Historien om S/S Erna
Bygget i Malmø 1877. 193 tons. Forlist på Falsterbo rev 15 dec. 1897
Ved selskabets stiftende generalforsamling den 4. april 1876 meddelte borgerkaptajn O. E. Sonne som midlertidig ordstyrer, at der var sluttet kontrakt med Kockums mekaniske værksted i Malmø om levering af et jerndampskib.
Skibet fik navnet »Erna«. Det kom på sin første sejlads 14. marts 1877. I 1897 den 15. december forliste det ved Falsterbo og måtte opgives.
»Dampskibet »Erna« blev et rigtigt godt Skib«, skriver O. E. Sonne i sine erindringer, »og det skønt mange i Begyndelsen ytrede Tvivl om, at det nogensinde ville kunne betale sig. I 1884 var Mængden af Gods taget saa meget til, at »Erna« ikke alene kunde bestride Fragten. I 1885 besluttedes det at bygge »Jarl«. Det var ogsaa et godt Skib, men det bruger for mange Kul, og jeg var mest stemt for at bygge Skibet aldeles som »Erna«, der i alt havde vist sig hensigtsmæssig.«
I 1890 blev «Erna« påsejlet ud for Falsterbo af barkskibet »Oscar Georg« af Mariahamn. Alt midtskibs blev revet bort, og alle måtte i bådene og sejlede ind til den svenske kyst. »Erna« var svært beskadiget, men blev repareret. Det skete et par måneder før »Jarl«s forlis.
I årene 1890-97 var »Erna« ude for mange uheld.
I 1897 grundstødte det ved Falsterbo. Det sank og måtte senere opgives.
Her gengives efter dagens avis, hvad der skete:
Berlingske Tidende den 16/12 1897:
»Kl. 9 i Tirsdags Aftes (14/12) forlod »Erna«, ført af Kaptajn Ipsen, Hasle for at begive sig til Kjøbenhavn. Ombord i Damperen befandt sig ialt 21 Mennesker af hvilke de 9 vare Passagerer. Desuden havde »Erna« en betydelig Last, saaledes var en Mængde Kreaturer og Svin opstaldet midtskibs paa Dækket. I Kahytten havde de kvindelige Passagerer, 5 i Tallet, begivet sig til Ro. Her befandt sig tillige et lille Barn. Vejret var, da man kom længere ud i Søen, stærkt taaget. I Kahytten havde man lagt sig til hvile, og der sporedes ombord i den første Del af Natten ingen anden Forstyrrelse, end at en af Kalvene faldt ned i Restaurationsrummet, hvorfra den med Besvær igen bragtes op paa Dækket. (Kalvene gik løse paa Dækket)
Men Kl. 3,30 vækkedes alle, der havde søgt Hvile under Dækket, ved et iøvrigt ikke særligt kraftigt Stød. Man forstod derfor ikke ret, hvad der i Virkeligheden var gaaet for sig, før man paa Dækket hørte Raabet »Klar ved Baadene«.
Kaptajn Ipsen var i det Øjeblik, »Erna« grundstødte paa Revet, selv paa Kommandobroen, hvor han nogen Tid i' Forvejen selv havde overtaget Vagten. Han saa øjeblikkelig Faren, og gav da Ordre til at gøre Baadene klar.
Raabet skræmmede i et nu alle Passagerer op paa Dækket. Flere af de kvindelige Passagerer saavelsom Barnet vare kun iførte Natdragter, og skrækslagne foer de i Nattens Mørke om paa det af Søerne overskyllede Dæk.
Kaptajnen lod pejle Pumperne. Det viste sig, at Vandet steg mere og mere i »Erna«. Efter omtrent 5 Minutters Forløb var det naaet helt op i Salonen.
Saavel Kaptajnen som Mandskabet udviste den største Ro, og det lykkedes dem da ogsaa tildels at berolige de forfærdede Passagerer. Hurtig og let bleve »Erna«s 2 Baade klargjorte og firede ned i Søen, og de Ombordværende tog Plads i dem. Den ene af Baadene førtes af »Erna«s Kaptajn og Styrmand, den anden af en Styrmand, der tilfældigvis befandt sig om Bord som Passager.
»Erna« havde efter det første Stød løsnet sig fra Grunden og var drevet noget udefter, men kort efter førtes det atter ud paa Revet og huggede sig fast. Det var den indtrængende Vandmasse der tvang Skibet længere og længere nedefter. Snart ragede kun Skorstenen og de 2 Master over Søen, der brød sig skummende hen over det forliste Skib.
De to Baade holdt sig paa Kaptajnens Ordre saa længe som muligt i Nærheden af Damperen. Der kunde jo endnu være en Mulighed for, at Skaden ikke var større, end at man igen kunde bjærge sig om Bord. Men dette Haab svandt hurtigt.
De ombordværende kvindelige Passagerer havde i Skyndingen kun faaet Tid til at kaste en Kappe eller en Kaabe om sig. Kaptajnen havde kastet en Pelsfrakke ned i en af Baadene, og den kom Kvinderne godt til Hjælp i den kolde Nat.
Et sørgeligt Syn var det, da »Erna« var sunket, at se Kreaturerne, der havde staaet frit paa Dækket i Baadene, omkomme i Bølgerne. Flere af Kalvene kom svømmende hen til Baadene, men naturligvis var det en Umulighed at optage dem i de opfyldte Baade, hvis Passagerers Frelse tilmed var tvivlsom. Det uhyggelige Syn af de druknende Dyr akkompagneredes derhos af Brølene fra en stor svensk Tyr, der havde været om Bord og nu laa kæmpende i Vandet. Det var Brøl, der yderligere øgede Nattens Rædsler.
Da hver Mulighed for atter at komme om Bord i »Erna« var opgivet, gav Kaptajn Ipsen Ordre til begge Baade om at ro ind mod Land. Saavidt man kunde formode, var der dertil Omtrent 3 Kvartmil fra Strandingsstedet. Desuden beordredes det, at Baadene saavidt muligt kunde holde sig i Nærheden af hinanden med Kaptajnens Baad som den forreste. Det lykkedes da ogsaa paa Grund af et svagt Maanelys der skar gennem Mørket og Taagen.
Da man var kommen i Nærheden af Land, vovede man dog ikke straks at gaa ind, idet Brændingen jog store hvidskummende Braadsøer hen mod Kystlandet.
Man øjnede Landet omtrent Kl. 5,30, men holdt sig endnu i flere Timer paa Afstand.
Passagererne, navnlig Kvinderne, led meget. Vandet skyllede over og ind i de smaa Baade, og de Skibbrudne døjede stærkt af Kulden halv paaklædte som de fleste af dem vare.
Endelig kom den længselsfuldt ventede Morgen. Kaptajnen foretog først Landingen med sin Baad, idet han gav Ordre til den anden Baad om at følge efter, naar han lykkelig var landet. Landgangen gik heldigt for sig. Baaden stødte paa Bredden, og de Ombordværende vadede ind til Kysten.
Dennes Beboere vare imidlertid blevne opmærksomme paa de Skibbrudne, og ved Tilraab og Tegn anviste de dem Landingens Sted. Det var dengang omtrent ved Kl. 8,30 Tiden om Morgenen.
Skibet fik navnet »Erna«. Det kom på sin første sejlads 14. marts 1877. I 1897 den 15. december forliste det ved Falsterbo og måtte opgives.
»Dampskibet »Erna« blev et rigtigt godt Skib«, skriver O. E. Sonne i sine erindringer, »og det skønt mange i Begyndelsen ytrede Tvivl om, at det nogensinde ville kunne betale sig. I 1884 var Mængden af Gods taget saa meget til, at »Erna« ikke alene kunde bestride Fragten. I 1885 besluttedes det at bygge »Jarl«. Det var ogsaa et godt Skib, men det bruger for mange Kul, og jeg var mest stemt for at bygge Skibet aldeles som »Erna«, der i alt havde vist sig hensigtsmæssig.«
I 1890 blev «Erna« påsejlet ud for Falsterbo af barkskibet »Oscar Georg« af Mariahamn. Alt midtskibs blev revet bort, og alle måtte i bådene og sejlede ind til den svenske kyst. »Erna« var svært beskadiget, men blev repareret. Det skete et par måneder før »Jarl«s forlis.
I årene 1890-97 var »Erna« ude for mange uheld.
I 1897 grundstødte det ved Falsterbo. Det sank og måtte senere opgives.
Her gengives efter dagens avis, hvad der skete:
Berlingske Tidende den 16/12 1897:
»Kl. 9 i Tirsdags Aftes (14/12) forlod »Erna«, ført af Kaptajn Ipsen, Hasle for at begive sig til Kjøbenhavn. Ombord i Damperen befandt sig ialt 21 Mennesker af hvilke de 9 vare Passagerer. Desuden havde »Erna« en betydelig Last, saaledes var en Mængde Kreaturer og Svin opstaldet midtskibs paa Dækket. I Kahytten havde de kvindelige Passagerer, 5 i Tallet, begivet sig til Ro. Her befandt sig tillige et lille Barn. Vejret var, da man kom længere ud i Søen, stærkt taaget. I Kahytten havde man lagt sig til hvile, og der sporedes ombord i den første Del af Natten ingen anden Forstyrrelse, end at en af Kalvene faldt ned i Restaurationsrummet, hvorfra den med Besvær igen bragtes op paa Dækket. (Kalvene gik løse paa Dækket)
Men Kl. 3,30 vækkedes alle, der havde søgt Hvile under Dækket, ved et iøvrigt ikke særligt kraftigt Stød. Man forstod derfor ikke ret, hvad der i Virkeligheden var gaaet for sig, før man paa Dækket hørte Raabet »Klar ved Baadene«.
Kaptajn Ipsen var i det Øjeblik, »Erna« grundstødte paa Revet, selv paa Kommandobroen, hvor han nogen Tid i' Forvejen selv havde overtaget Vagten. Han saa øjeblikkelig Faren, og gav da Ordre til at gøre Baadene klar.
Raabet skræmmede i et nu alle Passagerer op paa Dækket. Flere af de kvindelige Passagerer saavelsom Barnet vare kun iførte Natdragter, og skrækslagne foer de i Nattens Mørke om paa det af Søerne overskyllede Dæk.
Kaptajnen lod pejle Pumperne. Det viste sig, at Vandet steg mere og mere i »Erna«. Efter omtrent 5 Minutters Forløb var det naaet helt op i Salonen.
Saavel Kaptajnen som Mandskabet udviste den største Ro, og det lykkedes dem da ogsaa tildels at berolige de forfærdede Passagerer. Hurtig og let bleve »Erna«s 2 Baade klargjorte og firede ned i Søen, og de Ombordværende tog Plads i dem. Den ene af Baadene førtes af »Erna«s Kaptajn og Styrmand, den anden af en Styrmand, der tilfældigvis befandt sig om Bord som Passager.
»Erna« havde efter det første Stød løsnet sig fra Grunden og var drevet noget udefter, men kort efter førtes det atter ud paa Revet og huggede sig fast. Det var den indtrængende Vandmasse der tvang Skibet længere og længere nedefter. Snart ragede kun Skorstenen og de 2 Master over Søen, der brød sig skummende hen over det forliste Skib.
De to Baade holdt sig paa Kaptajnens Ordre saa længe som muligt i Nærheden af Damperen. Der kunde jo endnu være en Mulighed for, at Skaden ikke var større, end at man igen kunde bjærge sig om Bord. Men dette Haab svandt hurtigt.
De ombordværende kvindelige Passagerer havde i Skyndingen kun faaet Tid til at kaste en Kappe eller en Kaabe om sig. Kaptajnen havde kastet en Pelsfrakke ned i en af Baadene, og den kom Kvinderne godt til Hjælp i den kolde Nat.
Et sørgeligt Syn var det, da »Erna« var sunket, at se Kreaturerne, der havde staaet frit paa Dækket i Baadene, omkomme i Bølgerne. Flere af Kalvene kom svømmende hen til Baadene, men naturligvis var det en Umulighed at optage dem i de opfyldte Baade, hvis Passagerers Frelse tilmed var tvivlsom. Det uhyggelige Syn af de druknende Dyr akkompagneredes derhos af Brølene fra en stor svensk Tyr, der havde været om Bord og nu laa kæmpende i Vandet. Det var Brøl, der yderligere øgede Nattens Rædsler.
Da hver Mulighed for atter at komme om Bord i »Erna« var opgivet, gav Kaptajn Ipsen Ordre til begge Baade om at ro ind mod Land. Saavidt man kunde formode, var der dertil Omtrent 3 Kvartmil fra Strandingsstedet. Desuden beordredes det, at Baadene saavidt muligt kunde holde sig i Nærheden af hinanden med Kaptajnens Baad som den forreste. Det lykkedes da ogsaa paa Grund af et svagt Maanelys der skar gennem Mørket og Taagen.
Da man var kommen i Nærheden af Land, vovede man dog ikke straks at gaa ind, idet Brændingen jog store hvidskummende Braadsøer hen mod Kystlandet.
Man øjnede Landet omtrent Kl. 5,30, men holdt sig endnu i flere Timer paa Afstand.
Passagererne, navnlig Kvinderne, led meget. Vandet skyllede over og ind i de smaa Baade, og de Skibbrudne døjede stærkt af Kulden halv paaklædte som de fleste af dem vare.
Endelig kom den længselsfuldt ventede Morgen. Kaptajnen foretog først Landingen med sin Baad, idet han gav Ordre til den anden Baad om at følge efter, naar han lykkelig var landet. Landgangen gik heldigt for sig. Baaden stødte paa Bredden, og de Ombordværende vadede ind til Kysten.
Dennes Beboere vare imidlertid blevne opmærksomme paa de Skibbrudne, og ved Tilraab og Tegn anviste de dem Landingens Sted. Det var dengang omtrent ved Kl. 8,30 Tiden om Morgenen.
S/S Erna. Grundstødt ved Falsterbo den 16 december 1897 og kondemmeret den 29 marts 1898,
I den lille Flække Falsterbo fandt de Skibbrudne den mest hjærteligste Modtagelse. Der blev sendt Vogne til Strandingsstedet efter de kvindelige Passagerer og saavel som disse som de andre Ombordværende fra »Erna« indkvarteredes hos Beboerne. Da de havde udhvilet sig noget efter den sørgelige og anstrængende Nat begav Kaptajnen sig med andre af Besætningen endnu samme Formiddag ud til »Erna«. Det var imidlertid umuligt at komme Damperen nær. Store og svære Søer brød stadig over Skibet, af hvilket Agterenden af og til kom tilsyne over Vandet«.
Der blev i tiden efter grundstødningen gjort forsøg på at redde »Erna«. Det fortælles, at man ved juletid havde damperen flydende, men medens søfolkene holdt jul, sank skibet igen, og det endte med, at »Erna« helt måtte opgives den 29. marts 1898.
Kaptajn Ipsen fik erstattet 200 kr. af de 600 kr., han mistede ved forliset. Han sluttede samme år sin tjeneste i selskabet.
Der blev i tiden efter grundstødningen gjort forsøg på at redde »Erna«. Det fortælles, at man ved juletid havde damperen flydende, men medens søfolkene holdt jul, sank skibet igen, og det endte med, at »Erna« helt måtte opgives den 29. marts 1898.
Kaptajn Ipsen fik erstattet 200 kr. af de 600 kr., han mistede ved forliset. Han sluttede samme år sin tjeneste i selskabet.
S/S Erna i isen ud for Nexø i isvinteren 1888.
