Hvad er det dog de gør, hvad er det dog de gør.“ Jeg opgav at komme i Forbindelse med Kommandocentralen paa den Maade, og da jeg i det samme hørte Maskinerne komme tilbage, besluttede jeg at forsøge at naa op paa Kommandocentralen. For ikke at komme hen over Havnen, hvor der var flere Forsagere, løb jeg op igennem Nørregade, men jeg var ikke naaet ret langt, før Maskinerne igen var over os og begyndte en kraftig Maskingeværild. Jeg fortsatte dog i ,,Zig-zag“ hen ad Nørregade og op ad Lindestræde, medens Kuglerne slog ned i Hustagene omkring mig, da jeg naaede op til Aasen, faldt den første Bombe, og jeg søgte derefter Dækning i Bogtrykker Pedersens Have, hvor jeg kastede mig ned ved en Mur, medens Jorden rystede under mig. Bragene og Skydningen var usandsynlig kraftig, og at jeg stadig havde en Blyant i Munden medvirkede' sikkert til, at jeg ikke blev døv. Da Angrebsbølgen stilnede af, fortsatte jeg i Løb ned til Kommandocentralen, som jeg naaede, inden den 3. Angrebsbølge satte ind; under denne søgte vi Dækning i Cellerne. Da Angrebet var færdigt, tog jeg efter Ordre hjem for at hente et Par Hjelme til min Fader, og samtidig fik jeg set, at Mor havde det godt. Far var paa Kommandocentralen. Paa Vejen hjem maatte jeg kravle over et Bombekrater i Krydset mellem Smallegade og Kildebakkestræde, lige ud for Mælkehandler Schous Hus, som var totalt ødelagt, hvilket ogsaa var Tilfældet med Huset ved Siden af, samt Huset overfor svært beskadiget. Jeg undersøgte paa Vejen tilbage Beskyttelsesrummet paa Teknisk Skole og konstaterede, at alt var vel her. Allerede da var Folk i vild Flugt ud af Byen medtagende, hvad de kunde slæbe med sig. Efter at have afgivet Melding om Situationen i den Bydel, hvor jeg havde været, blev jeg sendt ud i Byen for at konstatere forskellige Skader. Der var allerede under første Angreb mange Forsagere rundt omkring i Byen.
– – –
Evakueringen af Rønne og Nexø fandt som nævnt Sted om Morgenen, Tirsdag den 8. Maj. Man kunde ikke følge de udarbejdede Planer, og Rømningen havde nærmest Karakter af Flugt efter den foregaaende Dags Begivenheder. Mester Rasmussen fra Bornholmske Udrykningskolonne beretter om Kolonnens Medvirken ved Evakueringen:
Natten til Tirsdag modtog jeg Ordre fra Kolonnechefen til at stille paa St. Torv i Rønne Kl. 04,30 til Evakuering af Byen. – Overlæge Iversen, Amtssygehuset, bad om Kolonnens Hjælp til Evakueringen af Hospitalets ca. 90 Patienter, da han af Kommandocentralen havde faaet at vide, at der ikke kunde ventes Hjælp de første Par Timer. – Jeg kørte til Hospitalet og paabegyndte Evakueringen af Patienter, Sygeplejersker og Forbindingsstoffer m. m. til Forsamlingshusene i Nylars og Vestermarie. - Kl. 07,00 var Evakueringen tilendebragt, og jeg fik derpaa Ordre af Kolonnechefen til at køre til St. Torv for eventuelt at hjælpe til med Evakueringen af Byens Borgere, men Hjælpen var unødvendig. – 08,00 kørte jeg tilbage til Kvarteret paa Sygehuset, og de øvrige Vogne returnerede til Sandvig. – Paa Sygehuset blev Mandskabet forplejet og Vognene kørt i Flyverskjul. – Kl. ca. 09,00 lod jeg Mandskabet træde an, og Kl. 09,30 var Hospitalets hjemmeværende Personale og Mandskabet i Beskyttelsesrum. Kort efter begyndte et voldsomt Bombardement af Byen. – Hospitalet blev ramt af en Fuldtræffer i Operationsfløjen, – en anden Bombe slog ned i faa Meters Afstand fra vor Motorsprøjte og ødelagde denne sammen med Størstedelen af dens Materiel, og en tredie og fjerde Bombe slog ned ca. 75 m fra Beskyttelsesrummet i en Mark. – Kl. ca. 11,00 var Bombardementet forbi, men vi ventede stadigvæk Angreb. – Kl. 11,30 forlod vi Beskyttelsesrummet. - Sygehusinspektøren bad mig om at hjælpe til med at evakuere 17 Personer, som ikke var blevet flyttet i første Omgang, da de var dødssyge. – Samtidig sendte jeg en Ordonnans til Kommandocentralen for at modtage event. Ordre, men her fandtes ingen Personer. - Evakueringen af de sidstnævnte Personer var tilendebragt Kl. ca. 13,30.
– – –
Tirsdag Formiddag, kort efter at Evakueringen var afsluttet, kom nye og store Angreb. Fríhedskæmper Kurt Pedersen fortæller om sine Oplevelser:
Straks efter Middag var de fleste Patruljer trukket tilbage til Kommandocentralen, og da Angrebet kom Kl. ca. 14,30 var Byen mennesketom. Da vi opholdt os saa nær Byen (lige i Udkanten), søgte alle Dækning i Gaardens Kælder. Angrebet kom i 4 Bølger og var det kraftigste, der havde været; det varede ca. 45 Minutter. Imellem Bølgerne var vi ude af Kælderen, og jeg iagttog Byen gennem Kikkert. Det var et uhyggeligt Syn, store Røgmasser iblandet klare Flammer slog op, jeg kunde se, at det var Johs. Munchs Trælager paa Aasen, der brændte, og efter sidste Bølge var der mange store Brande rundt omkring. For os saa det fuldstændig ud, som om Byen stod i Flammer. Jeg blev som Ordonnans sendt ud for at faa Brandvæsenet til at gaa i Arbejde, jeg havde Bil og kørte i Byens Udkant. Hvor var det forfærdeligt at se den Skade, der var sket, og Ilden, som hurtigt fortærede de store Bygninger. Brandvæsenet opholdt sig helt oppe paa Kattesletsgaard i Bodilsker, ca. 4 km fra Byen. Brandvæsenet nægtede imidlertid at gaa i Arbejde, saalænge der var Fare for endnu et Angreb, og der stadig hørtes Eksplosioner. De gik med til at forlægge deres Station lidt nærmere Nexø, nemlig til Bodilsker Kirke, der ligger ca. 3 km fra Nexø. Da vi naaede Kirken, saa jeg en ny Styrke Maskiner nærme sig Nexø og straks efter dykkede de ned og lod deres ødelæggende Bombelast hagle ned over den brændende By, og nye store Brande opstod. Under Køreturen op til Brandvæsenet kom der en ny Angrebsbølge, og da jeg befandt mig i Bil paa Landevejen lige uden for Nexø og saa Maskinerne dykke ned over Vejen med knitrende Geværer, troede jeg ærlig talt, at min sidste Time var kommet. idet Flyverne let kunde antage os for Tyskere, da der ikke var noget særligt Kendetegn paa Bilen. Chaufføren traadte Speederen i Bund, og vi susede ind paa en Sidevej; han slog Tændingen fra, og saa sprang vi, medens Bilen var i fuld Fart. Bilen havnede i Grøften, men vi slap uskadt fra Springet og søgte straks Dækning under Bilen. Det var først efter denne Oplevelse, at vi fortsatte til Brandvæsenet. Saasnart Angrebet var stilnet af, kørte vi hurtigt mod Byen for at naa Kommandocentralen med Melding om, at Brandvæsenet kun vilde gaa i Arbejde, naar de fandt det forsvarligt. Da vi naaede Byen, kunde vi fra Havneomraadet høre kraftig Skydning fra Haandvaaben og Maskingeværer. Vi mente, at der stod en haard Kamp, men først hen under Aften blev det opklaret, at det var et Ammunitionsskibs Ladning, der eksploderede. Vi kunde ikke foretage os noget uden Brandvæsenets Assistance og maatte se paa, at Byen brændte. Saa godt som hele Torvet var ødelagt, samt en stor Del af Aasen og Vægtergade og mange flere Steder. Efter Opgørelsen er ca 4/5 af Byens Bygninger ødelagt helt eller delvis.
– – –
Næste Dag var Tyskernes Kapitulation en Kendsgerning, og Øen blev besat af russiske Tropper, men nu forestod et kæmpemæssigt Oprydningsarbejde efter Luftangrebene. Om Arbejdet i Neksø i de første Dage skriver Kolonnesouschefen, H. E. Larsen:
Den 9. Maj Kl. 09,00 fik jeg af Kolonnechefen Ordre til at tage til Neksø for at lede Oprydningsarbejdet der.
Paa Kommandocentralen fortalte man mig, (hvad jeg iøvrigt selv havde faaet Melding om i Sandvig) at Ingeniør Andersen, Hammerens Granitværk samt Købmand Beck, Allinge, begge allerede var ankommet hver med sit Rydningshold, ialt ca. 20 Mand, og var i Gang med Oprydningen. Sammen med Ingeniør Andersen besigtigede jeg Skaderne og satte straks Folk igang med at opsamle de elektr. Ledninger, der fuldstændig hindrede ethvert Oprydningsarbejde. Nørregade blev afspærret, da der laa en Forsager midt i Gaden. Den blev fjernet i Løbet af Dagen af Kvartermester Petersen fra Rønne. Af Luftværnslederen havde jeg faaet at vide, at Byen inden Angrebene var blevet fuldstændig evakueret, saaledes at man var sikker paa, at der hverken fandtes levende eller døde mellem Ruinerne.
Da det var nødvendigt at opholde sig i Byens Centrum til Stadighed for at have det bedst mulige Overblik over Arbejdet, etablerede jeg et Oprydningskontor i det forholdsvis ubeskadigede Centralhotel paa Torvet.
I Løbet af Dagen var saa godt som alle elektr. Ledninger og Kabler samlet sammen og afieveret paa Elektricitetsværket.
Tidligt næste Dag tog jeg ind til Byen for at lægge en Plan angaaende Arbejdets Fordeling. Først og fremmest var det nødvendigt at rydde Gaderne, da disse var saa godt som ufremkommelige. Dernæst gjaldt det om at faa livsvigtige Butikker sat i Gang, d. v. s. redde deres Varelager, hvis det var muligt.
Den civile Arbejdsstyrke, som androg ca. 75 Mand, blev sat til at redde de Varelagre, som formodedes at kunne reddes, men langt de fleste Butikker var ødelagt, dels paa Grund af Sammenstyrtning dels ved Brandskade.
Kl. 07,50 ankom en tysk Styrke paa ca. 300 Mand under Ledelse af en Kaptajnløjtnant, der paa Torvet afieverede Styrken til mig. De 200 Mand blev omgaaende sat ind paa Gaderydning, og de resterende 100, der alle var Haandværkere, blev fordelt i de forskellige haandværksmæssige Opgaver, der øjeblikkelig forelaa. 55 Murere blev sat i Gang med Tagdækning, 35 Tømrere blev sat til at tømre Brædder for Vinduer m. m., og 10 Elektrikere blev afgivet til Assistance for den lokale Installatør.
I Løbet af Dagen ankom flere civile Arbejdere, der alle af Frihedskæmpere, som spærrede alle Byens Indfaldsveje, blev henvist til Oprydningskontorerne, hvorfra de blev sat i Arbejde.
De af Byens Borgere, som vilde ind i Byen for at deltage i Oprydningsarbejde, havde streng Ordre til at melde sig til Oprydningskontorerne, for derfra at blive fordelt til det offentlige Arbejde, der var mere nødvendig end privat Oprydning, da Gaderne skulde ryddes før noget
andet.
Baade Tyskerne og de civile Arbejdere blev forplejet paa det offentliges Bekostning.
Mange af Omegnens Gaarde sendte Vogne til Oprydningsarbejdet, og de henvistes til Oprydningskontoret, hvorfra de blev fordelt til de forskellige Arbejdshold (Distrikter). Efterhaanden kom der flere og flere civile Arbejdere, som meldte sig til Tjeneste, og de fordeltes i Arbejdshold hver med sin Formand. Arbejdsholdenes Størrelse varierede meget alt efter Opgavens Art. Som Formænd udtages de bedst egnede.
Da Arbejdet efterhaanden havde antages ret store Dimensioner, og da Gaderydningen í store Træk var ved at være tilendebragt, sammenkaldte vi til et Orienteringsmøde med Byens Haandværksmestre. Til Stede var ogsaa Borgmester Harild fra Neksø. Her trak jeg Hovedlinierne op for det Arbejde, der allerede var udført, og der var Enighed om, at Rydningstjenesten skulde fortsættes som hidtil, samt at Bygningsmester Johannes Munch, Neksø, skulde staa som Leder af den haandværksmæssige Del af Arbejdet.
Fra Rønne var der om Eftermiddagen indløbet Melding om, at alt Arbejde, der hidtil var udført paa frivillig Basis, nu skulde være lønnet.
Kl. 21,30 fik jeg Melding om, at det brændte i Ruinerne paa Torvet og i Pakhusforeningen paa Havnen. Da jeg kom derned, ankom Zonen med en Automobilsprøjte og 2 Mand. Brandvæsenet blev alarmeret, men da dette endnu ikke var ankommet Kl. 22,00, anmodede jeg om Hjælp fra Udrykningskolonnen. Sprøjterne kunde ikke undværes, men Kl. 23,15 ankom Gruppefører Klein med 8 menige. I Mellemtiden var Brandvæsenet ankommet med en Paahænger og 2 Mand, og CBU'er gik da i Gang med at assistere ved Udlaegningen af Straalerørene. Kl. 00,15 returnerede de til Sandvig.
Lørdag den 12. optoges en Fortegnelse over alle Byens Ejendomme til Brug ved Arbejdsfordelingen i den kommende Tid. Det blev endvidere nødvendigt at have fast Kontorpersonale til at ordne Lønregnskab m. m. Paa et af Byens Trykkerier, der stadig var intakt, blev der trykt 2000 Arbejdsbeviser, der fordeltes til de civile Arbejdere. Paa disse Arbejdsbeviser blev det daglige Arbejde opnoteret, saaledes at der stadig kunde føres Kontrol med, hvilket Arbejde der blev udført, om det var privat eller offentlig Oprydning.
Endvidere tjente disse Arbejdsbeviser som Legitimation for Adgang til Køb af Spisebilletter, som gav Adgang til et Maaltid Mad om Dagen paa Holms Hotel formedelst 1 Kr. Bespisningen omfattede nu udelukkende civile. da de tyske Tropper Aftenen før var afgaaet til Rønne.
I Løbet af Dagen henvendte jeg mig til Omegnens Sogneraadsformænd og bad dem opfordre Gaardejerne til i videst muligt Omfang at sende Vogne til Oprydningsarbejdet. Ved Hjælp af Zonens Materiel fortsattes hele Dagen med Nedrivning af brandhærgede Bygninger, som var blevet paabegyndt allerede om Torsdagen. Om Eftermiddagen kunde en Bager og Købmand aabne deres Butikker for Salg til private.
Oprydningsarbejdet fortsattes i de følgende Dage. Efterhaanden som Byens Befolkning vendte tilbage, modtog Oprydningskontoret ogsaa Henvendelser fra de forskellige Husejere om Assistance ved Oprydning eller Nedrivning af deres Ejendomme. Endvidere modtog Kontoret Anmeldelser angaaende forsaget Ammunition og lignende.
Et Rydningshold fra Udrykningskolonnen arbejdede dels med Nedrivning, dels med Optagning af sunkne Fiskerbaade. Dette sidste Arbejde blev meget paaskønnet af Kaptajn Kurre, der ledede Arbejdet paa Havnen.
Alle de tidligere omtalte Arbejdsvogne mærkedes med Nr., og der førtes fuldstændigt Kartotek over alle Vognene af Hensyn til Afregning samt for lettere at kunne fordele dem fra Dag til Dag. Den 25. Maj var der indregistreret ca. 200 Vogne, hvoraf vi kunde paaregne, at der daglig mødte ca. 50. Ved at indregistrere saa mange, opnaaedes at der stadig kunde finde Afløsning Sted for de Vogne, som af og til maatte arbejde paa den Gaard, hvor de hørte hjemme.
Til Orientering om Arbejdets Omfang kan nævnes, at der Fredag den 25. Maj ved min Afgang som Rydningsleder i Neksø var udbetalt ca. Kr. 35.000 i Arbejdslønninger til Rydningsmandskabet alene. Hertil kom yderligere Udgiften til Vogne, som ikke endelig var opgjort. Mange af Gaardejerne ønskede, at deres Vederlag skulde komme Byens Nødlidende til Gode.
Mens hele det øvrige Danmark jublede over Tyskernes Nederlag, blev vore bornholmske Landsmænd udsat for Krigens eneste virkeligt store Angreb paa dansk Omraade. Ingen kunde vente, at alt skulde klappe fuldstændigt, men den Indsats, der er gjort, maa aftvinge os den største Respekt. Vi beder den stedfortrædende Luftværnsleder i Neksø udtale sig om de indhøstede Erfaringer. Han siger:
Selv om man ikke havde Indtryk af, at Befolkningen i Almindelighed havde interesseret sig for Luftværnsopgaverne og nærmest med Ligegyldighed modtog Meddelelserne fra Luftværnsforeningen, konstaterede man nu, at alle reagerede rigtigt og hurtigt uden Betænkning. Derfor kan man takke Landsforeningens udmærkede Luftværnspropaganda. Ved stadig Brug af de rette Argumenter, ved stadig at holde Luftværnslederne i de forskellige Byer underrettet om, hvad der sker af Udvikling, havde man medvirket til en Oplysning, som denne foruden sikkert vilde have kostet mange Menneskeliv.
Det var med Gru, jeg tænkte paa Beskyttelsesrummene i Nexø under det første Angreb. Efter min Formening fandtes der næsten ikke en Kælder i Nexø, der kunde skabe Dækning under Luftangreb, ligesom de offentlige Tilflugtsrum langtfra var ideelle. Det viste sig, at bortset fra Fuldtræfferne, var Kældrene fortræffelige Beskyttelsesrum; mange Steder, hvor Huset var ramlet ned, stod Kældrene, saaledes at man sikkert kunde have bjerget Livet i dem.
Jeg har ofte fremhævet, at en By som Nexø burde være luftværnspligtig, idet Byens Størrelse ikke kan sammenlignes med Stationsbyen. I dette Tilfælde havde vi interesserede, frivillige Kolonner, men Opgaven var for krævende, og Katastrofen for stor, til at man herfra kunde sætte ind med fornøden Kraft. Der er dog Grund til at takke alle de, som paa frivillig Basis har sat sig ind i Luftværnsopgaverne og ikke svigtede í det afgørende Øjeblik. Paa et Tidspunkt, hvor man havde henvendt sig til mig vedrørende evt. Opløsning af Kolonnerne, paa et Tidspunkt, hvor man glædede sig over at være sluppet vel ud af den Trusel, den nærliggende Østfront var, og paa et Tidspunkt, hvor hele Landet jublede over Befrielsen, saa vi vor By blive ødelagt af Grunde, som vi ikke forstaar.
Vi, der havde Opgaver under Katastrofen, blev nogle Erfaringer rigere, og os, der prøvede at opholde os i Byen under Angrebene, lærte at reagere rigtigt og at forstaa, hvordan en Befolkning har kunnet udholde Bombardementer Dag efter Dag. Under et Angreb kom jeg ind i en Kælder. hvor der opholdt sig Hundreder af civile, tyske Flygtninge, som tidligere havde gennemgaaet utallige tilsvarende Angreb. Nu var de trætte. lasede og sultne, men tog Bombardementet med en forbavsende Ro.
Paa Kommandocentralen fungerede Luftværnsleder, Overbetjent Pedersen, sideløbende med mig som Stedfortræder. Der var det bedste Forhold, og alle Ordrer og Foranstaltninger udgik som fra een Mand, og jeg har vist Lov til at sige, at vi supplerede hinanden ret godt, saaledes at vi sammen med alle dem, der hjalp os under Katastrofen, fik det bedst mulige Resultat.
Men det var ikke alene de mandlige frivillige, der ydede en udmærket Indsats. Ogsaa Lotterne kom straks i fuld Aktivitet ikke mindst ved Forplejning af de mange bomberamte. Det maa erindres, at der straks efter de store Angreb paa Rønne hverken var Gas eller Vand i Rørene, og Lotterne paatog sig en storstilet Folkebespisning, som i Begyndelsen omfattede omtrent 1000 Personer om Dagen. Senere blev Tallet væsentligt mindre, men endnu efter 3 Ugers Forløb sørgede Lotterne for Forplejningen til et halvt Hundrede Rønneborgere.
I Forbindelse med Amtssygehuset varetog Lotterne Bespisningen af Frihedskæmperne, foruden at man senere paatog sig Forplejningen til det indkaldte ,,Bornholms Værn“. Det var travle Dage, men trods Travlheden har Lotterne endda faaet Tid til at arrangere en storstilet Indsamling af Klæder og Møbler og har senere stillet sig til Raadighed for den lokale Bornholms-Komité og assisteret med Fordelingen af den Hjælp, som i Form af Penge og Klæder og Indbo er sendt til Øen fra det øvrige Land.
Fra alle Sider fremhæves Lotternes Initiativ og den Energi og Dygtighed, hvormed de straks tog Opgaverne op og løste dem til Gavn for Byen og dens nødlidende Borgere.
– – –
Der er fra mange Sider givet Udtryk for den dybeste Medfølelse med vore haardt ramte Landsmænd. Dansk Luftværnsforenings Præsident har ogsaa under sit Besøg paa Bornholm for nylig udtalt Foreningens største Sympati for de skadelidte og Anerkendelse af den frivillige Indsats, og som et haandgribeligt Bevis paa Ægtheden heraf vil Landsforeningen give hele Indtægten af Luftværnsdagen den 1. Juni til de bomberamte paa Klippeøen.