Beretning skrevet af Inger Jessen født Hansen på Aspesbakker i Bodilsker
|
Foråret 1945,
som jeg husker det. Endelig blev det april. Herligt, så var jeg gammel nok til at begynde i skole. Det havde jeg set hen til længe. Den 9. april begyndte jeg i første klasse i Bodilsker Nordre Forskole, Friskolen i daglig tale. Frøken Valborg Myhre var min lærer. Det første vi lærte var salmen: l østen stiger solen op. Jeg havde lært at læse, da min bror begyndte et år før, så det var ikke det, der var det mest spændende, men der var børnebøger, man kunne låne. Den næste sang vi lærte og fik til opgave at lære videre var: |
Bodilsker Nordre Forskole, Friskolen i daglig tale
|
FRlHEDSSANGEN. "En vinter lang og mørk og hård". Vel ret usædvanligt i april 1945. Vores lærer var aktiv i frihedsbevægelsen. Så hun syntes, vi burde kunne den.
Vi havde kakkelovn i skolen. Nogle elever blev sendt i kælderen for at hente brænde op. Vi skulle tage fra den første kasse af en række, fik vi at vide.
Det viste sig så, at den inderste brændekasse rummede en radiosender under en bunke gamle aviser. Vi havde set en sender hos vores nabosøn Filip. Han byggede sendere og Niels og jeg fik lov til at høre, hvad de kunne bruges til. Som så meget andet snakkede vi ikke om den slags i skolen, så jeg ved ikke om andre vidste, hvad det var.
Det var herligt at gå i skole. Der var ikke så langt at gå, og Edel og jeg traskede troligt afsted hver anden dag, som man gjorde den gang. Mandag, onsdag og fredag, var vores skoledage. I vores klasse var der ingen, der havde cykler. Det var svært at skaffe dæk og slanger til børnecykler under krigen. Det var en lang tur for børnene fra Lyngen at gå. De fik ofte et lift af mælkekusken om morgenen. Så det var godt at kunne komme ind i den varme skolestue og få varmen inden undervisningen begyndte.
Men det fik snart ende med den skolegang. De fleste i klassen fik mæslinger og nogle fik skarlagensfeber, så sidst i april blev skolen midlertidigt lukket. Måske var de mange tyske soldater på vejene og våben og andre militærgenstande, der lå i grøfterne -efterladt af tyske soldater, en vigtigere årsag. Men det sagde de ikke til os.
Jeg kom mig ret hurtigt af mæslingerne, så jeg græd over, at jeg ikke kunne gå i skole, husker jeg.
Vi havde fået ny ung pige i huset. Det var noget andet end vores elskede Ellen. Med Ellen sang vi altid de nyeste hit fra Ugebladet Tempo til opvasken. Den nye pige græd meget af tiden. Hun havde været forlovet med en tysk soldat, men nu havde hun tabt ringen, og han var rejst, sagde hun. Vi havde lidt ondt af hende, men forstod ikke så meget af situationen. Mor sagde, at hun var dygtig til sit arbejde. Vi savnede Ellen.
De første dage af maj sneglede sig afsted. Vi boede jo lige ved landevejen, så der kom hele tiden tyske soldater og tiggede mad. De plejede at få et stykke rugbrød med fedt og salt. De ville klappe os børn på håret og vise os fotos af deres børn. De græd tit imens. Det var ikke så rart. Vi kunne ikke gøre noget ved det, men fik måske alligevel en smule forståelse af krigens omkostninger for de enkelte soldater.
Så blev det fredag d. 4. maj. Vi hørte frihedsbudskabet i radioen om aftenen. Stor glæde blandt de voksne. Vi vidste ikke, hvad det indebar, men glædede os med. Måske også fordi vi fik lagkage og saftevand og lov til at være længe oppe. De voksne fik rigtig kaffe. Den havde de gemt til lejligheden. At dømme efter deres ansigtsudtryk, var det en skuffelse. De havde nok fået erstatningskaffe så længe, at de havde glemt, hvordan kaffe smagte.
Mellem stuehuset og maskinhuset var der en indhegnet plads. Der havde en trop tyske soldater slået sig ned. De råbte hurra, og ville holde fest. De havde hentet 2 høns i hønsehuset. Far sagde: "Lad dem bare". "Nu kan de komme hjem". De tændte bål og stegte hønsene, mens de jublede og sang. Våbnene havde de lagt i en bunke ude ved vejen. De fik nok noget at drikke, hvor de så fik det fra. Deres glæde var stor.
Endelig kunne de komme hjem til familien. - Troede de.
Vi vågnede tidligt lørdag morgen. Det var ikke en dag som alle andre. Klokken 8 ringede alle kirkeklokkerne i en time. Fredsklokker. Solen skinnede og alt var dejligt. Nu var der jo fred, så det blev besluttet, at jeg lige kunne løbe til Nexø og prøve min nye kjole. Bedstemor havde skaffet bomuldstøj fra Sverige. Af det skulle jeg have en ny sommerkjole. Den skulle Astrid Birk i Julestuen sy, for mor kunne ikke nå at få den lavet, inden vi skulle til Morfars fødselsdag d. 15. maj. Med mange formaninger om at holde mig fra grøfterne og aldrig snakke med tyske soldater sprang jeg glad afsted. Da jeg kom til Vangegemmerhuset, stod der en flok modstandsfolk med armbind, hjelme og våben. De var meget unge og virkede ret nervøse. Måske var det de ladte våben, der gjorde udslaget. De råbte mig an og spurgte, hvad jeg skulle. Det kunne jeg hurtigt forklare, og så lod de mig komme videre. På gaderne var der tyske soldater, men jeg skulle jo ud til Astrid, så jeg travede bare videre. Som vanligt fik jeg saftevand og kage efter at have prøvet kjolen, og så begav jeg mig hjemover med hilsner til familien.
Om eftermiddagen var en masse tyske flygtninge fra Østpreussen gået i land i Nexø. Nogle slog lejr i Lystskoven, andre begav sig ud på landevejen. De ville gå til Rønne for at komme videre til Tyskland.
Vi havde kakkelovn i skolen. Nogle elever blev sendt i kælderen for at hente brænde op. Vi skulle tage fra den første kasse af en række, fik vi at vide.
Det viste sig så, at den inderste brændekasse rummede en radiosender under en bunke gamle aviser. Vi havde set en sender hos vores nabosøn Filip. Han byggede sendere og Niels og jeg fik lov til at høre, hvad de kunne bruges til. Som så meget andet snakkede vi ikke om den slags i skolen, så jeg ved ikke om andre vidste, hvad det var.
Det var herligt at gå i skole. Der var ikke så langt at gå, og Edel og jeg traskede troligt afsted hver anden dag, som man gjorde den gang. Mandag, onsdag og fredag, var vores skoledage. I vores klasse var der ingen, der havde cykler. Det var svært at skaffe dæk og slanger til børnecykler under krigen. Det var en lang tur for børnene fra Lyngen at gå. De fik ofte et lift af mælkekusken om morgenen. Så det var godt at kunne komme ind i den varme skolestue og få varmen inden undervisningen begyndte.
Men det fik snart ende med den skolegang. De fleste i klassen fik mæslinger og nogle fik skarlagensfeber, så sidst i april blev skolen midlertidigt lukket. Måske var de mange tyske soldater på vejene og våben og andre militærgenstande, der lå i grøfterne -efterladt af tyske soldater, en vigtigere årsag. Men det sagde de ikke til os.
Jeg kom mig ret hurtigt af mæslingerne, så jeg græd over, at jeg ikke kunne gå i skole, husker jeg.
Vi havde fået ny ung pige i huset. Det var noget andet end vores elskede Ellen. Med Ellen sang vi altid de nyeste hit fra Ugebladet Tempo til opvasken. Den nye pige græd meget af tiden. Hun havde været forlovet med en tysk soldat, men nu havde hun tabt ringen, og han var rejst, sagde hun. Vi havde lidt ondt af hende, men forstod ikke så meget af situationen. Mor sagde, at hun var dygtig til sit arbejde. Vi savnede Ellen.
De første dage af maj sneglede sig afsted. Vi boede jo lige ved landevejen, så der kom hele tiden tyske soldater og tiggede mad. De plejede at få et stykke rugbrød med fedt og salt. De ville klappe os børn på håret og vise os fotos af deres børn. De græd tit imens. Det var ikke så rart. Vi kunne ikke gøre noget ved det, men fik måske alligevel en smule forståelse af krigens omkostninger for de enkelte soldater.
Så blev det fredag d. 4. maj. Vi hørte frihedsbudskabet i radioen om aftenen. Stor glæde blandt de voksne. Vi vidste ikke, hvad det indebar, men glædede os med. Måske også fordi vi fik lagkage og saftevand og lov til at være længe oppe. De voksne fik rigtig kaffe. Den havde de gemt til lejligheden. At dømme efter deres ansigtsudtryk, var det en skuffelse. De havde nok fået erstatningskaffe så længe, at de havde glemt, hvordan kaffe smagte.
Mellem stuehuset og maskinhuset var der en indhegnet plads. Der havde en trop tyske soldater slået sig ned. De råbte hurra, og ville holde fest. De havde hentet 2 høns i hønsehuset. Far sagde: "Lad dem bare". "Nu kan de komme hjem". De tændte bål og stegte hønsene, mens de jublede og sang. Våbnene havde de lagt i en bunke ude ved vejen. De fik nok noget at drikke, hvor de så fik det fra. Deres glæde var stor.
Endelig kunne de komme hjem til familien. - Troede de.
Vi vågnede tidligt lørdag morgen. Det var ikke en dag som alle andre. Klokken 8 ringede alle kirkeklokkerne i en time. Fredsklokker. Solen skinnede og alt var dejligt. Nu var der jo fred, så det blev besluttet, at jeg lige kunne løbe til Nexø og prøve min nye kjole. Bedstemor havde skaffet bomuldstøj fra Sverige. Af det skulle jeg have en ny sommerkjole. Den skulle Astrid Birk i Julestuen sy, for mor kunne ikke nå at få den lavet, inden vi skulle til Morfars fødselsdag d. 15. maj. Med mange formaninger om at holde mig fra grøfterne og aldrig snakke med tyske soldater sprang jeg glad afsted. Da jeg kom til Vangegemmerhuset, stod der en flok modstandsfolk med armbind, hjelme og våben. De var meget unge og virkede ret nervøse. Måske var det de ladte våben, der gjorde udslaget. De råbte mig an og spurgte, hvad jeg skulle. Det kunne jeg hurtigt forklare, og så lod de mig komme videre. På gaderne var der tyske soldater, men jeg skulle jo ud til Astrid, så jeg travede bare videre. Som vanligt fik jeg saftevand og kage efter at have prøvet kjolen, og så begav jeg mig hjemover med hilsner til familien.
Om eftermiddagen var en masse tyske flygtninge fra Østpreussen gået i land i Nexø. Nogle slog lejr i Lystskoven, andre begav sig ud på landevejen. De ville gå til Rønne for at komme videre til Tyskland.
Tysker soldater den 6. maj ved Sdr. Landevej
Om søndagen vandrede de i en endeløs række med barnevogne og rygsække og alle mulige bylter. Børn og voksne mellem hinanden. Soldater og civile tilsyneladende. Deres håbløse ansigter var skræmmende. Den stille mumlen. Det virkede uhyggeligt. Vi fik at vide, at vi skulle lade være med at se på dem. Men det var lettere sagt end gjort. Sådan så flygtninge altså ud. Det er nok det billede jeg har haft på nethinden siden, når ordet er dukket op. I radioen hørte vi, at der blev festet i København.
En underlig stemning af uhygge lå over det hele. Der kom nye flygtningeflokke. Jeg måtte lige kigge. Der havde sat sig en flok i grøften udenfor vore vinduer. En gammel mand med krykker lavet af grene, trak op i buksebenet og begyndte at fjerne nogle laser fra sin benstump. Der var blod og sår, så så jeg ikke mere, jeg besvimede. Det syn har plaget mig hele resten af mit liv og givet mig uhyggelige drømme. Resten af søndagen forløb ganske stilfærdigt. Peter, Ole og Hans Jørgen havde fået høj feber af mæslingerne, så der blev rullet ned for vinduerne, så de kunne få ro.
Mandag formiddag lidt før middag, gik jeg i gang med at dække bord, som jeg plejede. Vi spiste Klokken 12. Vores ur " gik med landet ". Dvs. en halv time foran. Som så mange gange før, bankede det på døren. Det var tre soldater, der kom for at tigge mad. De forklarede, at de kom fra Letland og så viste de os billeder af kone og børn, som de ikke anede, hvor var. De var tvunget med i den tyske hær. Mor gik i køkkenet for at smøre dem en skive rugbrød med fedt. Pludselig hørte vi flyvemaskiner. De gik i panik og råbte: " Der Ivan kommt ", så sprang de gennem huset og smækkede alle vinduer på vid gab. Mens de åbnede de sidste, hørte vi de første bomber falde. Det tog ikke lang tid, men føltes så uhyggeligt, at jeg stadig kan se det for mig.
lngen havde nået at reagere på optrinet før bomberne faldt. De prøvede at forklare, hvad det var, der skete." Jamen vi har jo fred", sagde mor og så tvivlende ud.
Soldaterne blev og gav sig til at grave en beskyttelsesgrav til os ude ved halmstakken, fordi de havde fået mad.
Ikke ret længe efter kom de første flygtninge fra Nexø. De blev kørt ud af byen og sat af udenfor os. Det var der, Nexø kommune sluttede. De var bange. Mange græd. Med sig bragte de forskellige ting, som de i en hast havde samlet i et lagen eller dynebetræk. De havde ikke haft tid til at finde tasker og kufferter frem, men bare bundet de fire hjørner sammen og taget "gjynklen" på nakken. De kunne ikke bære den ret langt, så meget af det, de havde med, blev opbevaret på loen uden lås og slå. Mange havde ikke nået at spise, så de var sultne. Vi havde lige fået to store 16 punds rugbrød om formiddagen. De blev lagt i brødmaskinen og så blev der skåret brød. En spegepølse blev hentet ned fra loftet. Smør og pålæg slap snart op, men så var der fedt og salt. Det var, hvad mange måtte nøjes med. Hvor mange der fik noget at spise, ved jeg ikke, men spisekammeret var tømt. De allerfleste begav sig videre op i landet. Vi boede jo nær landevejen, og langs den blev der skudt nogle gange. Tre-fire gamle mennesker blev hos os. Vi fik at vide, at det var bedst at flygte, men dels var der tre syge børn i huset og så de gamle mennesker, der var kommet til. Vi havde jo også dyr, så vore forældre besluttede, at vi blev. Henad aften kom bombemaskinerne tilbage og bombede endnu en gang. Vi fik aftensmad og skulle måske sove i den jordkælder ude på marken ved halmstakken, som soldaterne havde gravet. Det turde vi ikke, så vi gik i seng med tøjet på. Støvlerne stod nedenfor sengen sammen med en lommelygte. Det var uhyggeligt. Man lå og vendte og drejede sig i sengen. Verden var pludselig ikke til at finde ud af. Hvis det blev nødvendigt at flygte i løbet af natten, skulle Niels og jeg tage Peter med os og gå op til familien Larsen på Slamrabjerg. Der ville mor og far hente os, når de kom afsted med de små og de gamle. Det blev heldigvis ikke nødvendigt.
Natten blev til morgen. En dejlig morgen med solskin, men det tænkte ingen på. Jeg husker ikke, hvor vi fik brød fra, men mor har vel bagt bygbrød. Om mandagen var alt brød i hvert fald spist op. Hvede og rug havde vi ikke, det skulle afleveres. Vi havde kød i saltkarret, mælken kom ikke på mejeriet, så der var nok. Kartofler og grønsager var vi også selvforsynede med. Så mad var ikke et problem, selvom der var mange munde at mætte.
Der blev bombet igen tirsdag, denne gang med brandbomber. Folk var fortvivlede. De kunne ikke komme tilbage til deres ødelagte huse. Og nu brændte det rundt i byen. Nogle gik fra dør til dør for at høre om nogen vidste, hvor deres familie var. Telefonen virkede ikke, og vi havde ikke strøm. Der blev sat små sedler op på telefonpælene med små beskeder om, hvor man midlertidigt boede. Jeg husker en seddel, hvor nogen efterlyste en læge, for børnene var syge.
Også den dag gik til ende. Vi gik igen i seng med tøjet på. Jeg lå og vendte og drejede mig og kunne ikke sove. Så kom mor og sagde, at jeg skulle gå med hende op på loftet. Vi kikkede ud ad gavlvinduet. Der stod vi så og så Nexø brænde. Det var uhyggeligt. Et kæmpebål oplyste forårsnatten, og foran så vi Savmøllen, som et sort skelet. Havet var ganske oplyst i røde og lilla farver. Lyden var en uhyggelig knitren og buldren til alle sider. Men også et brølende flammehav. Jeg ved ikke hvor længe vi stod der. Tiden stod stille. Jeg kan se det for mig stadigvæk.
Alting var underligt, men der var jo en almindelig hverdag, der skulle fungere. Det gjorde den så på de betingelser, der var. Om eftermiddagen besluttede mor og far, at de måtte prøve at få den gamle senile kone, der var flyttet ind, på alderdomshjem. Vi var ved at være overfaldet af hendes lopper. Drengene havde bid overalt, og sammen med deres mæslinger var det en besværlig kombination, der gav mere feber.
Snart efter de havde forladt huset, drejede en lille lastbil ind på gårdspladsen. Ud kom nogle frihedskæmpere, ganske unge. De bankede hårdt på døren. Jeg lukkede op. Udenfor stod de med pistoler og forlangte at komme til at snakke med vores unge pige. En af dem pegede direkte på mig med sin pistol. Jeg har aldrig glemt ham. Han er ikke kommet i bestyrelser og byråd med min stemme. Nok var han ung og nervøs, men hans opførsel var utilgivelig. Pigen gemte sig, men de gik huset igennem og fandt hende. Uden videre slæbte de hende ud til lastbilen og smed hende på ladet. Uden at sige andet end "Feltmadras", kørte de med hende. Formodentlig anede de ikke, at vi børn var ene hjemme. Det var ret uhyggeligt. Vi fik siden at vide, at hun sammen med mange andre blev kørt til Rønne. Der blev hun klippet skaldet med et hagekors i nakken og fik et skilt med ordet ”FeItmadras" hængt om halsen. Vi har aldrig set hende siden. Jeg håber at hun har haft et godt liv. Hendes mor kom grædende og hentede hendes ting. Far og mor prøvede at trøste hende, så godt de kunne.
Den gamle dame kom på plejehjem, og mor kæmpede med at udrydde lopperne, det var ikke helt let.
Næste dag skulle far, som alle andre stille med heste og vogn for at hjælpe med oprydningen i Nexø. De skovlede murbrokker op og kørte dem i Ålehavet. Det er det anlæg ude ved roklubben. Det var dengang en sump, som så blev fyldt op.
Hjemme var det tid at se bygningerne rigtigt efter. Det viste sig at gavlen i laden havde fået store revner. De blev midlertidigt lappede. Det var svært at få cement. Nogle tagsten lå løse, men vi var sluppet for knuste vinduer, så vi havde ikke brædder for vinduerne, som de fleste andre.
På marken og i grøfterne kunne vi samle patronhylstre op. De var af messing og ca. 20 cm høje. Vi havde, som alle andre en del, men hvor de er blevet af, ved jeg ikke. Mor nægtede at bruge dem som lysestager.
Efter et par dage fik vi, Niels og jeg, lov til at komme med far til Nexø. Han syntes vi skulle se, hvordan der så ud. Det var ikke til at tro, at det var den by, vi kendte. Vi drejede ud ad Gl. Postvej. Havnegade var stadig lukket. Der var faldet en bombe midt i vejen. De nye huse på Gl. Postvej var gennemhullet af skud. Vinduer var ødelagt, døre knust. Der var huller i væggene. Jeg husker at der i et af husene stod en halv sovsekande midt på et dækket bord.
Rundt om i gaden svævede dun fra dyner, der var brugt som beskyttelse og som var beskudt senere. Det hele virkede som en underlig drøm.
Jeg kan ikke huske, hvad vej vi kørte. Intet så ud som det plejede, men vi skulle op til min faster og onkel på Nørremølle. Deres hus var beboeligt, men noget medtaget. lkke alle vinduer havde klaret bragene og lufttrykket, så de havde plader for nogle. Kælderdøren var også medtagen. De havde det dog godt og havde mad nok. De havde ingen flygtninge, de boede jo i udkanten af byen.
Langsomt, og ved fælles hjælp blev husene repareret, så mange kunne flytte tilbage og bo måske kun i vaskehuset i første omgang. Det var ikke så let at skaffe byggematerialer til at reparere med. Mange huse måtte rives ned, før man kunne bygge et nyt hus. Der blev arbejdet som aldrig før. Svenskebyen voksede frem. Der var boliger til 75 familier, hvis huse var ødelagt. Masser af bygningsarbejdere fra hele landet strømmede til.
De fleste butikker var ødelagt, så der var midlertidige butikker i skure og lagerbygninger. Det var en underlig tid. Kirken og skolen var også ødelagt, så der gik lang tid før de kunne bruges.
Vi begyndte først i skole i Bodilsker igen en gang i september. Skolen havde ikke lidt overlast, kun huset flygtninge fra Nexø. Hvornår de kom i gang i Nexø skole, ved jeg ikke.
En underlig stemning af uhygge lå over det hele. Der kom nye flygtningeflokke. Jeg måtte lige kigge. Der havde sat sig en flok i grøften udenfor vore vinduer. En gammel mand med krykker lavet af grene, trak op i buksebenet og begyndte at fjerne nogle laser fra sin benstump. Der var blod og sår, så så jeg ikke mere, jeg besvimede. Det syn har plaget mig hele resten af mit liv og givet mig uhyggelige drømme. Resten af søndagen forløb ganske stilfærdigt. Peter, Ole og Hans Jørgen havde fået høj feber af mæslingerne, så der blev rullet ned for vinduerne, så de kunne få ro.
Mandag formiddag lidt før middag, gik jeg i gang med at dække bord, som jeg plejede. Vi spiste Klokken 12. Vores ur " gik med landet ". Dvs. en halv time foran. Som så mange gange før, bankede det på døren. Det var tre soldater, der kom for at tigge mad. De forklarede, at de kom fra Letland og så viste de os billeder af kone og børn, som de ikke anede, hvor var. De var tvunget med i den tyske hær. Mor gik i køkkenet for at smøre dem en skive rugbrød med fedt. Pludselig hørte vi flyvemaskiner. De gik i panik og råbte: " Der Ivan kommt ", så sprang de gennem huset og smækkede alle vinduer på vid gab. Mens de åbnede de sidste, hørte vi de første bomber falde. Det tog ikke lang tid, men føltes så uhyggeligt, at jeg stadig kan se det for mig.
lngen havde nået at reagere på optrinet før bomberne faldt. De prøvede at forklare, hvad det var, der skete." Jamen vi har jo fred", sagde mor og så tvivlende ud.
Soldaterne blev og gav sig til at grave en beskyttelsesgrav til os ude ved halmstakken, fordi de havde fået mad.
Ikke ret længe efter kom de første flygtninge fra Nexø. De blev kørt ud af byen og sat af udenfor os. Det var der, Nexø kommune sluttede. De var bange. Mange græd. Med sig bragte de forskellige ting, som de i en hast havde samlet i et lagen eller dynebetræk. De havde ikke haft tid til at finde tasker og kufferter frem, men bare bundet de fire hjørner sammen og taget "gjynklen" på nakken. De kunne ikke bære den ret langt, så meget af det, de havde med, blev opbevaret på loen uden lås og slå. Mange havde ikke nået at spise, så de var sultne. Vi havde lige fået to store 16 punds rugbrød om formiddagen. De blev lagt i brødmaskinen og så blev der skåret brød. En spegepølse blev hentet ned fra loftet. Smør og pålæg slap snart op, men så var der fedt og salt. Det var, hvad mange måtte nøjes med. Hvor mange der fik noget at spise, ved jeg ikke, men spisekammeret var tømt. De allerfleste begav sig videre op i landet. Vi boede jo nær landevejen, og langs den blev der skudt nogle gange. Tre-fire gamle mennesker blev hos os. Vi fik at vide, at det var bedst at flygte, men dels var der tre syge børn i huset og så de gamle mennesker, der var kommet til. Vi havde jo også dyr, så vore forældre besluttede, at vi blev. Henad aften kom bombemaskinerne tilbage og bombede endnu en gang. Vi fik aftensmad og skulle måske sove i den jordkælder ude på marken ved halmstakken, som soldaterne havde gravet. Det turde vi ikke, så vi gik i seng med tøjet på. Støvlerne stod nedenfor sengen sammen med en lommelygte. Det var uhyggeligt. Man lå og vendte og drejede sig i sengen. Verden var pludselig ikke til at finde ud af. Hvis det blev nødvendigt at flygte i løbet af natten, skulle Niels og jeg tage Peter med os og gå op til familien Larsen på Slamrabjerg. Der ville mor og far hente os, når de kom afsted med de små og de gamle. Det blev heldigvis ikke nødvendigt.
Natten blev til morgen. En dejlig morgen med solskin, men det tænkte ingen på. Jeg husker ikke, hvor vi fik brød fra, men mor har vel bagt bygbrød. Om mandagen var alt brød i hvert fald spist op. Hvede og rug havde vi ikke, det skulle afleveres. Vi havde kød i saltkarret, mælken kom ikke på mejeriet, så der var nok. Kartofler og grønsager var vi også selvforsynede med. Så mad var ikke et problem, selvom der var mange munde at mætte.
Der blev bombet igen tirsdag, denne gang med brandbomber. Folk var fortvivlede. De kunne ikke komme tilbage til deres ødelagte huse. Og nu brændte det rundt i byen. Nogle gik fra dør til dør for at høre om nogen vidste, hvor deres familie var. Telefonen virkede ikke, og vi havde ikke strøm. Der blev sat små sedler op på telefonpælene med små beskeder om, hvor man midlertidigt boede. Jeg husker en seddel, hvor nogen efterlyste en læge, for børnene var syge.
Også den dag gik til ende. Vi gik igen i seng med tøjet på. Jeg lå og vendte og drejede mig og kunne ikke sove. Så kom mor og sagde, at jeg skulle gå med hende op på loftet. Vi kikkede ud ad gavlvinduet. Der stod vi så og så Nexø brænde. Det var uhyggeligt. Et kæmpebål oplyste forårsnatten, og foran så vi Savmøllen, som et sort skelet. Havet var ganske oplyst i røde og lilla farver. Lyden var en uhyggelig knitren og buldren til alle sider. Men også et brølende flammehav. Jeg ved ikke hvor længe vi stod der. Tiden stod stille. Jeg kan se det for mig stadigvæk.
Alting var underligt, men der var jo en almindelig hverdag, der skulle fungere. Det gjorde den så på de betingelser, der var. Om eftermiddagen besluttede mor og far, at de måtte prøve at få den gamle senile kone, der var flyttet ind, på alderdomshjem. Vi var ved at være overfaldet af hendes lopper. Drengene havde bid overalt, og sammen med deres mæslinger var det en besværlig kombination, der gav mere feber.
Snart efter de havde forladt huset, drejede en lille lastbil ind på gårdspladsen. Ud kom nogle frihedskæmpere, ganske unge. De bankede hårdt på døren. Jeg lukkede op. Udenfor stod de med pistoler og forlangte at komme til at snakke med vores unge pige. En af dem pegede direkte på mig med sin pistol. Jeg har aldrig glemt ham. Han er ikke kommet i bestyrelser og byråd med min stemme. Nok var han ung og nervøs, men hans opførsel var utilgivelig. Pigen gemte sig, men de gik huset igennem og fandt hende. Uden videre slæbte de hende ud til lastbilen og smed hende på ladet. Uden at sige andet end "Feltmadras", kørte de med hende. Formodentlig anede de ikke, at vi børn var ene hjemme. Det var ret uhyggeligt. Vi fik siden at vide, at hun sammen med mange andre blev kørt til Rønne. Der blev hun klippet skaldet med et hagekors i nakken og fik et skilt med ordet ”FeItmadras" hængt om halsen. Vi har aldrig set hende siden. Jeg håber at hun har haft et godt liv. Hendes mor kom grædende og hentede hendes ting. Far og mor prøvede at trøste hende, så godt de kunne.
Den gamle dame kom på plejehjem, og mor kæmpede med at udrydde lopperne, det var ikke helt let.
Næste dag skulle far, som alle andre stille med heste og vogn for at hjælpe med oprydningen i Nexø. De skovlede murbrokker op og kørte dem i Ålehavet. Det er det anlæg ude ved roklubben. Det var dengang en sump, som så blev fyldt op.
Hjemme var det tid at se bygningerne rigtigt efter. Det viste sig at gavlen i laden havde fået store revner. De blev midlertidigt lappede. Det var svært at få cement. Nogle tagsten lå løse, men vi var sluppet for knuste vinduer, så vi havde ikke brædder for vinduerne, som de fleste andre.
På marken og i grøfterne kunne vi samle patronhylstre op. De var af messing og ca. 20 cm høje. Vi havde, som alle andre en del, men hvor de er blevet af, ved jeg ikke. Mor nægtede at bruge dem som lysestager.
Efter et par dage fik vi, Niels og jeg, lov til at komme med far til Nexø. Han syntes vi skulle se, hvordan der så ud. Det var ikke til at tro, at det var den by, vi kendte. Vi drejede ud ad Gl. Postvej. Havnegade var stadig lukket. Der var faldet en bombe midt i vejen. De nye huse på Gl. Postvej var gennemhullet af skud. Vinduer var ødelagt, døre knust. Der var huller i væggene. Jeg husker at der i et af husene stod en halv sovsekande midt på et dækket bord.
Rundt om i gaden svævede dun fra dyner, der var brugt som beskyttelse og som var beskudt senere. Det hele virkede som en underlig drøm.
Jeg kan ikke huske, hvad vej vi kørte. Intet så ud som det plejede, men vi skulle op til min faster og onkel på Nørremølle. Deres hus var beboeligt, men noget medtaget. lkke alle vinduer havde klaret bragene og lufttrykket, så de havde plader for nogle. Kælderdøren var også medtagen. De havde det dog godt og havde mad nok. De havde ingen flygtninge, de boede jo i udkanten af byen.
Langsomt, og ved fælles hjælp blev husene repareret, så mange kunne flytte tilbage og bo måske kun i vaskehuset i første omgang. Det var ikke så let at skaffe byggematerialer til at reparere med. Mange huse måtte rives ned, før man kunne bygge et nyt hus. Der blev arbejdet som aldrig før. Svenskebyen voksede frem. Der var boliger til 75 familier, hvis huse var ødelagt. Masser af bygningsarbejdere fra hele landet strømmede til.
De fleste butikker var ødelagt, så der var midlertidige butikker i skure og lagerbygninger. Det var en underlig tid. Kirken og skolen var også ødelagt, så der gik lang tid før de kunne bruges.
Vi begyndte først i skole i Bodilsker igen en gang i september. Skolen havde ikke lidt overlast, kun huset flygtninge fra Nexø. Hvornår de kom i gang i Nexø skole, ved jeg ikke.
Russisk hestevogn uden for Nexø
Dagene gik. Der kom russiske soldater på vejene. De kørte i små hestevogne med stavseletøj. De var næsten altid fulde. Hvis de ikke sov, sad de og sang deres hjemlands vemodige sange. Vi var bange for dem. De store drenge bildte os ind, at de fangede små piger og steget dem på bål, før de spiste dem. Vore forældre forklarede os, at de var fredelige nok, men skrækken sad i os. Vi så at de havde hele armen fuld af ure, som de havde stjålet, og gik med cykler på nakken, som de også havde stjålet. De drak alt, hvad der var i flasker. Den første tid de var her, var meget utryg for os børn. Men det bliver en eller anden slags hverdag igen. Der er dog stadig en stemme i mig, der siger, at man ikke kan stole på en russer.
Vi skulle på vor årlige sommerudflugt med familien. Alle børnene blev samlet i vores ponyvogn, far, Niels og Peter sad på bukken og resten tæt pakket nede i vognen. Madkurvene var med. De voksne cyklede. Alt var som det plejede. Da vi kom til Dueodde blev vi standset af russiske vagter. De havde hovedkvarter på hotel Dueodde. Vi blev skrækslagne, da de svært bevæbnede vagter greb i hestenes tøjler og vendte vognen om. Det var forbudt område, forklarede de. Vi kørte videre til Egilsholm, men skrækken sad i os børn længe efter turen. Det blev i sandhed en uforglemmelig tur, trods vore bedsteforældres tapre forsøg på, at få det til at ligne en af de festlige ture, vi plejede at have, hver sommer.
Øjenvidneberetning af Inger Jessen, født Hansen på Aspesbakke.
Vi skulle på vor årlige sommerudflugt med familien. Alle børnene blev samlet i vores ponyvogn, far, Niels og Peter sad på bukken og resten tæt pakket nede i vognen. Madkurvene var med. De voksne cyklede. Alt var som det plejede. Da vi kom til Dueodde blev vi standset af russiske vagter. De havde hovedkvarter på hotel Dueodde. Vi blev skrækslagne, da de svært bevæbnede vagter greb i hestenes tøjler og vendte vognen om. Det var forbudt område, forklarede de. Vi kørte videre til Egilsholm, men skrækken sad i os børn længe efter turen. Det blev i sandhed en uforglemmelig tur, trods vore bedsteforældres tapre forsøg på, at få det til at ligne en af de festlige ture, vi plejede at have, hver sommer.
Øjenvidneberetning af Inger Jessen, født Hansen på Aspesbakke.
