Emil Bohn beretter om S/S Jarl forlis
Bygget i Helsingør 1885. Forlist ved Hammeren natten 4. og 5. mar. 1890
Det blæste op til stormvejr om aftenen, som »Jarl« skulle sejle fra Allinge til København, og der taltes bagefter fra flere steder om dumdristig sejlføring og om et rankt skib, der ikke kunne våge i søen og lignende. Det var nemlig meget almindeligt, at postskibene ikke gik ud under stormvejr, hvilket også denne aften var tilfældet for rønneskibene. Postskibene var heller ikke overbyggede, så det var der intet mærkeligt i, da vandet med lethed skyllede over dem.
Med hensyn til ladningen var »Jarl« netop så bekvemt lastet for sejlads, som tænkes kunne. Med en stor del tilhugget granit og smørforsyning fra hele Østbornholm i bunden. Den var ikke overlastet med kreaturer og svin, så alt var i den retning så godt, som man kunne ønske sig.
Herom skrives i en avisartikel fra 1914 af en medhjælper hos ekspeditøren i Allinge, Emil Bohn, som var den sidste, der talte med skibets fører, kaptajn M. Davidsen. Emil Bohn var selv til stede ved skibets afgang, og han beretter, at »Jarl« ankom til Allinge lidt før aften. Der var vestlig vind og temmelig lavvande, men det blæste ikke mere, end at der på det tidspunkt var tale om, om man skulle anløbe Hasle eller ej. Men kaptajn Davidsen bad dog Emil Bohn om, straks efter ankomsten til Allinge, at give den besked til Hasle, at smørret med mere samt passagererne kunne køres til Allinge på skibets regning. Han fortalte endvidere Emil Bohn, at skibet havde taget grunden i Gudhjem på grund af lavvande, og at han var ked af, at man kaldte ham ind under disse forhold. Man havde lastet smørret derfra til agterlasten, så skibet kunne løfte sig fortil, og havde pejlet, om der var sket nogen lækage, uden at man havde fundet tegn på, at skibet tog vand ind. Ved ankomsten til Allinge foretoges ligeledes en pejling uden noget resultat. Men Emil Bohn bemærkede en vis nervøsitet hos kaptajn Davidsen, som han dog ikke på daværende tidspunkt tog videre notits af, men som senere ofte optog hans tanker. Det var, som om kaptajnen var optaget af en forudanelse om en kommende ulykke. Mange små brikker i et puslespil samlede sig bagefter hos den implicerede iagttager, som Emil Bohn var. Han fortæller:
»Efter at have spist til Aften og kommet derned igen, var endnu ikke Hasle-Godset kommet herned. Kaptajnen bad mig da tillige med to Bestyrelsesmedlemmer og Fyrmesteren at gaa ned i Kahytten. Her sad vi saa og talte lidt, men hans Tanker var stedse andetsteds. To Gange gav han Ordre til at pejle Pumpen, men alt var i Orden.
Allerbedst som vi sad, siger Kaptajn Davidsen henvendt til mig: - Har De læst Piazza del Popolo? - Ja, svarede jeg, men hvad mener De med det? - Jo, siger han, kan De saa huske nogle af de Vers, der staar i? - Jo, det kan nok være, sagde jeg. Hvilke mener De? - Husker De saa denne? sagde han og citerede:
»Jeg beder Dig ej om Rosen paa din Kind,
ej heller om en Lok af Dit Haar,
thi Rosen vil falme som Blomsten i Vaar,
og Lokkernes Glans vil forgaa«.
- Jo, den kender jeg meget godt, sagde jeg, men jeg synes ikke . . .
Men Davidsen fortsatte:
»Jeg beder Dig ej om den perletunge Snor,
der snor sig lig en Snog om Din Haand,
thi vilde Du mig fængsle, jeg vidste vel det Ord,
der bandt Dig med stærke Baand«.
Da jeg kendte Sangen saa godt og vidste, hvorledes det tredie Vers lød, afbrød jeg ham og sagde, at det var saa traurigt at citere saadanne Sange. Jeg var nemlig saa underlig berørt under de forhaandenværende Omstændigheder ved at høre videre, men Kaptajn Davidsen vedblev, med lidt forceret Røst og Tempo:
»Nej, skænk mig en Tanke, naar Dagen bryder frem,
et stille Suk i Skumringens Fred,
en perleblank Taare ifald jeg skifter Hjem,
og sænkes under Havets Bølger ned«.
For ligefrem at udviske lidt af Indtrykket af dette Vers skyndte jeg mig at citere videre og sagde:
- Jovel, Kaptajn Davidsen, men der staar ogsaa videre:
»Thi Taarer og Tanker er Evighedens Guld,
en Sjælerigdom Herren os gav,
og aldrig skal de visne, ej sænkes under Muld,
men spire frem, som Blomsten paa vor Grav«.
Emil Bohn fortæller videre, at det imidlertid var blæst op til storm, og en lastdamper var kommet ude fra søen og holdt den gående under land. Det var høj frostluft og klart måneskin.
Imidlertid kom Hasle-godset og lidt efter nogle passagerer. Da man var færdig med indladningen, blev der atter pejlet, men der var fremdeles intet vand at mærke, og derefter gav kaptajn Davidsen ordre til at skalke lugerne godt og iøvrigt gøre klar til at gå til søs.
Da der kl. ca. 11 kastedes los, var vandet faldet yderligere, så skibet hængte lidt fast med hælen både ved kajen og senere ved udsejlingen, hvilket dog efter Emil Bohns opfattelse var uden betydning. Ved at bakke meget langsomt ud forbi BLAK og holde lidt for længe i agtertrossen, strøg skibet imod, så det lagde sig lidt udover, men da skæret på det sted er rundt og stærkt bevokset med tang, kan der ikke være tale om at dette har bevirket nogen skade, som det så ofte er påstået.
»Jeg ser endnu for mig »Jarl« drive ud med stoppet Maskine, med Kaptajn Davidsen paa Broen, Købmand Kløcker, Hasle, i Bestikhusdøren og Bødkermester Holm, Allinge, kommende frem i Kappen til Overdækket raabende en Hilsen til Land.
Fuldmægtig Nielsen fra Hasle, som rejste fra Bornholm for at bosætte sig ovre, var imidlertid gaaet til Køjs tillige med en Del andre Passagerer«.
Da den omtalte lastdamper, som senere viste sig at være »Elisabeth« af København, observerede »Jarl«s afgang, fulgte denne efter mod Hammeren. Klokken var da ca. 12.
Emil Bohn vågnede ved 3-tiden og konstaterede, at vejret var slået om. Det var snestorm fra nordvest og i det hele taget et stygt vejr. Bohn kom uvilkårligt til at tænke på »Jarl« i det voldsomme uvejr, men anede dog ikke, at det allerede var sunket omkring kl. 1 kun 3 mils vej fra Hammeren på kursen Hammeren-Sandhammeren, på ca. 23 favne vand. Om forliset blev senere oplyst følgende ved det søforhør, som blev afholdt af »Elisabeth«s besætning ved dennes ankomst til København fire døgn efter.
2. styrmand på »Elisabeth« havde vagt og udtalte, at de havde røgen fra den fra Allinge udkommende damper hele tiden vest efter Hammeren ca. en times tid. Styrmanden så da forude et rødt lys, og kort derefter et hvidt og straks derefter et grønt lys, hvorefter de ikke senere så nogen damper. Derimod sejlede de gennem en hel masse tomt gods kort efter, uden dog at bemærke noget særligt, hvorefter de fortsatte rejsen uden at stoppe.
Da det senere blev snetykke og storm, da »Elisabeth« var på højde med Sandhammeren, vendte man om og holdt tilbage under Allinge, hvor man ankrede op kl. 6 om morgenen. Skibet lå her hele den dag og næste dag til hen på eftermiddagen uden at rapportere noget til land herom, hvad man senere fandt meget mærkeligt, og retsformand Madvig skal have udtalt til »Elisabeth«s 2. styrmand ved søforhøret, da han blev spurgt om, hvorfor han ikke havde stoppet, da han sejlede forbi igennem alle kasserne, eller hvorfor han ikke havde vækket og meddelt sin kaptajn, hvad han havde observeret, og denne svarede, at det havde han ikke tænkt over, at så burde han virkelig aldrig have noget skib at føre.
Da nu »Jarl« udeblev fra København, blev man derfra nervøse og sendte forespørgsel til Allinge om skibet, om hvorvidt det havde vendt om eller hvorledes sagen hang sammen. Der var hen på eftermiddagen en almindelig spørgen frem og tilbage pr. telegraf og telefon.
Næste dag (d. 6.) indløb der telegram fra geheimeetatsråd Tietgen med tilbud om at lade to af Det forenede Dampskibsselskabs skibe afgå for at søge efter »Jarl«, hvis den skulle ligge et eller andet sted med maskinskade, men da var man allerede næsten færdig med at gøre dampskibet »Erna« af Nexø klar til at gå ud og søge, så tilbuddet blev afslået.
Om eftermiddagen den 6. marts fik man så meddelelse fra Tejn om, at fiskerne, der var kommet i land fra laksetøjet, havde fundet en del kasser laks derude, mærkede svin og kreaturer, som de mente stammede fra »Jarl«s ladning.
Emil Bohn og et medlem af selskabets bestyrelse kørte straks demed, og kunne desværre kun straks bekræfte dette, da de kendte mærkeme. De meddelte straks rederiet i Nexø dette, og der var altså ikke meget håb om, at »Jarl« eksisterede mere.
Dampskibet »Erna« afsøgte imidlertid en stor del af Østersøen mellem Bornholm, Christiansø og Sverige, men fandt intet.
Der opstod som sagt en del snak om dumdristighed, men Emil Bohn siger: Nej, uden tvivl var det ikke dumdristighed eller stormen, der var skyld i »Jarl«s forlis, heller ikke at det var dårligt ladet, men årsagen var sikkert den, at grundstødningen i Gudhjem må bære skylden, da skibet har fået en skade i bunden, og i det smulte vand fra Gudhjem til Allinge har lækagen ikke kunnet konstateres. I Allinge pejledes jo mange gange, men der viste sig ingen læk. Men lækagen blev først farlig, da skibet kom rundt Hammeren og arbejdede temmelig hårdt i søen, og der lidt derefter kom så meget vand i skibet, at det, rimeligvis først i maskinrummet, mærkede dette, og da var så kildent, at skibet kæntrede ved forsøget på at vende eller sætte kursen mod land mellem Hellig Peder og Vang, for muligt at sætte skibet på grund. Dette kan jo siges temmelig bestemt, idet »Elisabeth«s 2. styrmand forklarer, at man forude så først et rødt lys, dernæst et hvidt lys (toplanternen) og så et grønt lys, og siden ikke noget mere. Kort efter passerede »Elisabeth« igennem alle kasserne.
Det er sikkert sket således, at kaptajn Davidsen har forsøgt at vende, da man mærkede vandet i skibet, men at der allerede har været så meget vand inde, at det under vendingen har fået en forkert sø, så det gik rundt og sank. Anden årsag kan der ikke være.
At storm og sø skulle være årsagen er udelukket. »Jarl« var en forholdsvis ny, stærk og kraftig damper og helt overbygget. Den havde allerede på sin anden rejse i december 1885 fra Bornholm til København haft lejlighed til at vise sine gode egenskaber som skib i en orkanagtig nordvestlig storm. Den var dengang 17 timer undervejs og havde flere gange senere taget svære tørne, så på det punkt var der intet i vejen.
»Elisabeth« var ikke særlig kraftig i maskinen, og den gik også opefter og vendte først om, da søen tog til under den senere tiltagende snestorm. Dette vidner jo ikke om nogen særlig stærk storm på forlistidspunktet.
Med hensyn til ladningen var »Jarl« netop så bekvemt lastet for sejlads, som tænkes kunne. Med en stor del tilhugget granit og smørforsyning fra hele Østbornholm i bunden. Den var ikke overlastet med kreaturer og svin, så alt var i den retning så godt, som man kunne ønske sig.
Herom skrives i en avisartikel fra 1914 af en medhjælper hos ekspeditøren i Allinge, Emil Bohn, som var den sidste, der talte med skibets fører, kaptajn M. Davidsen. Emil Bohn var selv til stede ved skibets afgang, og han beretter, at »Jarl« ankom til Allinge lidt før aften. Der var vestlig vind og temmelig lavvande, men det blæste ikke mere, end at der på det tidspunkt var tale om, om man skulle anløbe Hasle eller ej. Men kaptajn Davidsen bad dog Emil Bohn om, straks efter ankomsten til Allinge, at give den besked til Hasle, at smørret med mere samt passagererne kunne køres til Allinge på skibets regning. Han fortalte endvidere Emil Bohn, at skibet havde taget grunden i Gudhjem på grund af lavvande, og at han var ked af, at man kaldte ham ind under disse forhold. Man havde lastet smørret derfra til agterlasten, så skibet kunne løfte sig fortil, og havde pejlet, om der var sket nogen lækage, uden at man havde fundet tegn på, at skibet tog vand ind. Ved ankomsten til Allinge foretoges ligeledes en pejling uden noget resultat. Men Emil Bohn bemærkede en vis nervøsitet hos kaptajn Davidsen, som han dog ikke på daværende tidspunkt tog videre notits af, men som senere ofte optog hans tanker. Det var, som om kaptajnen var optaget af en forudanelse om en kommende ulykke. Mange små brikker i et puslespil samlede sig bagefter hos den implicerede iagttager, som Emil Bohn var. Han fortæller:
»Efter at have spist til Aften og kommet derned igen, var endnu ikke Hasle-Godset kommet herned. Kaptajnen bad mig da tillige med to Bestyrelsesmedlemmer og Fyrmesteren at gaa ned i Kahytten. Her sad vi saa og talte lidt, men hans Tanker var stedse andetsteds. To Gange gav han Ordre til at pejle Pumpen, men alt var i Orden.
Allerbedst som vi sad, siger Kaptajn Davidsen henvendt til mig: - Har De læst Piazza del Popolo? - Ja, svarede jeg, men hvad mener De med det? - Jo, siger han, kan De saa huske nogle af de Vers, der staar i? - Jo, det kan nok være, sagde jeg. Hvilke mener De? - Husker De saa denne? sagde han og citerede:
»Jeg beder Dig ej om Rosen paa din Kind,
ej heller om en Lok af Dit Haar,
thi Rosen vil falme som Blomsten i Vaar,
og Lokkernes Glans vil forgaa«.
- Jo, den kender jeg meget godt, sagde jeg, men jeg synes ikke . . .
Men Davidsen fortsatte:
»Jeg beder Dig ej om den perletunge Snor,
der snor sig lig en Snog om Din Haand,
thi vilde Du mig fængsle, jeg vidste vel det Ord,
der bandt Dig med stærke Baand«.
Da jeg kendte Sangen saa godt og vidste, hvorledes det tredie Vers lød, afbrød jeg ham og sagde, at det var saa traurigt at citere saadanne Sange. Jeg var nemlig saa underlig berørt under de forhaandenværende Omstændigheder ved at høre videre, men Kaptajn Davidsen vedblev, med lidt forceret Røst og Tempo:
»Nej, skænk mig en Tanke, naar Dagen bryder frem,
et stille Suk i Skumringens Fred,
en perleblank Taare ifald jeg skifter Hjem,
og sænkes under Havets Bølger ned«.
For ligefrem at udviske lidt af Indtrykket af dette Vers skyndte jeg mig at citere videre og sagde:
- Jovel, Kaptajn Davidsen, men der staar ogsaa videre:
»Thi Taarer og Tanker er Evighedens Guld,
en Sjælerigdom Herren os gav,
og aldrig skal de visne, ej sænkes under Muld,
men spire frem, som Blomsten paa vor Grav«.
Emil Bohn fortæller videre, at det imidlertid var blæst op til storm, og en lastdamper var kommet ude fra søen og holdt den gående under land. Det var høj frostluft og klart måneskin.
Imidlertid kom Hasle-godset og lidt efter nogle passagerer. Da man var færdig med indladningen, blev der atter pejlet, men der var fremdeles intet vand at mærke, og derefter gav kaptajn Davidsen ordre til at skalke lugerne godt og iøvrigt gøre klar til at gå til søs.
Da der kl. ca. 11 kastedes los, var vandet faldet yderligere, så skibet hængte lidt fast med hælen både ved kajen og senere ved udsejlingen, hvilket dog efter Emil Bohns opfattelse var uden betydning. Ved at bakke meget langsomt ud forbi BLAK og holde lidt for længe i agtertrossen, strøg skibet imod, så det lagde sig lidt udover, men da skæret på det sted er rundt og stærkt bevokset med tang, kan der ikke være tale om at dette har bevirket nogen skade, som det så ofte er påstået.
»Jeg ser endnu for mig »Jarl« drive ud med stoppet Maskine, med Kaptajn Davidsen paa Broen, Købmand Kløcker, Hasle, i Bestikhusdøren og Bødkermester Holm, Allinge, kommende frem i Kappen til Overdækket raabende en Hilsen til Land.
Fuldmægtig Nielsen fra Hasle, som rejste fra Bornholm for at bosætte sig ovre, var imidlertid gaaet til Køjs tillige med en Del andre Passagerer«.
Da den omtalte lastdamper, som senere viste sig at være »Elisabeth« af København, observerede »Jarl«s afgang, fulgte denne efter mod Hammeren. Klokken var da ca. 12.
Emil Bohn vågnede ved 3-tiden og konstaterede, at vejret var slået om. Det var snestorm fra nordvest og i det hele taget et stygt vejr. Bohn kom uvilkårligt til at tænke på »Jarl« i det voldsomme uvejr, men anede dog ikke, at det allerede var sunket omkring kl. 1 kun 3 mils vej fra Hammeren på kursen Hammeren-Sandhammeren, på ca. 23 favne vand. Om forliset blev senere oplyst følgende ved det søforhør, som blev afholdt af »Elisabeth«s besætning ved dennes ankomst til København fire døgn efter.
2. styrmand på »Elisabeth« havde vagt og udtalte, at de havde røgen fra den fra Allinge udkommende damper hele tiden vest efter Hammeren ca. en times tid. Styrmanden så da forude et rødt lys, og kort derefter et hvidt og straks derefter et grønt lys, hvorefter de ikke senere så nogen damper. Derimod sejlede de gennem en hel masse tomt gods kort efter, uden dog at bemærke noget særligt, hvorefter de fortsatte rejsen uden at stoppe.
Da det senere blev snetykke og storm, da »Elisabeth« var på højde med Sandhammeren, vendte man om og holdt tilbage under Allinge, hvor man ankrede op kl. 6 om morgenen. Skibet lå her hele den dag og næste dag til hen på eftermiddagen uden at rapportere noget til land herom, hvad man senere fandt meget mærkeligt, og retsformand Madvig skal have udtalt til »Elisabeth«s 2. styrmand ved søforhøret, da han blev spurgt om, hvorfor han ikke havde stoppet, da han sejlede forbi igennem alle kasserne, eller hvorfor han ikke havde vækket og meddelt sin kaptajn, hvad han havde observeret, og denne svarede, at det havde han ikke tænkt over, at så burde han virkelig aldrig have noget skib at føre.
Da nu »Jarl« udeblev fra København, blev man derfra nervøse og sendte forespørgsel til Allinge om skibet, om hvorvidt det havde vendt om eller hvorledes sagen hang sammen. Der var hen på eftermiddagen en almindelig spørgen frem og tilbage pr. telegraf og telefon.
Næste dag (d. 6.) indløb der telegram fra geheimeetatsråd Tietgen med tilbud om at lade to af Det forenede Dampskibsselskabs skibe afgå for at søge efter »Jarl«, hvis den skulle ligge et eller andet sted med maskinskade, men da var man allerede næsten færdig med at gøre dampskibet »Erna« af Nexø klar til at gå ud og søge, så tilbuddet blev afslået.
Om eftermiddagen den 6. marts fik man så meddelelse fra Tejn om, at fiskerne, der var kommet i land fra laksetøjet, havde fundet en del kasser laks derude, mærkede svin og kreaturer, som de mente stammede fra »Jarl«s ladning.
Emil Bohn og et medlem af selskabets bestyrelse kørte straks demed, og kunne desværre kun straks bekræfte dette, da de kendte mærkeme. De meddelte straks rederiet i Nexø dette, og der var altså ikke meget håb om, at »Jarl« eksisterede mere.
Dampskibet »Erna« afsøgte imidlertid en stor del af Østersøen mellem Bornholm, Christiansø og Sverige, men fandt intet.
Der opstod som sagt en del snak om dumdristighed, men Emil Bohn siger: Nej, uden tvivl var det ikke dumdristighed eller stormen, der var skyld i »Jarl«s forlis, heller ikke at det var dårligt ladet, men årsagen var sikkert den, at grundstødningen i Gudhjem må bære skylden, da skibet har fået en skade i bunden, og i det smulte vand fra Gudhjem til Allinge har lækagen ikke kunnet konstateres. I Allinge pejledes jo mange gange, men der viste sig ingen læk. Men lækagen blev først farlig, da skibet kom rundt Hammeren og arbejdede temmelig hårdt i søen, og der lidt derefter kom så meget vand i skibet, at det, rimeligvis først i maskinrummet, mærkede dette, og da var så kildent, at skibet kæntrede ved forsøget på at vende eller sætte kursen mod land mellem Hellig Peder og Vang, for muligt at sætte skibet på grund. Dette kan jo siges temmelig bestemt, idet »Elisabeth«s 2. styrmand forklarer, at man forude så først et rødt lys, dernæst et hvidt lys (toplanternen) og så et grønt lys, og siden ikke noget mere. Kort efter passerede »Elisabeth« igennem alle kasserne.
Det er sikkert sket således, at kaptajn Davidsen har forsøgt at vende, da man mærkede vandet i skibet, men at der allerede har været så meget vand inde, at det under vendingen har fået en forkert sø, så det gik rundt og sank. Anden årsag kan der ikke være.
At storm og sø skulle være årsagen er udelukket. »Jarl« var en forholdsvis ny, stærk og kraftig damper og helt overbygget. Den havde allerede på sin anden rejse i december 1885 fra Bornholm til København haft lejlighed til at vise sine gode egenskaber som skib i en orkanagtig nordvestlig storm. Den var dengang 17 timer undervejs og havde flere gange senere taget svære tørne, så på det punkt var der intet i vejen.
»Elisabeth« var ikke særlig kraftig i maskinen, og den gik også opefter og vendte først om, da søen tog til under den senere tiltagende snestorm. Dette vidner jo ikke om nogen særlig stærk storm på forlistidspunktet.
