Liseruten
Carl og modstandsbevægelsen
S/S Carl på vej gennem Falsterbokanalen
»Carl« kom til at spille en rolle for modstandsbevægelsen under krigen
Kaptajn Ove Hansen, der dengang sejlede som styrmand på »Carl« fortæller om, hvordan man samarbejdede med modstandsbevægelsen på en måde, som tyskerne aldrig opdagede.Den lokale forbindelse med modstandsbevægelsen skete gennem »Berlingermunk« alias Sv. Aage Munck, forretningsfører ved Berlingske Tidende. Han var gift med en datter fra Maglegård ved Bølshavn og kom derfor ofte til Bølshavn. Ove Hansen har også besøgt ham på »Berlingeren«. Senere var han i Sverige. Det var mest fra ham, ordrerne blev modtaget. Han bor nu i Rø.
Til at begynde med sprang de flygtende over bord, og nogle klarede sig i land, men andre kom i skruen og omkom.
Det foregik ved indsejlingerne til Falsterbokanalen. Det gik en tid, men så kom der kontrol, men »Carl« havde nået at få en del jøder til Sverige forinden.
»Carl« havde dæknavnet »Lise« og Munch navnet »Vase«.
Der kom svensk politi om bord samtidig med lodsen, og alle åbninger, hvorfra man kunne se kanalen, blev lukkede, men alligevel klarede man at udrette meget.
- Alle skulle have et særligt identitetskort med navn og billede, og de blev kontrolleret ved afgangen og ankomsten fra København og Bornholm. Men i kanalen blev der byttet om, sådan at en person, der nogenlunde lignede den, der gik i land, i stedet kom om bord, for antallet skulle passe. Der var samme navn som før, men med den nyes eget billede på. Når de kom til ankomsthavnen, stod passageren på listen som han skulle, og der var ingen problemer med det, fortæller Ove Hansen. Det gik vældig godt, og det blev aldrig opdaget.
Vi havde en postkasse om bord mellem København og Bornholm, og den postkasse havde jeg nøglen til. Alle de breve, der skulle til Sverige, puttede vi bare i postkassen. Den var jo låst og lukket, der kunne jeg skam ikke komme i. Når vi kom til Sverige, lukkede vi postkassen op, og de breve, der skulle til Sverige, kom til Sverige.
Vi måtte undertiden afvise folk, der ville til Sverige, fordi vi først skulle have grønt lys fra modstandsbevægelsen. Sommetider havde vi jøder eller andre med for egen regning. I et rum forude, der blev brugt til alt muligt ragelse, puttede vi dem ned og smed pressenninger og andet over dem - møgbeskidte blev de, men det måtte de jo finde sig i. Vi blev aldrig udsat for eftersyn af tyske krigsfartøjer, vi var jo i forvejen kontrollerede i havnene.
Til sidst var der alligevel ved at komme problemer. Lige før krigens slut blev vi taget til Malmö, fordi man i Sverige havde hørt, at tyskerne ville tage os. Dengang var der en hel flok, der kom vadende om bord med maskinpistoler og det hele, og vi kunne jo godt se, hvad det var for nogle fyre.
I Gudhjem var der en meget, meget nidkær tysker. Han var på tæerne som bare pokker, men han blev snydt alligevel. Det var politiet, der var mester for det.
Senere havde jeg på min kappe englændere med til Sverige. Når de kom om bord og snakkede, kunne jeg godt høre, de var englændere, men vi havde redningsbådene stående på dækket, og foran dem var der en skjult plads, hvor aldrig nogen kikkede. Redningsbådene blev altid undersøgt, og havde de fundet blinde passagerer foran redningsbådene, var det ikke noget, jeg kunne have ansvar for.
Ove Hansen var leder af dette spil i fuldt samarbejde med kaptajnerne Clausen og Jensen, og også alle folkene var med. Man var enige om, at ingen skulle fortælle noget, heller ikke til deres koner. Ove Hansen var lidt bange for en 15-årig »messepeter«, men han sagde heller ikke noget. Så vidt han ved, kom der aldrig noget ud.
Folkene hjalp til om bord, og udskiftningen blev ordnet gennem en luge på mellemdækket, mens alle passagerer, deriblandt også tyskere, var lukket inde.
Reklamekonsulent Eric Lagergren, Bølshavn, der var en af de »blinde« passagerer, fortæller, at overbetjent Dinesen, St. Kongensgade station, sejlede med »Carl«, og han gemte ofte modstandsfolk i sin kahyt. Han udrettede et stort arbejde i denne sag.
Kaptajn Ove Hansen, der dengang sejlede som styrmand på »Carl« fortæller om, hvordan man samarbejdede med modstandsbevægelsen på en måde, som tyskerne aldrig opdagede.Den lokale forbindelse med modstandsbevægelsen skete gennem »Berlingermunk« alias Sv. Aage Munck, forretningsfører ved Berlingske Tidende. Han var gift med en datter fra Maglegård ved Bølshavn og kom derfor ofte til Bølshavn. Ove Hansen har også besøgt ham på »Berlingeren«. Senere var han i Sverige. Det var mest fra ham, ordrerne blev modtaget. Han bor nu i Rø.
Til at begynde med sprang de flygtende over bord, og nogle klarede sig i land, men andre kom i skruen og omkom.
Det foregik ved indsejlingerne til Falsterbokanalen. Det gik en tid, men så kom der kontrol, men »Carl« havde nået at få en del jøder til Sverige forinden.
»Carl« havde dæknavnet »Lise« og Munch navnet »Vase«.
Der kom svensk politi om bord samtidig med lodsen, og alle åbninger, hvorfra man kunne se kanalen, blev lukkede, men alligevel klarede man at udrette meget.
- Alle skulle have et særligt identitetskort med navn og billede, og de blev kontrolleret ved afgangen og ankomsten fra København og Bornholm. Men i kanalen blev der byttet om, sådan at en person, der nogenlunde lignede den, der gik i land, i stedet kom om bord, for antallet skulle passe. Der var samme navn som før, men med den nyes eget billede på. Når de kom til ankomsthavnen, stod passageren på listen som han skulle, og der var ingen problemer med det, fortæller Ove Hansen. Det gik vældig godt, og det blev aldrig opdaget.
Vi havde en postkasse om bord mellem København og Bornholm, og den postkasse havde jeg nøglen til. Alle de breve, der skulle til Sverige, puttede vi bare i postkassen. Den var jo låst og lukket, der kunne jeg skam ikke komme i. Når vi kom til Sverige, lukkede vi postkassen op, og de breve, der skulle til Sverige, kom til Sverige.
Vi måtte undertiden afvise folk, der ville til Sverige, fordi vi først skulle have grønt lys fra modstandsbevægelsen. Sommetider havde vi jøder eller andre med for egen regning. I et rum forude, der blev brugt til alt muligt ragelse, puttede vi dem ned og smed pressenninger og andet over dem - møgbeskidte blev de, men det måtte de jo finde sig i. Vi blev aldrig udsat for eftersyn af tyske krigsfartøjer, vi var jo i forvejen kontrollerede i havnene.
Til sidst var der alligevel ved at komme problemer. Lige før krigens slut blev vi taget til Malmö, fordi man i Sverige havde hørt, at tyskerne ville tage os. Dengang var der en hel flok, der kom vadende om bord med maskinpistoler og det hele, og vi kunne jo godt se, hvad det var for nogle fyre.
I Gudhjem var der en meget, meget nidkær tysker. Han var på tæerne som bare pokker, men han blev snydt alligevel. Det var politiet, der var mester for det.
Senere havde jeg på min kappe englændere med til Sverige. Når de kom om bord og snakkede, kunne jeg godt høre, de var englændere, men vi havde redningsbådene stående på dækket, og foran dem var der en skjult plads, hvor aldrig nogen kikkede. Redningsbådene blev altid undersøgt, og havde de fundet blinde passagerer foran redningsbådene, var det ikke noget, jeg kunne have ansvar for.
Ove Hansen var leder af dette spil i fuldt samarbejde med kaptajnerne Clausen og Jensen, og også alle folkene var med. Man var enige om, at ingen skulle fortælle noget, heller ikke til deres koner. Ove Hansen var lidt bange for en 15-årig »messepeter«, men han sagde heller ikke noget. Så vidt han ved, kom der aldrig noget ud.
Folkene hjalp til om bord, og udskiftningen blev ordnet gennem en luge på mellemdækket, mens alle passagerer, deriblandt også tyskere, var lukket inde.
Reklamekonsulent Eric Lagergren, Bølshavn, der var en af de »blinde« passagerer, fortæller, at overbetjent Dinesen, St. Kongensgade station, sejlede med »Carl«, og han gemte ofte modstandsfolk i sin kahyt. Han udrettede et stort arbejde i denne sag.
Kilde: Det Østbornholmske Dampskibsselskab's 100 års jubilæumsskrift
S/S Carl laster i Havnegade i København
S/S Carl i Nexø Havn efter hun fik lukket styrehus på i 1944, i forgrunden Villig der også var en vigtig brik i sejladsen med flygtninge.
S/S Carl i Nexø Havn efter hun fik lukket styrehus på i 1944, i forgrunden Villig der også var en vigtig brik i sejladsen med flygtninge.
